• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Palæstina

Oprindelige forfattere HPu, IrJ, JBS og JStr Seneste forfatter Redaktionen

Det palæstinensiske flag er det arabiske revolutionsflag fra 1917, indført af Husayn ibn Ali under arabernes frihedskamp mod Osmannerriget. Det blev anvendt i store dele af Mellemøsten i den oprindelige form, hvor den røde trekant var større, og stribernes rækkefølge var sort-grøn-hvid. I 1922 fik flaget sit nuværende udseende. Det er anerkendt internationalt som det palæstinensiske flag, men er ifølge israelsk lov illegalt.

Det palæstinensiske flag er det arabiske revolutionsflag fra 1917, indført af Husayn ibn Ali under arabernes frihedskamp mod Osmannerriget. Det blev anvendt i store dele af Mellemøsten i den oprindelige form, hvor den røde trekant var større, og stribernes rækkefølge var sort-grøn-hvid. I 1922 fik flaget sit nuværende udseende. Det er anerkendt internationalt som det palæstinensiske flag, men er ifølge israelsk lov illegalt.

Palæstina, landområde ved Middelhavets østkyst, der omgives af Libanon, Syrien, Jordan og Egypten; i dag svarende til staten Israel, de af Israel besatte områder og de palæstinensiske selvstyreområder i Gazastriben og på Vestbredden; i alt ca. 25.000 km2, ca. 10,5 mio indb. (2005).

Områdets østgrænse udgøres af Jordanfloden. Vedrørende naturgeografi, se Israel.

Navnet Palæstina kommer af latin Palaestina, af græsk Palaistine, med afledning gengivelse af hebraisk pelishtim (se filistre); af Herodot anvendt om filistrenes land.

Befolkning

Ca. 1/3 af indbyggerne er palæstinensere, dvs. efterkommere af den arabiske befolkning, der boede i området før staten Israels oprettelse i 1948; flertallet af disse er muslimer, men der er et kristent mindretal. Størstedelen af de øvrige indbyggere er jøder, som helt overvejende er indvandret siden 2. Verdenskrig. Hertil kommer mindre grupper af bl.a. armeniere og en fåtallig nomadebefolkning i Negevørkenen.

Annonce

Frem til ca. 1990 var mange palæstinensere fra Gaza og Vestbredden beskæftiget i Israel, men pga. den fortsatte konflikt mellem jøder og palæstinensere med skærpede sikkerhedsbestemmelser ved grænserne kan palæstinensere fra selvstyreområderne nu kun vanskeligt passe et arbejde i Israel. Gæstearbejdere fra Rumænien, Thailand og Sri Lanka erstatter i stigende grad den palæstinensiske arbejdskraft. Af større demografisk betydning i 1990'erne var imidlertid den meget betydelige immigration af østeuropæiske jøder efter Sovjetunionens opløsning. Mange af dem er dog rejst videre til USA.

Forhistorie

De ældste tegn på menneskelig tilstedeværelse i Palæstina er 1,4 mio. år gamle og stammer fra Ubaydiyya i Jordandalen. Fra den ældre stenalder er der spor af en befolkning med en kultur fra 300.000-250.000 år siden, der svarer til acheuléen med træk fra andre kulturer kendt fra Europa. Menneskene levede som jægere og samlere.

Hen imod slutningen af ældre stenalder (20.000-8000 f.Kr.) blev befolkningen mere bofast. I førkeramisk yngre stenalder fra ca. 8000 f.Kr. havde man kultiveret en række planter som byg, hvede, linser og ærter samt domesticeret hunde, får, geder, kvæg og svin. De første bylignende bebyggelser, fx Jeriko med offentlige bygninger, viser tegn på social organisation. Palæstina blev i denne periode tættere befolket, og der er tegn på fjernhandel, fx med obsidian fra Lilleasien. Den tekniske revolution blev styrket ved indføring af keramik i keramisk stenalder (ca. 7500-6000 f.Kr.).

Under indtryk fra Mesopotamien begyndte kalkolitisk tid (ca. 5000-3500 f.Kr.), hvor den vigtigste nyhed var brug af metal. Indbyggerne boede i åbne, ubefæstede landsbyer, hovedsagelig fundet i det nordlige område og omkring Beersheba i syd. Perioden sluttede med et sammenbrud; bosættelserne gik til grunde, mange for bestandigt.

