Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fønikien

Oprindelige forfattere ARat, HJLJ, JStr og Toll Seneste forfatter Redaktionen

Fønikien. Oversigt over fønikiske byer og kolonier med de vigtigste navne.

Fønikien. Oversigt over fønikiske byer og kolonier med de vigtigste navne.

Fønikien, det antikke navn for en række bystater ved den østlige Middelhavskyst mellem Orontesfloden og Karmels forbjerg; der kendes ikke noget samlet geografisk navn fra selve området.

Navnet Fønikien er afledt af græsk phoinix 'fønikier'.

Kernelandet lå mellem Arwad (Aradus) i nord og Sarepta i syd og bestod af en smal stribe land mellem Middelhavet og det bagvedliggende bjergland, Libanonkæden, i det nuværende Libanon, så landet var delt i områder, der kun kunne kommunikere med skib. De vigtigste bystater nævnt fra nord mod syd var øen Arwad, Tripolis, Byblos, Berytus, Sidon og øen Tyrus. Endvidere grundlagdes langs hele Middelhavet talrige fønikiske kolonier.

Klimaet er meget regnfuldt, og i oldtiden var der store skove med fyrretræer, cedertræer og cypresser; kalksten, marmor, brunkul, jernmalm og sand, som brugtes til glasfremstilling, fandtes også. I havet ud for kysten levede Murex-sneglen, hvoraf fønikierne udvandt purpur, der blev anvendt til at farve klæde.

Annonce

Historie

De skriftlige kilder til Fønikiens historie og kultur er mangelfulde og sjældent samtidige med begivenhederne. De vigtigste er Tyrus' annaler, som kendes fra de antikke forfattere Menander og Josefus og dækker perioden 900-700-t. f.Kr. og 500-t. f.Kr. Endvidere er der egyptiske og mesopotamiske kilder som Wen-Amon-fortællingen om en handelsrejse til Fønikien fra 1000-t. f.Kr. og assyriske annaler, som beretter om Assyriens ekspansion i Fønikien efter cirka 740. Det Gamle Testamente er en vigtig kilde, der dog skal bruges med forsigtighed, idet det meste materiale om Fønikien er sent. Endelig er der adskillige indskrifter, som nævner en række konger.

Arkæologiske kilder er især betydningsfulde i forbindelse med udforskningen af de fønikiske kolonier, idet der endnu ikke er publiceret udgravningsrapporter i nævneværdig grad fra selve Fønikien. Det ser i stigende grad ud, som om der er en overensstemmelse mellem oplysninger fra antikke forfattere, der fx daterer Karthagos grundlæggelse til 814/813 f.Kr. og Uticas og Gades til omkring 1100 f.Kr., og de arkæologiske fund, hvor det er lykkedes at påvise fønikiske bosættelser i Karthago i hvert fald fra ca. 760 f.Kr.

Den fønikiske kultur opstod i forbindelse med overgangen fra bronzealder til jernalder omkring 1200 f.Kr., da store dele af Vestasiens byer blev ødelagt, mens de fønikiske som følge af deres beliggenhed var beskyttet mod ødelæggelse; væsentlige dele af bronzealderens kultur kunne derfor overleve her, og den derboende kanaanæiske befolkning kunne udvikle den specielle fønikiske videreførelse af en ældre kultur.

I den ældste tid efter jernalderens begyndelse var Byblos den førende by, senere blev det Sidon og til slut Tyrus, hvis magt bestod til Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. Efter ca. 730 f.Kr. var de fønikiske byer imidlertid ikke længere selvstændige, men var underlagt Assyrien, senere Babylonien og Persien, der tillod Fønikien en vis selvstændighed, idet de som kontinentalmagter havde brug for den fønikiske skibsfart.

Den fønikiske ekspansion skyldtes den funktion, områdets indbyggere havde som mellemhandlere; baggrunden for dette var Mesopotamiens behov for råstoffer. Disse, som ikke altid fandtes i tilstrækkelig grad i Fønikien selv, måtte de fønikiske handelsfolk finde på markeder mod vest, og for at sikre adgangen til dem grundlagdes kolonier. Disse råstoffer fandt fønikierne i en række områder, nærmest Cypern med sølv, guld, bly og først og fremmest kobber; fjernere Sardinien med sølv og kobber, jern og bly, og Spanien med sølv og tin, samt også her kobber, jern og bly. Endelig skal slaver nævnes som en vigtig vare.

Den ældste ekspansion fandt sted i Nordsyrien, hvor det antages, at Fønikien oprettede handelscentre i fx Aleppo, og hvor kulturel indflydelse er bevidnet med udbredelsen af fønikisk alfabetisk skrift og sprog i Syrien og det sydlige Lilleasien. Senere ekspanderede Tyrus mod syd og erhvervede Dor og Jaffa. I de mere uudviklede områder mod vest oprettedes kolonier. Det skete allerede i 800-t. f.Kr. på Cypern, hvor Kition blev den vigtigste by, og i de følgende århundreder på Malta, det vestlige Sicilien, Sardinien, Ibiza, Spanien, Portugal og Nordafrika så langt mod vest som Huelva og Mogador. I Grækenland og Italien var der ikke tale om egentlige kolonier, men der er dog påvist spor af fønikisk aktivitet der, og med tiden, navnlig efter 500 f.Kr., kom det fønikiske imperium i skarp konkurrence med den græske ekspansion og senere med Rom. Med Alexander den Stores erobring af Tyrus var Fønikiens rolle udspillet.

Fønikiens betydning ligger i bevarelsen af senbronzealderens kultur og dens overførsel til Europa og Nordafrika, herunder måske først og fremmest alfabetet.

