Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jerusalem - historie

Oprindelig forfatter JStr Seneste forfatter Redaktionen

Tv. topografisk kort over oldtidens Jerusalem med de vigtigste dale, høje og navne. 1. og 2. mur er bymurene, som de stod på Jesu tid. De nuværende mure omkring den gamle bydel stammer fra middelalderen. Th. middelalderbyen i Jerusalem. Inden for murene, hvis linje stammer fra kejser Hadrians tid, ligger Aelia Capitolinas overordnede gadenet. Desuden ses Gravkirken, citadellet og Herodes' tempelplads (Haram al-Sharif) med Grædemuren mod vest og de vigtigste muslimske helligdomme. De fire kvarterer, der er adskilt ved vigtige gadeforløb, stammer fra middelalderen.

Tv. topografisk kort over oldtidens Jerusalem med de vigtigste dale, høje og navne. 1. og 2. mur er bymurene, som de stod på Jesu tid. De nuværende mure omkring den gamle bydel stammer fra middelalderen. Th. middelalderbyen i Jerusalem. Inden for murene, hvis linje stammer fra kejser Hadrians tid, ligger Aelia Capitolinas overordnede gadenet. Desuden ses Gravkirken, citadellet og Herodes' tempelplads (Haram al-Sharif) med Grædemuren mod vest og de vigtigste muslimske helligdomme. De fire kvarterer, der er adskilt ved vigtige gadeforløb, stammer fra middelalderen.

Jerusalem nævnes muligvis i egyptiske forbandelsestekster fra begyndelsen af 2. årtusinde f.Kr. under navnet Rushalimum; i Amarnabrevene under navnet Urushalim, i assyriske tekster som Urushalimu og i Det Gamle Testamente (GT) som Jerushalajim, et vestsemitisk ord, der indeholder gudenavnet Shalim. Under kejser Hadrian fik Jerusalem navnet Aelia Capitolina, i den ældste arabiske tid hed byen Iliya, og i dag kaldes den ofte på arabisk al-Quds, den hellige by.

De ældste levn i Jerusalem er fra kalkolitisk tid, ca. 4000-3500 f.Kr., og stammer fra sydøsthøjen, hvor byens eneste naturlige vandforsyning, Gihonkilden, ligger.

En egentlig befæstet by opstod i mellembronzealderen omkring 1800 f.Kr. På østsiden af sydøsthøjen er der fundet et langt stykke af en bymur og rester af en port oven for Gihonkilden, som med reparationer var i brug indtil kort før 700 f.Kr. Byen var mod øst begrænset af skrænten mod Kedron, mod vest af skrænten mod Tyropoiondalen og mod nord af en tværgående dal.

Annonce

I jernalderen, efter 1000 f.Kr., blev byen hovedstad i Israel under kong David. Fra denne tid er fundet en massiv trinbygget terrasse, som muligvis har været fundament for en kongeborg; det er den største konstruktion fra 900-800-t. f.Kr. i det daværende Palæstina.

I den følgende periode indlemmede Salomon en del af den nuværende tempelplads i Jerusalem, som kaldtes Aravnas tærskeplads (2.Sam. 24,18), og Morijas bjerg, hvor Abraham skulle ofre Isak (1.Mos., kap.22; 2.Krøn. 3,1). Dér opførte Salomon ifølge GT sit palads og et tempel, som i store træk kan rekonstrueres ud fra den bibelske tekst og fra analogier til andre templer fra samme periode.

Salomons Tempel var bygget i en vestsemitisk tradition med to rum, en forhal og et hovedrum; i bageste del af rummet var der en kubus af træ med navnet Debir, senere kaldt Det Allerhelligste, med pagtens ark og to keruber, som dannede Jahves trone. På væggene var der afbildninger af livets træ med modstillede keruber og af lotusblomster, som antydede kongens liv efter døden og kongen som Guds søn. I tempelhallen stod en række borde med såkaldte skuebrød. Udenfor stod to bronzesøjler, Jakin og Boaz, som spillede en rolle ved kongeskift. Endelig var der et stort bassin af bronze, som symboliserede Urhavet.

