Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Syrien - Historie - Siden den arabiske invasion

Oprindelige forfattere JBS og ThDan Seneste forfatter Redaktionen

Det byzantinske herredømme, der var svækket pga. de persiske angreb, kunne ikke modstå den arabiske invasion i 633. Efter Slaget ved Yarmuk 636 blev Syrien en central del af det hastigt voksende arabiske rige, og 661-750 var Damaskus centrum i det umayyadiske kalifat. I denne periode byggedes Umayyademoskéen i Damaskus, og arabisk blev administrationssprog i Syrien.

Efter abbasidernes magtovertagelse i 750 flyttede kalifatet til Baghdad, og Syrien mistede sin betydning som politisk og kulturelt centrum. I 900-t. erobrede hamdaniderne det nordlige Syrien, og fra Egypten trængte fatimiderne ind og herskede kortvarigt i hele landet. Turkmenske seldsjukker tvang i slutningen af 1000-t. fatimiderne tilbage, men blev selv presset af byzantinere og europæiske korsfarere.

Fra 1098 blev Syrien og Palæstina gentagne gange angrebet af korsfarere, der hjulpet af arabernes splittelse etablerede sig i kystlandet. Nur al-Din samlede araberne til modstand, og hans hærfører og efterfølger, Saladin, afviklede fatimidedynastiet i Cairo i 1171 og generobrede Jerusalem i 1187. Saladin blev grundlægger af det ayyubidiske dynasti, som beherskede Syrien indtil 1260, hvor mamlukkerne, efter at have bremset den mongolske ekspansion i Slaget ved Ayn Jalut, sikrede sig magten. Mamlukkerne uddrev endeligt korsfarerne i 1291, men videreførte de handelsforbindelser med europæiske købmænd, som havde eksisteret siden 1100-t.

Annonce

Et nyt mongolangreb 1400-01 indledte en nedgangsperiode for Syrien, der i 1516 blev indlemmet i Osmannerriget efter Slaget ved Dabiq. De nye herskere inddrog skatter, men ændrede ikke radikalt ved samfundets opbygning, og med Osmannerrigets tilbagegang i 1700-t. fik området gradvist mere politisk og religiøs frihed. Den egyptiske vicekonge Muhammad Ali erobrede Syrien 1831-33 og effektiviserede administrationen, men måtte i 1840 tilbagegive magten til den osmanniske sultan, der blev støttet af europæiske stormagter.

Den europæiske indflydelse voksede i anden halvdel af 1800-t., bl.a. med grundlæggelsen af et amerikansk og et fransk universitet i Beirut og med etableringen af jernbaner. Den vestlige kulturpåvirkning samt religiøse spændinger mellem muslimer, kristne og jøder gav næring til den arabiske nationalisme, som forstærkedes under 1. Verdenskrig ved udsigten til en selvstændig arabisk stat. Nationalisterne støttede i 1916 Den Arabiske Revolte og gik på de allieredes side ind i kampen mod Osmannerriget.

Korsfarere og Osmannere

Fra 1098 blev Syrien og Palæstina gentagne gange angrebet af korsfarere, der hjulpet af arabernes splittelse etablerede sig i kystlandet. Nur al-Din samlede araberne til modstand, og hans hærfører og efterfølger, Saladin, afviklede fatimidedynastiet i Cairo i 1171 og generobrede Jerusalem i 1187. Saladin blev grundlægger af det ayyubidiske dynasti, som beherskede Syrien indtil 1260, hvor mamlukkerne, efter at have bremset den mongolske ekspansion i Slaget ved Ayn Jalut, sikrede sig magten. Mamlukkerne uddrev endeligt korsfarerne i 1291, men videreførte de handelsforbindelser med europæiske købmænd, som havde eksisteret siden 1100-t.

Et nyt mongolangreb 1400-01 indledte en nedgangsperiode for Syrien, der i 1516 blev indlemmet i Osmannerriget efter Slaget ved Dabiq. De nye herskere inddrog skatter, men ændrede ikke radikalt ved samfundets opbygning, og med Osmannerrigets tilbagegang i 1700-t. fik området gradvist mere politisk og religiøs frihed. Den egyptiske vicekonge Muhammad Ali erobrede Syrien 1831-33 og effektiviserede administrationen, men måtte i 1840 tilbagegive magten til den osmanniske sultan, der blev støttet af europæiske stormagter.

Den europæiske indflydelse voksede i anden halvdel af 1800-t., bl.a. med grundlæggelsen af et amerikansk og et fransk universitet i Beirut og med etableringen af jernbaner. Den vestlige kulturpåvirkning samt religiøse spændinger mellem muslimer, kristne og jøder gav næring til den arabiske nationalisme, som forstærkedes under 1. Verdenskrig ved udsigten til en selvstændig arabisk stat. Nationalisterne støttede i 1916 Den Arabiske Revolte og gik på de allieredes side ind i kampen mod Osmannerriget.

