Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mashhad

Oprindelige forfattere HMHa, MlmØst og See Seneste forfatter Redaktionen

Mashhad, Meshed, hovedbyen i den store provins Khorasan i det nordøstlige Iran; 2,75 mio. indb. (2011). Mashhad er Irans helligste by, hjemsted for Reza, den ottende imam ifølge shiitisk tradition, og den besøges årlig af mange mio. pilgrimme. Helligdommene ligger samlet i Haram-i Motahhar-i Imam Reza, der består af ca. 30 bygningsanlæg, heraf flere med en farverig dekoration af fajancefliser. Blandt talrige minareter og kupler er den turkisfarvede hovedkuppel på Gawhar Shad-moskéen fra begyndelsen af 1400-t. Det store cirkulært udformede anlæg ligger centralt i byen og kan besøges af ikke-muslimer.

Mashhad ligger på traditionelt vigtige centralasiatiske handelsveje, og med de ændrede forhold i de tidligere Sovjetrepublikker er der planer om at forbinde byen med bl.a. de turkmenske jernbaner. Mashhad har fra gammel tid været produktionssted og handelsby for knyttede tæpper, se Khorasan.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Munk Hansen, Mellemøst-Information, Peter Seeberg: Mashhad i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122610