Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Amal

Oprindelige forfattere Fenat og JBS Seneste forfatter Redaktionen

Amal, shiitisk politisk organisation og milits i Libanon, oprettet kort tid efter udbruddet af den libanesiske borgerkrig i 1975. Amal var i begyndelsen af borgerkrigen en del af Den Nationale Bevægelse, der krævede ændringer af det politiske system i landet. Militsen, der har kæmpet både mod sunnimuslimer og PLO og overvejende har været af prosyrisk observans, sikrede sig i 1985 fuld kontrol over Vestbeirut. Påvirkning fra Iran medførte ekstremistiske grupperinger og indre magtkampe. Indtil 1990, da Amal indvilligede i at lade sig afvæbne for at sikre borgerkrigens afslutning, var Amal den stærkeste milits i Libanon. Amal har siden sin afvæbning i 1990 organiseret sig som et politisk parti og deltog i parlamentsvalgene i 1992, 1996, 2000 og 2005. Ved valget 2005 vandt Amal de 14 af parlamentets 128 pladser. Lederen af Amal (f. 1938), Nabih Berri, er fungerende formand for parlamentet. Partiet tog i maj 2000 aktivt del i de kampe, der førte til, at Israel definitivt trak sig tilbage fra den såkaldte sikkerhedszone i Sydlibanon, der var blevet oprettet efter den israelske invasion af Libanon i 1982.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mia Fenat, Jørgen Bæk Simonsen: Amal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36660