Bronzealderen

I midten af 4. årtusinde f.Kr. begyndte bronzealderen (3500-1200 f.Kr.). Bronzen, først arsenbronze, er vidnesbyrd om en stigende handel. Nye byer blev bygget i et netværk af veje, vigtigst var Hasor, Megiddo, Bet-Shan, Tel Fara, Afek, Ai, Jeriko, Gezer, Lakish, Gaza og Arad. Nogle opførtes på gamle bebyggelser, andre på ny jord. Den sydlige del af Palæstina var under egyptisk indflydelse ca. 3500-3000 f.Kr. Ca. 3000 f.Kr. opstod en krise, byer blev forladt, og befolkningen gik over til at være nomader. En del af byerne blev senere genopbygget og befæstedes; samtidig forsvandt den egyptiske indflydelse, og Palæstina blev et homogent samfund med byer, som bestod gennem hele den tidlige bronzealder.

Ca. 2300 f.Kr. kulminerede en større klimaændring. Næsten alle byer blev forladt; befolkningen blev igen nomader, og de næste 200-300 år var en mellemperiode.

Herefter blev Palæstina under påvirkning fra Syrien og Libanon reurbaniseret enten ved immigration eller handel. Mellembronzealderen (2000-1550 f.Kr.) var en bykultur med hjuldrejet keramik, brug af egentlig tinbronze, store forsvarsværker, kraftige byporte, langrumstempler i forbindelse med paladser, hvilket tyder på en stærkere kongemagt, og større international handel. De fleste byer blev bygget på samme plads som før, og der var et stigende befolkningstal i landsbyerne. I perioden efter 1750 f.Kr. blev Hasor i det nordlige Palæstina og Tell al-Daba ved Nildeltaet endnu mere dominerende. Egypten var delt, og den nordlige del var behersket af hyksosfolket med hovedstad netop i Tell al-Daba (datidens Avaris).

Ca. 1550 f.Kr. genforenede kongerne i Theben Egypten og fordrev hyksosfolket; derefter erobrede de Levanten, og Palæstina kom under egyptisk dominans i 400 år. Denne periode kaldes senbronzealderen. Kulturen fortsatte uden egentligt brud, og Palæstina nød godt af periodens internationalisme. Efterhånden blev Palæstina dog fattigere, ikke mindst pga. egyptisk udbytning, og der skete en ændring i produktionsmetoder, fx blev hjuldrejet keramik afløst af håndlavet. Samtidig blev byerne i indlandet mindre, og mange steder opgav man befæstningen. Egypten mistede formodentlig kontrollen i løbet af Akhnatons regeringstid, og siden hen måtte Seti 1. og Ramses 2. gennemføre en militær besættelse. Folk forlod byerne og landsbyerne og bosatte sig enten i ubefæstede landsbyer i bjergene eller blev nomader, mens andre flyttede til byerne ved kysten. Der var invasioner udefra; havfolkenes (filistrenes) er godt dokumenteret, mens man strides om, hvorvidt andre befolkningsgrupper, fx de senere israelitter, er kommet udefra. Egypten trak sig tilbage, den internationale handel ophørte, og man opgav bronze som metal og brugte jern.

Jernalderen

Efter en mellemperiode begyndte den egentlige jernalder efter år 1000 f.Kr. Palæstina var nu domineret af to territorialstater, Israel i nord og Juda i syd. I den sydlige del af landet ved kysten boede filistrene.

Landet var præget af agerbrugskultur, men på strategiske steder var de gamle bronzealderbyer forvandlet til administrationscentre og militære støttepunkter. Keramikken blev hjuldrejet og poleret i denne periode, og en vis fjernhandel kan atter spores.

Babyloniernes erobring i 598 og 587 f.Kr. medførte omfattende ødelæggelser, og i den følgende periode var landet en provins i Det Persiske Rige. Befolkningen skrumpede ind, og i den sydlige del af landet var der indvandring af idumæere fra det sydlige Jordan.

Historie

Selvom der var import fra den ægæiske verden allerede i jernalderen, var det først efter Alexander 3. den Stores erobring af landet i 332 f.Kr., at den egentlige hellenisering begyndte, og den hellenistiske periode varede helt til arabernes erobring i 630'erne e.Kr.

Den materielle kultur prægedes i stigende grad af den fælles hellenistiske tradition: Der blev bygget hellenistiske byer overalt, særlig i den romerske periode, efter at Pompejus havde erobret landet i 63 f.Kr., hvorefter det blev en del af Romerriget, og under Herodes 1. den Store, der førte en bevidst helleniserende politik.