Mandatperioden

Da osmannerne i efteråret 1918 indgik en våbenhvile med de allierede, var både franske og britiske tropper til stede i Syrien sammen med den arabiske hær under ledelse af Faysal ibn Husayn, der i sommeren 1916 havde indledt Den Arabiske Revolte. I marts 1920 blev Syrien udråbt som et uafhængigt monarki med Faysal som konge, men de allierede nægtede at anerkende den nye stat, og en fransk hær nedkæmpede i sommeren 1920 Faysals hær og besatte derefter Syrien, der ved San Remo-konferencen i april var blevet overdraget til Frankrig som mandat. Franskmændene opdelte det syriske område i fire administrative enheder og lod i Latakia i NV og i Hawran mod SV hhv. alawier og drusere overtage magten, mens resten blev delt mellem Aleppo og Damaskus, der 1.1.1925 blev samlet i "Staten Syrien".

Den folkelige modstand mod den franske mandatadministration var meget stærk, og et drusisk oprør i 1925 bredte sig til resten af Syrien og førte til etableringen af en national bevægelse. Den franske regering indgik i 1936 en aftale om syrisk uafhængighed mod syrisk indrømmelse af særlige rettigheder for franske investeringer, men aftalen blev ikke ratificeret. I 1941 stillede De Frie Franske den nationale bevægelse uafhængighed i udsigt og indfriede i 1946 løftet.

Uafhængighed

Syrien oplevede i årene efter uafhængigheden en urolig tid. Deltagelse i krigen mod Israel 1948-49 blev indledningen til flere militærkup. I 1954 afholdtes parlamentsvalg, hvortil kvinder for første gang havde stemmeret. Baathpartiet fik et godt valg og var i de følgende år fortaler for et panarabisk samarbejde, der i 1958 på syrisk initiativ førte til dannelsen af Den Forenede Arabiske Republik bestående af Syrien og Egypten med Nordyemen som associeret medlem. Et nyt kup i 1961 førte imidlertid til, at Syrien trak sig ud af samarbejdet.

Et kup i 1963 bragte Baathpartiet til magten, og efter interne stridigheder i partiet sikrede den økonomisk radikale gruppering, der var fortaler for arabisk socialisme, sig magten i 1966, hvorefter staten gradvis overtog kontrollen med landets økonomiske resurser. Jord blev nationaliseret og fordelt til jordløse daglejere, industri og finansvæsen blev nationaliseret, og samhandelen med omverdenen underlagt statslig kontrol.

Præsidenter
1943-49Shukri al-Kuwatli
1949Husni al-Zaym
1949-51Hashim al-Atasi
1951-53Fawzi al-Salu
1953-54Adib al-Shishakli
1954-55Hashim al-Atasi
1955-58Shukri al-Kuwatli
1958-61(union med Egypten)
1961-63Nazim al-Qudsi
1963-64(nationalt revolutionsråd)
1964-66(præsidentskabsråd)
1966-70Nur al-Din al-Atasi
1970-71al-Sayyid Ahmad al-Khatib
1971-2000Hafiz al-Assad
2000-Bashar al-Assad

Baathpartiet overlevede nederlaget til Israel i krigen i 1967, men intern strid i partiet førte til, at Hafiz al-Assad i 1970 kuppede sig til magten. I 1972 dannedes Den Nationale Progressive Front med en gruppe mindre partier, der siden har haft fuld kontrol over landets politiske udvikling. Gennem 1970'erne fastholdtes på det økonomiske område den socialistiske udviklingsstrategi, men begrænsede private investeringer blev tilladt på de områder, hvor staten havde brug for private investorer. Udenrigspolitisk fastholdt Syrien en uforsonlig politik over for Israel; landet deltog i 1973 i Oktoberkrigen mod Israel og opretholdt et tæt samarbejde med den radikale del af den palæstinensiske bevægelse. Syrien blev derfor i 1980'erne sammen med Libyen boykottet af Vesten, fordi landet efter Vestens opfattelse støttede international terrorisme.

Syrien engagerede sig i 1976 i Den Libanesiske Borgerkrig, men uden at det bragte borgerkrigen til afslutning. Det syriske engagement blev opretholdt gennem hele borgerkrigen, og selvom den syriske hær ifølge Taif-aftalen skulle forlade landet efter borgerkrigens afslutning, skete dette først i 2005. Syrien valgte i 1990 at støtte den internationale alliance vendt mod Iraks besættelse af Kuwait. Det gav anledning til, at Vesten anerkendte indgåelsen af en libanesisk-syrisk aftale af 1991, der reelt gav Syrien en central rolle i Libanons udvikling, ligesom Syrien igen blev optaget i det internationale samarbejde.

