Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

normannere

Oprindelig forfatter MeHa Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

normannere, de vikinger, der bosatte sig i Normandiet i det nuværende Frankrig, og deres efterkommere.

Fra slutningen af 800-t. havde vikinger hærget i Normandiet, og i 911 indgik vikingehøvdingen Rollo og den franske kong Karl 3. den Enfoldige en traktat, der tildelte Rollo et område ved Seinen.

Herfra erobrede normannerne et større område og etablerede fyrstedømmet Normandiet. Normannerne blev hurtigt påvirket af karolingisk kultur og antog fransk sprog og kristendommen.

Annonce

I 1000- og 1100-t. udstrakte de deres indflydelse til bl.a. England, som de invaderede i 1066, og til Middelhavsområdet fra omkring 1015, hvor de først fungerede som lejesoldater, men senere erobrede landområder i Syditalien og Sicilien, der i 1130 blev et selvstændigt kongerige. Herfra forsøgte de at erobre områder i Det Byzantinske Rige.

Normannere deltog i 1. korstog og oprettede i 1098 fyrstedømmet Antiochia i Syrien.

Gennem politiske alliancer og indbyrdes giftermål opretholdt de normanniske slægter forbindelse med hinanden gennem 1100-t. Derefter blev de fleste selvstændige fyrster.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding: normannere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132946