Historisk oversigt
634-40Palæstina underlægges kalifatet
1099-1291Kongeriget Jerusalem regeres af kristne korsfarere
ca. 1250Mamlukkerne erobrer Palæstina
1516Palæstina indlemmes i Osmannerriget efter Slaget ved Dabiq
1799Den kortvarige franske besættelse af Palæstina bringes til ophør
1831-40Palæstina regeres af den egyptiske vicekonge Muhammad Ali og hans søn Ibrahim Pasha
1880'erneDen organiserede jødiske indvandring begynder
1916-18Under Den Arabiske Revolte gør araberne, støttet af Storbritannien, en ende på det osmanniske overherredømme
1920Palæstina bliver britisk mandatområde under Folkenes Forbund
1936-39Araberne gør oprør mod den jødiske indvandring
1948Staten Israel oprettes 14. maj
1964Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, dannes
1987-90Intifadaen; palæstinensisk oprør mod Israels fortsatte besættelse af Gaza og Vestbredden
1994Et palæstinensisk selvstyre oprettes
2001Den anden Intifada begynder
2004Yassir Arafat dør
2006Hamas vinder parlamentsvalget i selvstyreområderne

Et nyt element kom til i den byzantinske periode med kejser Konstantin 1. den Stores eneherredømme og tilladelse af kristendommen. Palæstina var nu Det Hellige Land og blev præget af religiøs arkitektur, og fra perioden frem til 738 findes et overvældende antal kirker og andre mindesmærker, som giver den byzantinske kultur et særligt præg i Palæstina.

Islamiseringen efter 634

I Slaget ved Ajnadayn i 634 vandt en arabisk hær over byzantinske tropper. Det var det første af en række slag, som samme år sikrede det nydannede kalifat i Medina kontrollen over de tidligere byzantinske områder i Palæstina. Jerusalem kapitulerede efter belejring i 637, og havnebyen Caesarea Maritima overgav sig som den sidste af de palæstinensiske byer i 640. Efter erobringen blev Palæstinas administrative centrum Lod, men i begyndelsen af 700-t. grundlagdes Ramla, der overtog denne funktion.

Under den første umayyadiske kalif, Muawiyah (kalif 661-80), fik flere af de palæstinensiske kystbyer udbygget og forstærket deres forsvarsanlæg, og de blev gjort til havnebyer for den flåde, der i 700-t. årlig rettede angreb mod byzantinske besiddelser i vest. Flere af de umayyadiske kaliffer anlagde avancerede landbrugskomplekser i udkanten af mindre byer, og Abd al-Malik (kalif 685-705) lod først Klippemoskéen og siden al-Aqsa-moskéen opføre i Jerusalem.

De umayyadiske besiddelser i Palæstina blev overtaget af abbasiderne efter 750, men kun enkelte af de abbasidiske kaliffer, fx al-Mamun (kalif 813-33), udviste samme store interesse for Palæstina som umayyaderne, og sammen med Syrien blev Palæstina reduceret til provins i det vidtstrakte kalifat. Arabiske geografer beskrev i 800- og 900-t. området som frugtbart med en stor og varieret landbrugsproduktion. Der var desuden en betydelig udvinding af marmor, salt og svovl samt af bitumen fra Det Døde Hav. Områdets frugtbarhed er i samme periode også bevidnet af kristne pilgrimme, der søgte mod Jerusalem. Efter at fatimiderne havde erobret Egypten i 969, kom også Palæstina og dele af Syrien under det nordafrikanske Fatimidedynastis magt.

Korsfarerne

I 1099 erobrede kristne korsfarere Jerusalem, og Palæstina samt dele af det nordlige Syrien kom i løbet af 1100-t. under korsfarernes kontrol (se også korstog). Et mindre antal korsfarere slog sig ned i Det Hellige Land (Palæstina) og oprettede bl.a. kongeriget Jerusalem 1099-1187, men deres tilstedeværelse fik ingen varige politiske eller økonomiske konsekvenser. I 1187 blev Jerusalem generobret af muslimerne. Gennem 1100-t. etableredes tætte direkte handelskontakter mellem Palæstina og europæiske, fortrinsvis italienske, købmænd, der via havnebyen Akko afsøgte området for varer, som kunne afsættes i Europa. I 1200-t. sikrede mamlukkerne sig kontrol med Palæstina, og i Slaget ved Ayn Jalut bremsede de den mongolske ekspansion.