Den syriske islamistiske opposition har forsøgt at bekæmpe regimet, men uden held. Opgøret med islamisterne var i begyndelsen af 1980'erne meget voldsomt - under nedkæmpelsen af Det Muslimske Broderskab i Hama i 1982 omkom 10.000-20.000 mennesker - men gennem 1990'erne synliggjorde den islamistiske opposition sig igen, bl.a. i Hama. Syrien indvilligede i slutningen af 1999 efter stærkt amerikansk pres i at genoptage direkte forhandlinger med Israel om en diplomatisk løsning på de to landes modsætningsforhold. Forhandlinger om fred med Israel i marts 2000 førte ikke til noget resultat, idet Israel stillede krav om at få suverænitet over et stykke land langs Genesaretsøens østlige bred. Syrien fastholder, at en fredsaftale forudsætter fuldstændig israelsk tilbagetrækning til grænserne fra før juni 1967.

Hafiz al-Assad døde i juni 2000 og blev efterfulgt som præsident af sønnen Bashar al-Assad. Han stillede ved sin tiltrædelse i udsigt, at den økonomiske liberalisering, der var blevet indledt af faderen i 1990'erne, ville blive intensiveret, ligesom der blev givet løfter om politiske reformer. I 2000 og 2001 oplevede Syrien det såkaldte Damaskusforår, hvor en lang række saloner skød op og dannede ramme om diskussionen om landets fremtid, noget der ville have været utænkeligt under Hafiz al-Assad. I 2001 stillede enkelte grupper krav om tilladelse til nye politiske partier. Herefter skred regimet til handling: alle saloner blev lukket, og flere af de personer, der havde været aktive i debatten, blev fængslet. Syrien bakkede op om det internationale samarbejde mod terrorisme, der blev etableret efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001. Siden har Syrien fastholdt, at den palæstinensiske kamp mod den israelske besættelse og Hizbollahs kamp mod Israel i Libanon ikke kan sidestilles med terror, og det har kompliceret forholdet til USA. Syrien var imod den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003 og er siden kommet under voksende amerikansk pres. I takt med at amerikanerne ikke kunne få etableret en effektiv regering i Irak, og kampen mod amerikanerne og deres allierede fra foråret 2004 tog til, intensiverede USA sin kritik af styret i Damaskus. Først anklagede USA Syrien for at have skjult de masseødelæggelsesvåben, der ikke blev fundet i Irak, og siden for at lade terrorister krydse grænsen til Irak fra Syrien. Presset udmøntede sig bl.a. i FN's Sikkerhedsråds resolution 1559 af september 2004, der pålagde Syrien at trække sine tropper ud af Libanon. Dette skete i april 2005. Mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri i februar 2005 blev tilskrevet Syrien, og med støtte fra USA blev en særlig FN-kommission nedsat til at kulegrave forløbet. En rapport fra oktober 2005 anbefalede, at en ny og mere omfattende FN-undersøgelse blev sat i værk for at komme til bunds i sagen. Rapporten fremlagde indirekte bevis for at den syriske sikkerhedstjeneste havde forbindelse til attentatet. Dette afvises bestemt af regeringen i Damaskus.

Opstand og borgerkrig

I forlængelse af regimeskiftene i Tunesien og Egypten samt den generelle folkelige uro i den arabiske verden i foråret 2011 kom det til voldsomme uroligheder flere steder i Syrien. Til at begynde med lød kravet på politiske reformer, men da styret slog hårdt ned, begyndte man også her at forlange regimeskifte. Protesterne blev mødt med stor brutalitet. Regimet indsatte kampvogne og har anvendt luftbombardementer, og opstanden er eskaleret til en egentlig borgerkrig; det vurderes, at mere end 200.000 er omkommet indtil slutningen af 2014. Der har bl.a. været været voldsomme kampe i Aleppo og Damaskus, ligesom der har været rapporter om adskillige brutale massakrer begået af regeringsstyrker eller militser med tilknytning til regimet. Der har endvidere været angreb med giftgas, med stor sandsynlighed begået af regimet. Også oppositionsgrupperne har begået blodige overgreb. Oppositionen spænder vidt, fra demokratiforkæmpere og kurdere til islamistiske grupper med tilknytning til al-Qaida og ISIS. Store dele af landet og adskillige byer, bl.a. Raqqa, er under de radikale islamisters kontrol. Begivenhederne har ført til en isolering af Syrien i det internationale samfund samt til et særdeles spændt forhold til nabolandet Tyrkiet. Desuden har konflikten ført til et kolossalt flygtningeproblem, ikke mindst i Libanon, som har modtaget mere end en mio. flygtninge.

Læs også om Syriens tidligere historie eller om Syrien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen, Thomas Danielsen: Syrien - Historie - Siden den arabiske invasion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168506