Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Timur Lenk

Oprindelig forfatter PChr Seneste forfatter Redaktionen

Timur Lenk, 1336-1405, turkmensk krigsherre fra Kech nær Samarkand og en af de største erobrerskikkelser i muslimsk historie.

Navnet Timur Lenk: persisk Timur-leng 'Halte Timur', i Europa forvansket til Tamerlane.

Timur, der begyndte sin løbebane som lejetropfører, havde som erklæret mål at genoprette det mongolske verdensrige. Han opretholdt hele tiden den fiktion, at han handlede på vegne af Chaghataikhanatet, grundlagt af og opkaldt efter en af Djengis Khans sønner; Timur benyttede selv den mere beskedne emirtitel.

Efter at have gjort sig til herre over Transoxanien ca. 1370 mobiliserede Timur områdets turkmenske stammer til en række storstilede felttog. Stammerne blev motiveret af udsigten til bytte, og Timurs felttog fik derfor mere karakter af store, blodige plyndringstogter end af egentlige erobringstog. I 1380 afsluttede Timur erobringen af Khwarezm; siden gik felttogene til Khorasan og Iran (1383-85), Kaukasus, Mesopotamien og de sydrussiske stepper (ca. 1386-94), Nordindien (1398-99) og Syrien, Irak og Anatolien (1399-1402).

Annonce

Timur døde under forberedelserne til et angreb på Kina, hvorefter hans løse storrige faldt fra hinanden. Dog formåede sønnen Shah Rukh (1377-1447) at konsolidere en timuridisk stat omfattende Khorasan og Transoxanien; se timurider.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Christensen: Timur Lenk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172282