Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Golanhøjderne

Oprindelige forfattere JBuO og MlmØst Seneste forfatter Redaktionen

Golanhøjderne. Udsigt fra bjergene.

Golanhøjderne. Udsigt fra bjergene.

Golanhøjderne, bjergområde i det sydvestlige Syrien med højder på op til 1200 m. Golanhøjderne er et strategisk vigtigt område, idet man fra højdedragene kan overskue store dele af det nordlige Israel. Området blev beboet allerede i øvre palæolitikum og var i jernalderen et omstridt grænseland mellem Israel og Damaskus, indtil det blev lagt øde af assyrerne 732 f.Kr. I hellenistisk tid var området igen beboet og senere underlagt Herodes 1. den Store; det var et vigtigt kristent område i byzantinsk tid indtil den arabiske erobring i 630'erne.

I slutningen af 1800-t. blev der etableret enkelte jødiske bosættelser i Golanhøjderne, hvilket affødte flere sammenstød med den palæstinensiske befolkning. Efter 1. Verdenskrig blev Golanhøjderne en del af det franske mandat, inden de i 1941 blev overgivet til Syrien. Urolighederne fortsatte efter Israels etablering i 1948 og under og efter Den Første Arabisk-israelske Krig 1948-49, men i Seksdageskrigen 1967 besatte Israel ca. 1200 km2 af området. Det blev tilbagerobret af Syrien i Oktoberkrigen 1973; Israel slog igen og besatte yderligere dele af landets territorium, som efter våbenhvile i 1974 blev gjort til stødpudezone under opsyn af FN. I 1981 annekterede Israel Golanhøjderne, der var et centralt emne i fredsforhandlingerne mellem Israel og Syrien 1999-2000.

Størstedelen af den arabiske befolkning, over 100.000, flygtede i 1967, og området bebos nu af langt færre, dels arabiske drusere, dels israelske bosættere (anslået 20.000 i 2010). Den sydlige del af området er frugtbart, og israelerne har her sat en vinproduktion i gang.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Busch Olsen, Mellemøst-Information: Golanhøjderne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84816