Efter at mamlukkerne havde lidt nederlag i Slaget ved Dabiq i 1516, blev Palæstina en del af Osmannerriget, men lokale herskere havde som andre i de osmanniskkontrollerede områder af det arabiske Mellemøsten held til i 1600-1700-t. at sikre sig delvis uafhængighed af sultanen i Istanbul. Den franske invasion i Egypten i 1798 bragte i 1799 kortvarigt Jaffa under fransk kontrol. Den egyptiske vicekonge Muhammad Ali erobrede i 1832 Akko og Damaskus og underlagde sig derpå resten af Syrien, men i 1840 måtte hans efterfølger trække sig ud efter britisk og østrig-ungarsk støtte til den osmanniske sultan.

Jødisk indvandring

Siden Palæstina i 634 blev en del af kalifatet, har der i området levet både jøder, kristne og muslimer. Det er uklart, hvornår en større konvertering til islam satte ind, og frem til korsfarertiden var der betydelige kristne og jødiske befolkninger i Palæstina. I 1800-t.s slutning indvandrede et voksende antal jøder fra Rusland og det øvrige Østeuropa, og selvom den osmanniske sultan forsøgte at begrænse indvandringen, øgedes antallet af jøder i Palæstina fra ca. 25.000 i 1880 til ca. 80.000 ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. Den jødiske indvandring blev finansielt støttet af World Zionist Organization (WZO), der blev dannet i Basel i 1897 med Theodor Herzl som præsident og som sit mål havde at skabe en jødisk stat i Palæstina (se også zionismen).

Under det britiske mandat 1920-48 gjorde Jewish Agency fra 1929 en stor indsats for at få jøder i Østeuropa til at drage til Palæstina. Med baggrund i bl.a. forværrede levevilkår i Østeuropa havde kampagnen succes. På plakaten, der er fra ca. 1930, står der på jiddisch Hvorhen? og nederst Til landsbyen.

Under det britiske mandat 1920-48 gjorde Jewish Agency fra 1929 en stor indsats for at få jøder i Østeuropa til at drage til Palæstina. Med baggrund i bl.a. forværrede levevilkår i Østeuropa havde kampagnen succes. På plakaten, der er fra ca. 1930, står der på jiddisch Hvorhen? og nederst Til landsbyen.

Britisk mandatområde

En allieret militæroffensiv støttet af Den Arabiske Revolte under 1. Verdenskrig fra Egypten mod Gaza bragte Palæstina ind i det komplicerede storpolitiske spil ved fredsforhandlingerne i 1919. Repræsentanter for de førende arabiske familier i Palæstina havde taget aktivt del i revolten og støttede derfor også arabiske nationalisters forsøg på i 1920 at udråbe en uafhængig arabisk stat bestående af det nuværende Israel, Det Palæstinensiske Selvstyreområde, det israelskbesatte palæstinensiske område, Jordan, Libanon og Syrien. I stedet besluttede de allierede på San Remo-konferencen i 1920, at Palæstina skulle være et britisk mandat under Folkenes Forbund. I mandataftalen blev det fremhævet, at mandatadministrationen skulle efterleve det løfte, som den britiske udenrigsminister Balfour i 1917 på vegne af den britiske regering havde givet WZO, om aktivt at støtte organisationen i skabelsen af "et nationalt hjem for det jødiske folk" i Palæstina (se Balfourdeklarationen). Det førte til, at Jewish Agency, der var stiftet af WZO, blev en del af det administrative apparat, som blev opbygget, og det medførte samtidig, at hebraisk ligesom arabisk og engelsk blev officielt sprog i Palæstina. Briterne foreslog araberne at deltage i administrationen af mandatet, men det blev i begyndelsen afvist, fordi det blev betragtet som en indirekte anerkendelse af, at Folkenes Forbund havde legitim ret til at bestemme områdets politiske fremtid. En sådan formel accept ønskede man ikke at give, efter at det var blevet tydeligt, at de løfter, som Storbritannien havde givet araberne i forbindelse med Den Arabiske Revolte om støtte til oprettelsen af en uafhængig arabisk stat, ikke ville blive indfriet.

Den jødisk-arabiske konflikt

Under osmannerne havde familier med store jordtilliggender og familier med en central placering i handelen fungeret som bindeled mellem det osmanniske sultanat og den lokale befolkning. På trods af den generelle modvilje fra arabernes side lykkedes det alligevel mandatadministrationen at etablere et samarbejde med flere af de ledende arabiske palæstinensiske familier, der hver især frygtede, at deres traditionelle position kunne trues, hvis andre familier fik held til at samarbejde med Storbritannien. Efterhånden som den jødiske indvandring tog til og fra slutningen af 1920'erne ikke blot førte til dannelsen af jødiske landbrugskolonier, men også til en voksende jødisk indflydelse i byernes økonomi, blev det tydeligt for araberne, at et samarbejde var nødvendigt for at få den jødiske indvandring stoppet. 1920-21 var der enkelte sammenstød mellem arabere og indvandrede jøder, men først de voldsomme uroligheder i 1929 viste, at den fortsatte jødiske indvandring ville føre til yderligere konflikt.

I 1921 blev Muhammad Amin al-Husayni valgt til mufti og samme år udnævnt til leder af Det Øverste Muslimske Råd. Rådet var appelinstans for de lokale muslimske domstole (se sharia) og havde tillige ansvaret for ledelsen af et stort antal institutioner, bl.a. skoler, moskéer og hjem for forældreløse børn, der testamentarisk var blevet givet som waqf, dvs. som religiøs stiftelse. Reelt virkede rådet som kontaktorgan mellem mandatadministrationen og Palæstinas muslimske befolkning, og gennem rådet forsøgte førende arabiske familier i 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne uden held at overtale Storbritannien til at begrænse den jødiske indvandring. Den omfattende jødiske indvandring fra 1933 førte i 1936 til dannelsen af Den Arabiske Højkomité, hvis ledelse stod bag en arabisk generalstrejke i 1936, rettet mod den britiske mandatadministration for på den måde at tvinge den til at gribe ind og begrænse indvandringen og forbyde salg af jord til jødiske indvandrere. Generalstrejken udviklede sig til en revolte, der varede indtil 1939, og den førte først til en britisk undersøgelse, Peel-kommissionen, hvis resultat blev offentliggjort i juli 1937: Delingen af Palæstina i en jødisk og en arabisk palæstinensisk stat var den eneste løsning på det tydelige modsætningsforhold mellem indvandrede jøder og arabere. Forslaget blev pure afvist af araberne. I et forsøg på at knuse revolten blev Den Arabiske Højkomité opløst og erklæret ulovlig. Lederne flygtede til Damaskus, hvorfra opstanden blev ledet, indtil den ophørte i 1939.

I Hvidbogen af 1939 slog den britiske regering fast, at den jødiske indvandring til Palæstina skulle reduceres til i alt 75.000 over en femårig periode. Hvidbogen gav også løfte om, at jødiske jordopkøb i Palæstina skulle begrænses, ligesom mandatet skulle ophæves, og området efter en periode på ti år overgå til selvstændighed. De grusomheder, som de europæiske jøder blev genstand for under 2. Verdenskrig, betød imidlertid, at udviklingen i Palæstina efter 1945 blev en anden. Det jødiske samfund i Palæstina var nu så veludbygget, at det ikke længere var nødvendigt at samarbejde med Storbritannien. Den jødiske andel af befolkningen i Palæstina var vokset fra ca. 84.000 i 1922 til ca. 446.000 i 1939 svarende til ca. 30%. Resultatet blev en eskalerende konflikt mellem dels arabere og jøder, dels jøderne og den britiske mandatadministration. I 1947 meddelte Storbritannien FN, at det agtede at trække sig ud af Palæstina. FN vedtog i marts 1947 at fremsende en særlig undersøgelseskommission til Palæstina for på den måde at fremsætte løsningsforslag til FN. Kommissionen blev boykottet af araberne, der fastholdt, at det ikke var FN's anliggende at afgøre Palæstinas fremtid, og da FN i november vedtog et delingsforslag for området, blev det afvist af araberne.

Staten Israel

Da den jødiske stat Israel blev udråbt i Tel Aviv 14.5.1948, udløstes en krig mellem den nye stat og de uafhængige arabiske nabostater, der havde støtte af andre arabiske lande (se arabisk-israelske krige). Resultatet af krigen 1948-49 blev en katastrofe for Palæstinas arabiske indbyggere, og da der i 1949 var indgået våbenhvile, var staten Israel større end det område, der var fastlagt i FN's delingsforslag. Vestbredden var blevet erobret af Transjordanien, og i 1950 blev den en del af Jordan, mens Gaza frem til 1967 var besat af Egypten. Den arabiske palæstinensiske stat, der ifølge FN's delingsforslag skulle have været etableret, blev det ikke, og flere end 700.000 palæstinensere blev som følge af krigen gjort til flygtninge, der blev bosat i flygtningelejre i Egypten, Jordan, Libanon og Syrien.

