Den Syriske Borgerkrig, konflikt, der begyndte i Syrien i 2011 i forbindelse med Det Arabiske Forår. Delvis inspireret af folkelige opstande andre steder i den arabiske verden kom det til protester mod Bashar al-Assads styre i Syrien i foråret 2011. Demonstrationerne, der til at begynde med var fredelige, blev brutalt slået ned af regimet, hvorefter protesterne i løbet af nogle måneder blev til en egentlig opstand. Oppositionen mod Assad-styret havde opbakning fra mange sider, både fra demokrater og fra islamister samt fra kurdere. De voldsomme kampe førte dog til en opsplitning af oppositionen, som også har kæmpet indbyrdes. En bred vifte af regimemodstandere samledes i Den Frie Syriske Hær. Disse var de første til at gribe til våben mod regimet i 2013. Fra 2013 har Den Islamiske Front deltaget i kampene. Desuden har den radikale islamistiske gruppe ISIS erobret store områder i Syrien. Den shiamuslimske libanesiske milits Hizbollah og styrker fra Iran har også taget del i krigen på regeringens side. Krigen fik således snart et klart sekterisk præg, idet regimet støttede sig til minoriteten af alawier og modstanden især var funderet blandt sunnimuslimer. Fra efteråret 2015 blev krigen endnu mere international og uforudsigelig da Rusland indledte bombardementer i Syrien. Den russiske regering angav, at det var et led i krigen mod terrorisme og ISIS, men størstedelen af de russiske angreb rettedes mod mere moderate Assad-modstandere, og Ruslands mål synes således at være at holde Assad ved magten.

I de fleste større byer, ikke mindst Aleppo og Damaskus, har der været hårde kampe, og store dele af byerne er blevet fuldstændig ødelagt. En stor del af Syriens rige kulturarv er gået tabt, dels i forbindelse med kampe og dels bevidst ødelagt af de radikale islamister. Der har været anvendt kemiske våben flere gange, hvilket på et tidspunkt var tæt på at udløse en vestlig intervention. Brugen af giftgas førte til, at det syriske regime blev isoleret; dog vedblev det med at få støtte fra Rusland og Iran.

Kampene har udløst en alvorlig flygtningekrise, hvor mere end 10 mio. mennesker er flygtet fra deres hjem, heraf 4 mio. til udlandet. Tyrkiet og ikke mindst Libanon har modtaget store antal. I marts 2017 vurderedes det, at mere end 400.000 mennesker var blevet dræbt i borgerkrigen og at 13.5 mio. har brug for humanitær nødhjælp.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig