Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nærorientalske oldtidskulturer

Oprindelig forfatter JStr Seneste forfatter Redaktionen

Nærorientalske oldtidskulturer. Vogne med hjul kendes fra ca. 3500 f.Kr.; brugen heraf begrænsedes imidlertid af de vejmæssige forhold. Her ses en lille model i brændt ler af en overdækket vogn. Den stammer fra det sydlige Syrien og dateres til anden halvdel af det 3. årtusinde f.Kr.; Ashmolean Museum, Oxford.

Nærorientalske oldtidskulturer. Vogne med hjul kendes fra ca. 3500 f.Kr.; brugen heraf begrænsedes imidlertid af de vejmæssige forhold. Her ses en lille model i brændt ler af en overdækket vogn. Den stammer fra det sydlige Syrien og dateres til anden halvdel af det 3. årtusinde f.Kr.; Ashmolean Museum, Oxford.

nærorientalske oldtidskulturer, Den europæiske kultur har sine rødder i de nærorientalske kulturer, som på deres side adskiller sig fra de amerikanske og østasiatiske kulturer. De nærorientalske kulturer er pga. deres forskellighed omtalt hver for sig i en række artikler i Den Store Danske Encyklopædi. Alligevel er der gode grunde til også at behandle disse kulturers historie under et for at forstå deres fælles udvikling.

Allerede for ca. 1,4 mio. år siden kom de første mennesker fra Afrika til Nærorienten, og man kan påvise en række kulturer fra den ældre stenalder (palæolitikum), der svarer til de kendte europæiske kulturer, fx acheuléen, men også særlige nærøstlige, fx Jabrud- og Kebara-kulturerne. Perioden kendetegnes ved en stadig mere økonomisk og teknisk udnyttelse af flint.

Neolitikum

Et afgørende skridt blev gjort med udviklingen af de første bondestenalderkulturer. Disse kulturer udvikledes i den såkaldte frugtbare halvmåne, dvs. de lave randbjerge, som omgiver den syro-arabiske ørken fra Levanten i vest til Zagrosbjergene i øst. I løbet af nogle tusinde år blev en række planter og dyr, fx hvede, byg, linser og ærter, får, ged, okse og svin, domesticeret; og fra ca. 7000 f.Kr. er der agerbrugssamfund overalt i området. I begyndelsen gik udviklingen hurtigst i vest ved Middelhavet, men efterhånden overgik initiativet til Mesopotamien; senest kom Egypten med.

Annonce

Husene var til en begyndelse runde og opført af letforgængeligt materiale, men efterhånden udvikledes egentlige firkantede huse af sten eller af ubrændt lertegl. Gulvene og til dels væggene var dækket af kalkpuds, som blev fremstillet af kalksten i ovne. Muligvis skal opfindelsen af keramik, brændt lertøj, forstås i forbindelse med dette, idet man først fremstillede kar af kalkpuds, hvorfra skridtet til at fremstille kar af brændt ler var naturligt. Alligevel var det bemærkelsesværdigt, fordi man her ved hjælp af ild forvandlede et materiale til et andet og mere holdbart materiale. Dette fik betydning for andre processer, fx metallurgi, hvor mineraler, som man kendte og brugte som farvestoffer, ved at blive varmet op under rigelig lufttilførsel blev reduceret, så kun selve metallet blev tilbage, der så kunne smeltes og støbes i alle former. Den store brug af brændsel til puds og keramik medførte tidligt en omfattende træhugst og kraftig erosion i randområderne mod steppen.

De neolitiske samfund var spredt over et meget stort område, fra Lilleasien i nord til Egypten i syd, fra Syrien/Palæstina i vest til Zagrosbjergene i øst. De var kendetegnet ved landsbyer med enkelte større områder med bymæssig bebyggelse, der dog ikke havde karakter af at være egentlige byer med centralt styre og befæstning.

Religionen i denne periode ved man ikke meget om, men man regner med, at mange af de religiøse forestillinger i forbindelse med agerbrug og frugtbarhed, som senere prægede området, stammer fra denne periode.

Hvor der i den tidlige neolitiske periode i lang tid var tale om en relativt ensartet kultur i den nære orient, blev forskellene mellem de enkelte områder dog i løbet af nogle årtusinder mere og mere udtalte. Udviklingen gik hurtigst i det nordlige Mesopotamien, hvor den første større samlede kultur, Halaf-kulturen, opstod ca. 6000 f.Kr., og ca. 5000 f.Kr. fremkom en samlet kultur i hele Mesopotamien, Ubaid-kulturen, med centrum i syd.

I Mesopotamien opstod efter 4000 f.Kr. de første egentlige bykulturer med skrift. Byerne opstod pga. et produktionsoverskud, som skyldtes et net af vandingskanaler i det sydlige Mesopotamien, hvormed det var muligt at udnytte Eufrats og Tigris' vand. Byerne var centreret omkring et tempel for byguden, og det var til brug for tempeladministrationen, at skriften opstod. De ældste forsøg på skrift fra Mesopotamien synes at være på segl, men i syd, i den sumeriske kultur, udvikledes en billedskrift, der senere blev til en stavelsesskrift, der blev skrevet på lertavler med en stylus, den såkaldte kileskrift. Den sumeriske kileskrift blev tilpasset de semitiske sprog babylonisk og assyrisk og senere hittitisk, elamitisk og persisk.

Samtidig begyndte brugen af metal for alvor. De første genstande fremstillet af metal stammer ganske vist fra neolitikum i det sydøstlige Anatolien, men der er tale om isolerede tilfælde. Senere brugtes naturligt forekommende kobber, der er relativt let at forme, men fra 4. årtusinde f.Kr. findes et stigende antal genstande fremstillet af mineraler, primært af naturligt forekommende arsen- eller antimonholdige kobbermineraler, som kunne oparbejdes til bronze. Brugen af metal er epokegørende, for i modsætning til flint kan metal genbruges og omsmeltes, og en metalgenstand, fx et våben, tages kun ud af brug ved at blive anvendt som gravgave eller offer til guderne. Til visse ting, fx segl brugt som høstredskaber, brugtes flint dog stadig længe. I vest befandt man sig i kalkolitisk tid med en begyndende brug af metal.

Bronzealderen

I 3. årtusinde f.Kr. befinder vi os i den egentlige bronzealder. Mens man længe havde haft en enhedskultur i Mesopotamien, opstod efter midten af årtusindet den første politiske enhed, Det Akkadiske Imperium, skabt af Sargon, som omfattede hele Mesopotamien med semitisk sprog (se akkader). Det blev dog kortvarigt, og der var her skabt et mønster med en vekslen mellem storriger, ofte under fremmede erobrere, og perioder præget af bystater. Mod syd lå stadig det højtudviklede Sumer med eget sprog.

Egypten blev samlet hen imod år 3000 f.Kr. til Gamle Rige under én konge (se Egypten i oldtiden). Her skabtes en kultur, der på en ejendommelig måde hvilede i sig selv i 3000 år med en egen skrift, hieroglyfskriften, som må være skabt under indtryk af skriften i Mesopotamien. I den egyptiske kultur havde kongen en særlig stilling som inkarnation af solguden Re, senere Amon-Re, som al jord i Egypten tilhørte. Denne særstilling ses tydeligst i de store kongegrave, pyramiderne. Samtidig viser disse, hvordan man i Egypten beskæftigede sig intensivt med livet efter døden.

I Syrien/Palæstina opstod i denne periode de første egentlige byer i Levanten. Den vigtigste var Ebla i det nordlige Syrien med vidtstrakte handelsforbindelser, indtil byen gik til grunde, muligvis pga. de akkadiske kongers erobringer.