Kun langsomt voksede der i løbet af 1950'erne en palæstinensisk national bevægelse frem. De økonomiske værdier, som de palæstinensiske flygtninge efterlod sig i Israel, blev i begyndelsen af 1950'erne nationaliseret, og den tilbageblevne arabiske palæstinensiske befolkning blev skarpt overvåget, om end de formelt blev israelske statsborgere med fulde politiske rettigheder. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, blev i 1964 skabt på initiativ af Den Arabiske Liga, og fra 1968 sikrede palæstinenserne sig fuld kontrol over organisationen. I løbet af 1970'erne anerkendtes PLO af den arabiske verden og det meste af den tredje verden som den legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, og gennem 1980'erne lykkedes det også organisationen at sikre sig en vis anerkendelse i Europa. USA nægtede at anerkende PLO, og efter israelsk opfattelse var den en terrororganisation, der ikke kunne forhandles med. Under påvirkning af den palæstinensiske opstand, Intifadaen, fra 1987 og Golfkrigen i 1991 lykkedes det en gruppe palæstinensere og israelere gennem forhandlinger i Oslo at nå frem til en aftale, hvor de to parter kunne anerkende hinanden som legitime repræsentanter for hhv. den palæstinensiske og den israelske befolkning og give løfte om skabelsen af en fremtidig palæstinensisk stat bestående af Gaza og Vestbredden, hvilket foreløbig har udmøntet sig i de palæstinensiske selvstyreområder.

Selvstyreområderne

Palæstina. Situationen i de selvstyrende områder i Gazastriben og på Vestbredden. Palæstinenserne har fuldt selvstyre i de lilla områder (A-zoner), i de brune områder (B-zoner) har palæstinenserne kun delvis kontrol, og de hvide områder (C-zoner) er under fuld israelsk kontrol.

Palæstina. Situationen i de selvstyrende områder i Gazastriben og på Vestbredden. Palæstinenserne har fuldt selvstyre i de lilla områder (A-zoner), i de brune områder (B-zoner) har palæstinenserne kun delvis kontrol, og de hvide områder (C-zoner) er under fuld israelsk kontrol.

Områderne, der er underlagt fuldt palæstinensisk selvstyre, omfatter ca. 10% af Vestbredden og det meste af Gazastriben (1999). Befolkningen udgør 1,3 mio. på Vestbredden, hvoraf ca. 150.000 er israelske bosættere i 148 bosættelser; hertil kommer ca. 160.000 israelske bosættere i Østjerusalem. Gazastriben blev rømmet for israelske bosættere i 2005. Det anslås, at ca. 50% af den palæstinensiske befolkning er under 15 år.

Forvaltning

Områderne med fuldt palæstinensisk selvstyre (A-zoner) er i 1999 ikke geografisk sammenhængende; den offentlige orden opretholdes af palæstinensisk politi. I B-zonerne har selvstyret kun begrænset indflydelse og kun delvis ansvar for ro og orden, ligesom størstedelen af Vestbredden fortsat er under fuld israelsk kontrol (C-zoner). Juridisk forvaltes Gazastriben overvejende efter love og regler, der enten blev indført, da området hørte under Egypten 1949-67, eller da det var under israelsk kontrol 1967-94, og disse er blevet suppleret med dekreter udstedt af det palæstinensiske selvstyre. På Vestbredden gælder fortsat jordansk lov og dekreter udstedt af Israel under besættelsen 1967-94 eller af selvstyret. Der er taget initiativer til harmonisering af lovgrundlaget; den er i 1999 endnu ikke ført ud i livet. Israelske bosættere i de besatte områder er underlagt israelsk lov.

Historie

Selvstyret blev etableret 17.5.1994 med en aftale om, at en endelig løsning på forholdet mellem det palæstinensiske selvstyre og Israel skulle foreligge i løbet af fem år. Tidsplanen kunne dog ikke holdes, og først efter de israelske valg i maj 1999 kom der atter skred i forhandlingerne, efter at der reelt ikke, siden Benjamin Netanyahu havde vundet det israelske valg i 1996, havde været nogen udvikling i virkeliggørelsen af Principaftalen.

Fra midten af 1990'erne stod det palæstinensiske selvstyre over for store problemer. Internt i selvstyret var udviklingen præget af et ineffektivt og korrumperet lederskab, der ikke var i stand til at indfri befolkningens forventninger om selvstændighed, demokrati og økonomisk mobilitet. Dertil kom en stigende opposition, især repræsenteret ved den islamiske bevægelse Hamas. Samtidig var fredsprocessen i Netanyahus regeringstid (1996-99) sat på vågeblus.

