Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hamadan

Oprindelige forfattere ABN, MlmØst og See Seneste forfatter Redaktionen

Hamadan, Ekbatana, by i det vestlige Iran, strategisk beliggende på hovedruten fra Persien til Baghdad; 525.800 indb. (2011). Byen ligger i 1900 m højde på en frugtbar slette med korn- og frugtavl, og dens tæppeproduktion er blandt landets største. Hamadan hævder at være en af verdens ældste, stadig beboede byer, men der er kun få fortidsminder.

Historie

Hamadan nævnes muligvis i en assyrisk indskrift fra ca. 1100 f.Kr. Lidt øst for byen ligger en ruinhob, Mosalla, der er identisk med det gamle Ekbatana. Hamadan var hovedstad under mederne, og Kyros 2. den Store og achaimeniderne havde senere vinterresidens her. Også partherne og sasaniderne havde deres hovedstad i Hamadan, der erobredes af araberne i 645 og herefter var en vigtig handelsby. Hamadan blev seldsjukkernes hovedstad i anden halvdel af 1100-t., men ødelagt af mongolerne i 1221 og igen af Timur Lenk i 1386. I senere århundreder skiftede Hamadan hænder mellem Iran, Irak og Osmannerriget; den blev beskadiget under krigen mellem Iran og Irak i 1980'erne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Mellemøst-Information, Peter Seeberg: Hamadan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88372