I kongetiden, ca. 1000-587 f.Kr., blev Jerusalem udvidet til vesthøjen, og fæstningsværker og Siloamkanalen blev bygget for at styrke byens forsvar. Jerusalem blev i 587/586 f.Kr. erobret og ødelagt af kong Nebukadnesar 2. I 520-515 f.Kr. blev templet genopbygget af Zerubbabel, og senere blev byens mure genrejst af Nehemias med den persiske konges tilladelse; byen var nu begrænset til østhøjen. I den hellenistiske tid blev Jerusalem atter en betydningsfuld by, særligt under de hasmonæiske konger, som udvidede byen til vesthøjen og søgte at gøre den til en hellenistisk by. I 63 f.Kr. blev Jerusalem erobret af Pompejus og underlagt Rom.

Den romerske tid. Under Herodes 1. den Store fik Jerusalem sin glansperiode. Han byggede en fæstning, Antonia, og påbegyndte en ombygning og udvidelse af templet. Han forøgede tempelpladsen til det dobbelte (nuværende Haram al-Sharif). På pladsen lod han opføre et tempel efter den tidligere plan, men omgivet af en række forgårde; her stod brændofferalteret og den syvarmede lysestage, en stiliseret udgave af livets træ. Det hele var udsmykket med søjlegange som et hellenistisk tempel. Herodes lod endvidere opføre trappeanlæg, søjlegader, teatre og andre bygninger, ikke mindst store vandforsyningsanlæg; i den vestlige del byggede han et palads.

Under Herodes Agrippa fik Jerusalem sin største udstrækning i oldtiden, idet området nord for Herodes' palads blev ommuret, således at Jerusalem omfattede hele vesthøjen, østhøjen og Tyropoiondalen.

Bortset fra templets terrassemure, fx Grædemuren, blev alt dette ødelagt i 70 e.Kr., da den senere kejser Titus erobrede Jerusalem efter det første jødiske oprør.

Ved kejser Hadrians besøg i Levanten i 132 brød et nyt oprør ud under Simon Bar Kochba; oprøret blev slået hårdt ned, og Jerusalem blev en romersk koloni med navnet Aelia Capitolina. Byens mure lå stort set, hvor de ligger i dag. Hadrian indrettede byen efter romersk byplanlægning. Ved den vestlige del opfyldtes de gamle stenbrud, og på en terrasse etableredes et forum med to templer, heraf et for Venus. Tempelpladsen var ubebygget, bortset fra en statue af kejseren.

Den byzantinske tid. Med kristendommens sejr i 300-t. oplevede Jerusalem en ny blomstring. Murene blev udvidet, så de igen omfattede hele vesthøjen, østhøjen og Tyropoiondalen. Ved steder knyttet til Jesu liv og død blev der bygget kirker, først ved Golgata, hvor Jesus var blevet korsfæstet, og ved Jesu grav. Ifølge traditionen lå graven under Venustemplet, og efter at have fjernet dette lod kejser Konstantin 1. den Store en basilika opføre i 336 (se Gravkirken). Ved Golgata byggedes en rotunde med en kuppel, Anastasisrotunden; den var et martyrion, et mindesmærke over helten Jesus.

Klippemoskéen, der er fra 690-692, er islams ældste bygningsværk.

Klippemoskéen, der er fra 690-692, er islams ældste bygningsværk.

Den islamiske tid. I 638 blev Jerusalem erobret af kaliffen Umar 1. ibn al-Khattab, der lod en moské af træ opføre på Tempelpladsen. Under umayyadeherskeren Abd al-Malik fik pladsen navnet Haram al-Sharif, idet man mente, at stedet var al-Aqsa, det fjerne bedested, som Muhammed var blevet ført til af englen. Ved den sydlige ende af pladsen opførtes en overdækket bedehal, al-Aqsa-moskéen, og desuden et martyrion til minde om Abraham (Ibrahim) og Ismail, kaldet Qubbat al-Sakhra, Klippemoskéen, der blev bygget som et modstykke til Anastasisrotunden. Gravkirken rørte man ikke ved, men i 900-t. blev den revet ned af den fatimidiske kalif al-Hakim ibn Amr Allah. I denne periode blev det vanskeligt at foretage pilgrimsrejser til Det Hellige Land; i 1095 udråbtes derfor det første korstog, som bragte Jerusalem i korsfarernes hænder 1099-1187, hvor byen var hovedstad i kongeriget Jerusalem. Tempelpladsen blev kristen, Klippemoskéen blev omdannet til en kirke, og i al-Aqsa-moskéen indrettede tempelridderne deres hovedkvarter. Der blev bygget mange klostre, herberger og kirker, deriblandt en ny gravkirke, og Jerusalem fik sit nuværende gadenet.

Efter de kristnes nederlag i Slaget ved Hattin 1187 kom Jerusalem igen under arabisk herredømme. I den følgende tid under ayyubiderne blev mange kirker omdannet til muslimske institutioner, og mange betydelige bygninger blev opført ligesom senere under mamlukisk herredømme (1250-1517), og Jerusalem fik på det tidspunkt stort set sit nuværende præg. Kristne pilgrimsrejser fortsatte efter korsfarertiden i vekslende grad og bidrog til byens økonomi og byggeri. 1400-t. var en periode med tilbagegang, ikke mindst efter Den Sorte Død i midten af 1300-t. I 1517 blev Jerusalem erobret af osmannerne, og under Süleyman 1. den Prægtiges herredømme 1520-66 blev byens nuværende mure og citadellet opført. I de følgende århundreder var Jerusalem præget af epidemier og oprør og var i åbenlyst forfald.

1800-t. og 1900-t. Efter Krimkrigen 1853-56 begyndte Vesten for alvor igen at interessere sig for Jerusalem, og sir Moses Montefiore (1784-1885) påbegyndte det første byggeri uden for byens mure mod vest. Osmannerrigets dominans sluttede med den tyrkiske hærs kapitulation i december 1917 og det britiske mandats oprettelse i 1922 (se Palæstina (historie)). Jerusalem udvidedes med en række kvarterer vest for byen, og befolkningstallet steg eksplosivt; dermed begyndte striden mellem jøder og arabere om herredømmet over byen. Stigende jødisk indvandring og arabisk frygt for de jødiske ønsker medførte terrorisme og i 1930'erne og slutningen af 1940'erne regulær borgerkrig.

I 1948 besluttede FN, at Palæstina skulle deles i en jødisk og en arabisk del, mens Jerusalem skulle være under international kontrol. Staten Israel proklameredes i maj 1948, og den efterfølgende Uafhængighedskrig 1948-49 mellem Israel og de omkringliggende arabiske lande medførte, at Jerusalem blev delt fra nord til syd langs den gamle bys vestmur. Dermed kom de nye kvarterer mod vest til at tilhøre Israel, mens den gamle by i 1950 blev annekteret af Jordan. I de følgende år blev den vestlige del af byen udvidet med mange nye kvarterer, mens udvidelsen af den arabiske del hovedsagelig foregik mod nord.

I Seksdageskrigen 1967 erobrede Israel hele Vestbredden. Israel annekterede senere Østjerusalem, der dog først fra 1980 blev underlagt definitiv israelsk suverænitet og gjort til hovedstad. Man indledte herefter en række bosættelser rundt om den arabiske bydel. Efter indgåelsen af Principaftalen af 1993 krævede palæstinenserne, at Jerusalem blev Palæstinas hovedstad, men Israel hævder fortsat overherredømmet og vil ikke gå med til en ny deling af Jerusalem.

Se også arabisk-israelske krige.

Læs mere om Jerusalem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Strange: Jerusalem - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101331