Fredshåbet led et nyt knæk i 2000, efter at forhandlingerne i Camp David mislykkedes. Derefter skulle der kun en gnist til at antænde den palæstinensiske frustration. Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget i september 2000 var den provokation, der fik et nyt palæstinensisk oprør til at bryde ud, hvilket fik Israel til at reagere med massiv magtanvendelse. Yderliggående palæstinensiske grupper svarede igen med en lang række selvmordsbomber, der forvoldte store civile tab i Israel og skærpede Israels holdning til palæstinenserne. Dette førte i foråret 2002 til en næsten total israelsk genbesættelse af de palæstinensiske selvstyreområder.

Israel og USA valgte at holde Yassir Arafat ansvarlig for den negative og voldelige udvikling, og i juni 2002 krævede den amerikanske administration en fuldstændig reform af selvstyret som en forudsætning for amerikansk støtte til en kommende palæstinensisk stat.

Fra 2002 var Arafats hovedkvarter i Ramallah omringet af israelske styrker, og hans reelle politiske betydning var minimal. Efter længere tids sygdom døde Arafat i november 2004; han efterfulgtes som leder af selvstyret af Mahmoud Abbas, som blev valgt til præsident i januar 2005. Abbas fandt det imidlertid også vanskeligt at få gennemført forbedringer for befolkningen, hvilket førte til at den islamistiske bevægelse Hamas' betydning blev kraftigt øget.

I 2005 rømmede Israel Gazastriben og nedlagde alle jødiske bosættelser her. På Vestbredden anlægger israelerne en mur, angiveligt for at forhindre terrorister i at infiltrere Israel. Muren ligger imidlertid på palæstinensisk territorium og har vanskeliggjort adgang til marker, mv.

Hamas vandt overraskende parlamentsvalget i 2006. Det førte til en yderligere nedkøling i forholdet til Israel, som nægtede at anerkende den Hamasledede regering. Israel har siden gennemført adskillige angreb ind i både Gazastriben og Vestbredden, og fra selvstyreområderne er der blevet affyret små missiler ind i Israel. I sommeren 2006 blev israelske planer om en delvis tilbagetrækning fra Vestbredden skrinlagt.

Konflikten mellem Fatah og Hamas blev tilspidset, i perioder med voldsomme kampe mellem de to fraktioner. I 2007 tog Hamas magten i Gazastriben, hvorefter de palæstinensiske selvstyreområder blev splittet. Gaza blev af Israel, der betragter Hamas som en terrororganisation, isoleret og kom under en reel belejringstilstand.

Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden forsøgte i 2011 at få Palæstina anerkendt som en stat ved FN. Det lykkedes ikke, især pga. indædt modstand fra USA. UNESCO anerkendte imidlertid Palæstina som medlem i oktober 2011. I 2012 gav FN's Generalforsamling Palæstina status af observatør. Dermed kan Palæstina tage del i debatter i Generalforsamlingen.

Ved lokalvalg på Vestbredden i 2012 led Fatah nederlag. Hamas boycottede valget, og der fandt ikke noget valg sted i Gaza.

I 2014 kom det til en forsoningsaftale mellem Hamas og Fatah. Det udløste øjeblikkelig fordømmelse fra Israel, der truede med at afbryde alle forbindelser til Selvstyret.

I sommeren 2014 angreb Israel endnu en gang Gaza. Spændningerne blev udløst af bortførelsen og drabet på tre israelske teenagere.

Forhandlingsprocessen mellem Israel og Palæstina

Sammenbruddet i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne i marts 1997 skyldtes bl.a. dybe uoverensstemmelser mellem den palæstinensiske leder Yassir Arafat og den israelske premierminister Benjamin Netanyahu om omfanget af israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder. Arafat forlangte 30% tilbagetrækning, Netanyahu var indstillet på 10%.

