• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tel Aviv

Oprindelige forfattere JBS, KTol og MlmØst Seneste forfatter Redaktionen

Tel Aviv. Foto fra 2007.

Tel Aviv. Foto fra 2007.

Tel Aviv, by ved Israels Middelhavskyst, landets største by; 1,3 mio. indb. (2012) i storbyområdet inkl. nabobyen Jaffa. Byen modtog i 1930'erne stor indvandring fra Europa og blev et centrum for avanceret europæisk arkitektur. Tel Aviv har talrige fine eksempler på Bauhaus-arkitektur, og den såkaldte "Hvide By" i centrum er blevet optaget op UNESCO's Verdensarvliste.

Tel Aviv er kendetegnet ved sine mange moderne bygninger i centrum foruden store vejanlæg og industriområder. Den er Israels vigtigste handels- og industriby og rummer flere universiteter, de fleste udenlandske ambassader, Israels børs, de større mediehuse, politiske partiers hovedkvarterer osv.

De flittigt besøgte strande er et af byens kendetegn, der ligesom Diasporamuseet, Beit Golomb (Frihedsmuseet) og en række mindre museer for glas, diamanter, mønter og keramik tiltrækker mange turister.

Annonce

Navnet Tel Aviv kommer af hebraisk tel 'jordhøj' og aviv 'kornmodning(småned)', egentlig 'kornmodningshøjen'.

Tel Aviv er en meget moderne by domineret af betonbyggeri og tæt trafik i et støjende, hektisk gademiljø. Israels anden storby, Jerusalem, har alt det, Tel Aviv ikke har i form af historie og stemning.

Tel Aviv blev af jødiske indvandrere i 1909 grundlagt som den første jødiske by i det, der senere blev staten Israel. I begyndelsen bosatte de fleste jødiske indvandrere sig i landbrugskollektiver, men fra 1920'erne søgte flere mod byerne, og Tel Aviv oplevede en voldsom vækst fra ca. 2000 indbyggere i 1918 til 120.000 i midten af 1930'erne.

Staten Israel blev udråbt 14.5.1948 i det nuværende Frihedsmuseum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen, Katja Sofie Tolstrup, Mellemøst-Information: Tel Aviv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170481