Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Damaskus - historie

Oprindelige forfattere EChr, JBS og JStr Seneste forfatter Redaktionen

Damaskus er nævnt i egyptiske tekster fra Tuthmosis 3.s tid (1477-1425 f.Kr.); byen er ældre, men da den ikke har været tilgængelig for udgravning, eksisterer der ingen arkæologiske belæg for det. I senbronzealderen var Damaskus hovedstad i landet Upi, der var en del af Det Egyptiske Imperium. Efter ca. 1000 f.Kr. blev den hovedstad i den aramæiske stat Aram-Damaskus og var leder af en koalition i slaget ved Karkar 853 f.Kr. I 732 f.Kr. kom Damaskus under assyrisk, senere babylonisk, persisk og seleukidisk herredømme, indtil den i 63 f.Kr. blev erobret af romerne. Oldtiden igennem var Damaskus et af de vigtigste knudepunkter for karavanehandelen.

I hellenistisk-romersk tid var en stor del af byens befolkning jøder, og Damaskus havde central betydning for den ældste kristne kirke. Det var på vej til Damaskus, at Paulus blev omvendt, ligesom den er kendt som bispesæde allerede i 325. I 379 blev en kirke for Johannes Døberen bygget af Theodosius 1. den Store på Hadadtemplets, senere Jupitertemplets plads; den blev siden ombygget til Umayyademoskéen.

Efter den arabiske erobring af Syrien og Palæstina i 630'erne blev Damaskus et af flere militære centre for den kalifale hær. I 656 lod Muawiyah sig hylde som kalif i Damaskus, selvom han først blev enehersker i 661, og frem til 750 var byen kalifatets politiske centrum. Under kaliffen al-Walid 1. blev Umayyademoskéen opført.

Annonce

Efter abbasidernes magtovertagelse i 750 blev kalifatets hovedstad i 762 flyttet til Baghdad, og Damaskus mistede sin tidligere betydning. Gennem 800-t. og 900-t. var den centrum for adskillige oprør vendt mod den abbasidiske kalif. Først under Nur al-Din, der erobrede byen i 1154, oplevede Damaskus igen sin fordums storhed og blev politisk centrum for et dynasti. Gennem 1100-t. og 1200-t. blev byen prydet med et væld af bygninger, der fortsat præger dele af den gamle by. Der blev opført madrasaer, nye moskéer, mausoleer og hospitaler. Byen stod i tæt kontakt med italienske handelsmænd, og det førte til opførelsen af en række karavanseraier. Damaskus blev også et vigtigt kulturelt centrum, hvor sunnimuslimske lærde aktivt gendrev den propaganda, de shiamuslimske fatimider fra Egypten rettede mod det sunnimuslimske kalifat.

Da mamlukkerne i 1260 sikrede sig magten, blev Damaskus igen reduceret til en provinsby. Byen var dog fortsat en vigtig handelsby, men dens betydning for det kulturelle liv blev mindre. Under osmannerne i 1500-t. fik Damaskus stor betydning som samlingspunkt for grupper af pilgrimme fra Anatolien, Syrien og Palæstina på vej til Mekka.

Damaskus var frem til 1900-t. i konkurrence med Aleppo den vigtigste handelsby i Syrien. Da franskmændene i 1920 af Folkeforbundet fik overdraget mandatet over Syrien, blev Damaskus valgt som center for den franske mandatadministration, og da Syrien i 1946 blev uafhængigt, blev Damaskus hovedstad.

Under den syriske borgerkrig har Damaskus fra 2011 været ramt af terrorangreb, ligesom nogle bydele har været hærget af hårde kampe mellem oprørere og regeringsstyrker.

Læs mere om Damaskus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Christiansen, Jørgen Bæk Simonsen, John Strange: Damaskus - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60723