• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Iransk-irakiske Krig

Oprindelig forfatter JBS Seneste forfatter sthornval

 Kæmpeportræt af Saddam Hussein i en gade i Baghdad fotograferet i august 1988; det viser ham i spidsen for en stærk militær og teknologisk nation støttet af folket.

Kæmpeportræt af Saddam Hussein i en gade i Baghdad fotograferet i august 1988; det viser ham i spidsen for en stærk militær og teknologisk nation støttet af folket.

Den Iransk-irakiske Krig, militær konflikt 1980-88 mellem Iran og Irak. Krigen blev indledt af irakerne; den irakiske ledelse med Saddam Hussein i spidsen ønskede bl.a. at få kontrol over Shatt al-Arab, Eufrats og Tigris' udløb i Den Persiske Golf, og antog, at Irans nye styre under ledelse af Khomeini var alvorligt svækket af en række oprør, der var indledt efter shahens fald i 1979.

Den irakiske hær erobrede i krigens første måneder en del af Khuzistan-provinsen med byen Khorramshahr og belejrede siden Abadan. En iransk modoffensiv i 1982 pressede den irakiske hær ud af det meste af det iranske område, og i juli 1982 overskred iranske enheder grænsen til Irak og forsøgte uden held at erobre Basra.

Senere lykkedes det irakerne at fordrive den iranske hær fra den sydlige del af landet. I løbet af krigen rettede parterne i stigende grad deres angreb mod økonomiske mål, og gennem hele krigen blev skibe, som sejlede under flag, der støttede modparten, angrebet i Den Persiske Golf.

Annonce

Ingen af parterne magtede definitivt at knække modstanderen, og i august 1988 accepterede de en våbenhvile, der var foreslået af FN. Krigen var meget blodig og kostede ca. 500.000 mennesker livet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen: Den Iransk-irakiske Krig i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99292