Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Betlehem

Oprindelige forfattere JStr, KTol og MlmØst Seneste forfatter Redaktionen

Betlehem. Fødselskirken med juleudsmykning.

Betlehem. Fødselskirken med juleudsmykning.

Betlehem, Bethlehem, by på vestbredden af Jordanfloden ca. 5 km fra grænsen til Israel og Jerusalem; 25.300 indb. (2007). Ifølge FN's delingsplan fra 1947 ligger Betlehem på arabisk territorium; den blev sammen med resten af Vestbredden annekteret af Jordan i 1950 og besat af Israel i 1967. Fredsaftalen fra 1993 mellem Israel og PLO indebærer, at området overgår til palæstinensisk selvstyre.

Efter 1967 oplevede byen en økonomisk opblomstring pga. stor turisme til de bibelske steder. Byen er tillige center for områdets landbrugsproduktion. Betlehem er ramt af stagnation, og især kristne flytter fra byen, som generelt er påvirket af Israels konstruktion af den såkaldte sikkerheds-barriere, der snor sig tæt på byen vestfra.

Ifølge NT er Betlehem Jesu fødeby (Luk. 2,4-7) og Davidsslægtens hjemsted. Levn fra ældre stenalder er fundet på stedet, men som by er Betlehem grundlagt i bronzealderen og var i jernalderen en stærk fæstning.

Annonce

Efter den anden jødiske revolte i år 135 fandtes der i en grotte i byen en Adonishelligdom. I tidlig kristen tid blev Jesu fødsel henlagt til en grotte i Betlehem. I 326 begyndte Konstantin den Store opførelsen af en kirke, der bestod af en åben plads, en basilika og et oktogonalt martyrium over grotten. Dette anlæg blev under kejser Justinian afløst af den nuværende fødselskirke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Strange, Katja Sofie Tolstrup, Mellemøst-Information: Betlehem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46502