21.3.1997 gennemførte Hamas et terrorangreb i Tel Aviv, hvilket udløste vidtgående israelske indgreb mod den palæstinensiske befolkning, bl.a. forbud mod at søge arbejde i Israel. Den 4/6 foreslog Netanyahu, at parterne skulle opgive at nå til fred i etaper og i stedet forhandle om en permanent løsning af alle problemer. Nye terrorangreb på Israels civilbefolkning udsatte yderligere forhandlinger. De blev dog genoptaget, og 23.10.1998 blev den såkaldte Wye River-aftale underskrevet af Arafat og Netanyahu. Ifølge aftalen skulle Israel trække sine styrker ud af 13% af Vestbredden. Den palæstinensiske side forpligtede sig bl.a. til at bekæmpe terror og beslaglægge illegale våben. Aftalen vakte voldsom modstand på den israelske højrefløj. Den blev ikke realiseret pga. gensidige løftebrud. Efter Ehud Baraks valgsejr i Israel i maj 1999 afholdtes et topmøde i den egyptiske by Sharm al-Shaykh, hvor Barak bekræftede, at han stod ved Wye River-aftalen. Tilbagetrækningen skulle finde sted senest 20.1.2000 og skulle foregå i tre tempi. Parterne forpligtede sig til at intensivere fredsforhandlingerne med henblik på at slutte en fredsaftale i midten af september 2000.

Den 5/7 mødtes Barak og Arafat i Camp David til fredsforhandlinger under forsæde af præsident Bill Clinton; mødets initiativtager var Barak, og Arafat var en tøvende deltager. I betragtning af mødets vigtighed var alle parter dårligt forberedt. Barak var af den opfattelse, at konflikten kunne løses i et hug, og fremsatte meget vidtgående forslag, der gik langt ud over hans parlamentariske mandat. Bl.a. foreslog han en deling af Jerusalem efter opskriften én by, to hovedstæder. Barak havde på dette tidspunkt mistet sit parlamentariske flertal; hans strategi var at vende hjem med en fredsaftale, udskrive valg og henvende sig direkte til vælgerne i sin tro på, at han ville finde støtte for sine vidtgående indrømmelser til Arafat. Baraks og Clintons lyndiplomati kolliderede med Arafats mere traditionelle forhandlingstradition. Der findes ingen officielle dokumenter fra topmødet, så det er ikke muligt at fordele ansvaret for topmødets sammenbrud. Det står imidlertid fast, at Arafat under de 15 dages forhandlinger ikke fremkom med modforslag til Baraks udspil. To afgørende blokeringer skyldtes uoverensstemmelser om Tempelbjergets fremtid og spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til de områder i Israel, hvorfra de flygtede eller blev fordrevet under den første arabisk-israelske krig 1948-49.

Sammenbruddet fik katastrofale følger for fredsprocessens fortsættelse. Det kostede Barak ministerpræsidentposten og neutraliserede Clintons indflydelse, og det berøvede den israelske fredsbevægelse dens brede, folkelige grundlag. Stærkt ansporet af Barak fortolkede vælgerne sammenbruddet i forhandlingerne som bevis på, at Arafat ikke er parat til en fredsløsning, og at hans strategi er at fortsætte kampen mod Israel med henblik på at likvidere den jødiske stat. Det overvejende flertal i Israel afviste derfor Arafat som utroværdig. Da der således ikke var udsigt til en forhandlingsløsning, mente flertallet, at alternativet er anvendelse af militær magt til bekæmpelse af den palæstinensiske terror.

I december 2000 forsøgte Clinton et sidste udspil, der blev diskuteret under møder i den egyptisk-israelske grænseby Taba. Synspunkterne nærmede sig hinanden, men tiden var knap. De israelske valg nærmede sig, og Clinton var i gang med at forberede sin afgang som præsident.

Fra 2002 havde Arafat ingen forhandlingspartner på israelsk side; efter hans død i 2004 og Mahmoud Abbas' indsættelse som præsident var der kortvarigt håb om en optøning, men Hamas' valgsejr i 2006, splittelsen mellem Hamas og Fatah, og efterfølgende israelske angreb ind i selvstyreområderne har sat processen helt i stå. Indtil videre er fredsprocessen ikke blot ophørt, men størstedelen af de hidtil opnåede resultater indledt med Oslo-aftalerne (se Principaftalen) må anses for at være gået tabt.

Kultur, uddannelse og medier

I de palæstinensiske landsbysamfund fandtes der en traditionel folkekultur med sit eget særpræg i boligform og påklædning, i festskikke, danse og sange. Læs mere om kultur, uddannelse og medier i Palæstina.

Litteratur

Først efter 1948 kan man tale om en egentlig palæstinensisk litteratur. De følgende års besættelse og flygtningetilværelse frigjorde intellektuelle kræfter til at gøre modstand, søge en fælles identitet og vække håb om en ny national fremtid. Der opstod en litteratur, som i enestående grad havde rod i sit folk og var med til at forme dets skæbne. Læs mere om litteratur i Palæstina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Herbert Pundik, Michael Irving Jensen, Jørgen Bæk Simonsen, John Strange: Palæstina i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137961