Midt i dette årtusinde blev arsenbronzen i stigende grad afløst af egentlig tinbronze, sandsynligvis pga. handel med Afghanistan, idet man i Mesopotamien pludselig fandt en rigelig forekomst af guld og tin, der optrådte sammen i flodaflejringer, og lapis lazuli, som kun fandtes i Afghanistan. Ved at variere tinindholdet kunne man nøje bestemme bronzens smeltepunkt og egenskaber, hvilket førte til en mere forfinet metal- og våbenteknologi.

Fra 3. årtusinde f.Kr. findes de første spor af hjulet, selvom dette ikke fik betydning for transport over land før langt senere, men hjulet blev benyttet til pottemagerhjul, hvormed man fremstillede masseproduceret keramik, en tidlig masseindustri. I Mesopotamien opstod nu de første ansatser til kartografi, astronomi, matematik og geometri. I slutningen af perioden blev hele Nærorienten ramt af en tørkeperiode på flere hundrede år med afbrydelse af den kulturelle udvikling i store områder.

I første halvdel af 2. årtusinde f.Kr., i Egypten Mellemste Rige, i Levanten mellembronzealderen, var Mesopotamien domineret af Babylonien under Hammurapi og hans dynasti, som er den babyloniske kulturs klassiske periode, hvorfra den første store lovsamling, Hammurapis lov, stammer. I 2. årtusinde f.Kr. skabtes også de store litterære epos, fx Atrahasis, Gilgamesh og Enuma elish.

En ny udvikling foregik i Lilleasien, hvor hittitterne skabte et rige omkring Hattush, og på Kreta, hvor den minoiske kultur havde sin blomstring.

Egypten blev delt, og i det nordlige opstod en stat med hovedstad i det østlige Nildelta under hyksos, et semitisk befolkningselement, der førte asiatisk kultur, sprog og guder til Egypten.

Hen imod 1500 f.Kr. lykkedes det atter for kongerne i Theben i Øvre Egypten at samle Egypten til et rige, Nye Rige, og i en række felttog at erobre Levanten helt op til det nordlige Syrien. Dette skyldtes bl.a. brug af heste og vogne, hvor hjulet nu kom til sin ret i militærteknologien.

I denne periode i Nærorienten, senbronzealderen, opstod den første egentlige internationale epoke. I Argolis lå det mykenske rige under en storkonge (se mykensk kultur), i Lilleasien det nyhittitiske rige, i det øvre Mesopotamien lå Mitanni, et rige med en indoeuropæisk herskerklasse og hurritisk-semitisk befolkning, sydøst derfor Assyrien og Babylonien, og langs Middelhavet og ved Nilen det egyptiske rige under det 18. og 19. dynastis konger. Disse riger eller rettere magtsfærer var i balance med hinanden med et netværk af traktater, udveksling af gaver og specialister som læger og arkitekter og dynastiske ægteskaber, og de drev en intensiv handel.

I denne epoke opstod den alfabetiske skrift. Både kileskrift og hieroglyffer, som var en blanding af billedskrift og stavelsesskrift og kun delvis en bogstavskrift, krævede en meget stor specialviden, og skrivekunsten var derfor i hænderne på skriveskoler, som kun de store hoffer havde råd til at underholde. Efter flere forsøg lykkedes det i midten af årtusindet at udvikle en egentlig alfabetisk skrift, baseret på en analyse af sproget til en overskuelig række lyde, som ved hjælp af det akrofoniske princip (begyndelsesbogstav) kunne afbildes. Det gav uanede muligheder for spredning af læse- og skrivekunsten, som dog først kom til udfoldelse i det næste årtusinde.

2. årtusinde f.Kr. sluttede med en nedgangstid, måske igen forårsaget af en klimaforværring, og der skete en affolkning af byer og en række folkevandringer, hvor bl.a. aramæiske og indoeuropæiske stammer bredte sig i Forasien. Samtidig trak Egypten sig tilbage fra Levanten, Hittitterriget gik til grunde, og Assyrien og Babylonien befandt sig i en svaghedstilstand.

1. årtusinde f.Kr.

Egypten var svækket, mens på den anden side en række territorialstater opstod i Levanten, i nord de nyhittitiske småstater, fx Hamat og Aram-Damaskus, og i syd Israel og Juda vest for Jordan og Ammon, Moab og lidt senere Edom øst for Jordan. Samtidig dannedes en række bystater på Levantens kyst i Fønikien og længere mod syd i Filistæa. Mod øst begyndte Assyrien sin ekspansion, som skabte et imperium, der bestod i 500 år, og som kom til at omfatte hele Mesopotamien, Levanten og Egypten. Dette var muligt pga. en ny militærteknologi, et forbedret samfærdselssystem og en politik med deportationer, som til en vis grad brød territorialstaterne op. Det assyriske rige havde et vældigt råstofbehov, hvilket var en af drivkræfterne til en fønikisk ekspansion og kolonidannelser mod vest helt til Sicilien, Sardinien, Nordafrika og Spanien med bl.a. alfabetets spredning til Grækenland til følge.

I dette årtusinde afløstes brugen af bronze efterhånden af brugen af jern. Jern kendtes allerede i bronzealderen, men det var bronzen underlegent som brugsmetal. Først og fremmest var bronzens smeltepunkt lavere end jernets, så man kunne lave komplicerede metalgenstande og omsmelte slidte redskaber. Jern derimod har et så højt smeltepunkt, at man i oldtiden kun kunne fremstille smedejern, som er vanskeligt at forme, ikke kan smeltes om og dertil er et blødt metal i forhold til bronze. Allerede tidligt lykkedes det dog at fremstille stål. De førende områder i denne ny metalteknologi var Cypern og Palæstina-Jordan, men selvom man finder jern mange steder fra ca. 1200 f.Kr., var det dog først fra ca. 900 f.Kr., at jern blev almindelig brugt.

1. årtusinde f.Kr. var en kulturelt rig tid. De moderne kalendersystemer skabtes, og matematikken, geometrien og astronomien blev systematiseret i Assyrien og senere overtaget af den græske kultur. I Assyrien og Egypten var der i midten af årtusindet en renæssance, hvor man samlede og bearbejdede fortidens store litterære værker og historiske viden. I et af rigerne i Levanten, Israel, opstod monoteismen, som blev forudsætningen for tre verdensreligioner: jødedom, kristendom og islam.

Det assyriske rige gik til grunde i 612 f.Kr., fældet af en aramæisk stamme, kaldæerne, der havde fået magten i Babylon, og som overtog det assyriske verdensrige i samarbejde med mederne. Dette rige blev imidlertid kortvarigt og blev 540 f.Kr. afløst af Perserriget, der strakte sig fra Indus til den libyske ørken og fra Hellespont til Den Arabiske Bugt. Riget var delt i 20 dele, satrapier, hver under en statholder. Det kolossale rige blev holdt sammen af en politik, der baserede sig på tolerance og respekt for de undertvungne folks særpræg og religion.

Imidlertid førte rigets udstrækning til hyppige oprør fra satrappernes side, og en række krige med forsøg på at undertvinge Grækenland førte til, at dette, efter at være samlet af Filip af Makedonien, under Alexander den Store erobrede Perserriget i 330 f.Kr.

Med Alexanders erobring af Nærorienten begyndte en helt ny epoke. Ganske vist finder man spor af græsk indflydelse i tidligere epoker, ikke mindst i den persiske tid er der megen import; men nu opstod en blandingskultur, der dog først for alvor slog igennem i en senere periode, da Nærorienten kom under romersk herredømme. Den romerske kultur i Nærorienten må betragtes som en del af hellenismen, der var den sidste store kulturepoke i Nærorienten i oldtiden. I denne skabtes dels den hellenistiske filosofi, videnskab og teknologi, dels en omfattende litteratur og en rig kunst. I denne kultur, der varede 1000 år, opstod også de hellenistiske mysteriereligioner, først og fremmest kristendommen, som fik sin første blomstring i den byzantinske periode. Oldtiden endte med den arabiske erobring af Nærorienten, hvor den egentlige drivkraft var den nye religion islam.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Strange: nærorientalske oldtidskulturer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133807