Kunst

Det fønikiske billedsprog viser fra tidlig tid en afhængighed af det egyptiske. Blandt de få bevarede større arbejder er den reliefsmykkede Ahiramsarkofag. Den alsidige kunstindustri har været populær i Middelhavsområdet helt til Portugal og Marokko. Veldokumenteret er guld- og sølvsmedekunst og produktion af metalkar med ophamring, indgravering, granulation og indlægsarbejder. Genstandene omtales af Homer og i Det Gamle Testamente; i de samme kilder nævnes farverige purpurstoffer, der var en vigtig handelsvare, ligesom træskærerarbejder, elfenbensgenstande og elfenbensudsmykkede møbler. Mange genstande er fundet i assyriske paladser eller ses afbildet på assyriske relieffer.

Nyere arkæologisk forskning adskiller mellem regionale forskelle på fund fra Den Iberiske Halvø, Nordafrika med Karthago, Sardinien, Sicilien, Cypern og Levanten. I Kition på Cypern har man fundet resterne af et større Astartetempel fra ca. 850 f.Kr.

Religion

I religiøs forstand udgøres Fønikien af de fønikiske bystater og deres bagland, bl.a. Filisterlandet, samt kolonierne i Middelhavsområdet (især Cypern og Karthago). Religionen i Ugarit er en umiddelbar forgænger.

Kildematerialet består af kongelig propaganda, gravindskrifter, votivindskrifter samt to lister over priser på offerdyr og fordeling af offerkød mellem præst og offerbringer. Dertil kommer oplysninger hos klassiske forfattere, bl.a. Strabon og Pausanias; fragmenter af Filon fra Byblos giver et indblik i fønikisk mytologi.

Fønikisk religion er ikke en enhed; hver by havde sin gudeverden, beslægtet, men ikke identisk, med de andre byers. De vigtigste guder er Baal, typisk som Baal Shamem, den himmelske herre (i Karthago Baal Hammon); gudinden Astarte (i Karthago Tinnit), dyrket i skikkelse af en meteorsten; en yngre guddom med forskellige træk og navne: Adonis, Eshmun, Melqart, Reshef. Den kvindelige guddom synes ofte at repræsentere den mandlige guddoms væsen.

Religionen tjente til at beskytte samfund og kongedømme samt at opretholde rigdom på føde og mennesker. Helligsteder var byernes templer og naturhelligdomme som kilder, lunde, bjerge. Både mænd og kvinder kunne være præster. Offerpraksis var nært beslægtet med den gammeltestamentlige bortset fra i Karthago, der i oldtiden var berygtet for sine børneofringer.

I hellenistisk-romersk tid blev fønikiske guder identificeret med græske guder og helte, således Baal Shamem: Zeus, Melqart: Herakles, Eshmun: Asklepios, Reshef: Apollon.

Fønikien. Kong Kilamuwas indskrift fra ca. 825 f.Kr. blev fundet i 1902 ved indgangen til paladset i Zincirli, det tidligere Samal, i det nuværende sydlige Tyrkiet. På stenen, der er 130 cm×154 cm, ses kongen i relief til venstre for teksten, der begynder: Jeg er Kilamuwa....

Fønikien. Kong Kilamuwas indskrift fra ca. 825 f.Kr. blev fundet i 1902 ved indgangen til paladset i Zincirli, det tidligere Samal, i det nuværende sydlige Tyrkiet. På stenen, der er 130 cm×154 cm, ses kongen i relief til venstre for teksten, der begynder: Jeg er Kilamuwa....

Sprog

Fønikisk er et semitisk sprog, der hører til den nordvestlige gren af den semitiske sprogfamilie; fønikisk er beslægtet med ugaritisk og har mange fællestræk med hebraisk og aramæisk. Sproget er bevaret i tusindvis af indskrifter på klipper, huse, gravmæler, på mønter fra større byer og på potteskår og genstande af keramik og metal fra 1100-t. f.Kr. til 1. årh. e.Kr. Indskrifterne omfatter især navnestof og har kun få historiske og religiøse oplysninger. Blandt de ældste og mest kendte er indskriften på kong Ahirams sarkofag i Byblos fra ca. 975 f.Kr.

Fønikisk brugtes også af andre end fønikierne, fx af aramæerne i kong Kilamuwas indskrift og i en tosproget fønikisk-luvisk kongelig bygningsindskrift fra midten af 700-t., fundet i Karatepe i Kilikien. Sproget, der havde forskellige dialekter i bl.a. Byblos, Sidon, Tyros og på Cypern, spredtes med de fønikiske kolonier i Middelhavsområdet helt til Marokkos og Spaniens atlantiske kyster. Det fønikiske sprog blev i århundrederne f.Kr. i sit hjemland fortrængt af græsk i overklassen og af aramæisk i de lavere klasser, mens punisk, dialekten i Karthago, overlevede i kolonierne ved Middelhavet.

Sprog og skrift. Fønikisk blev skrevet fra højre mod venstre med en alfabetisk skrift, der ligger til grund for anden semitisk, græsk og latinsk skrift. Kun de 22 konsonantlyde og ikke vokalerne er markeret i skriften. Konsonantsystemet svarer omtrent til det hebraiske, og de fønikiske vokaler kendes kun fra fønikiske ord i latin og græsk. Særtræk i fønikisk er bl.a. kausativpræfikset y- over for hebr. h-, fx yqdsh 'indvie' over for hebr. hiqdīsh, femininumendelsen -t over for hebr. og -t, fx fønikisk mnht 'gave' over for hebr. minhā, og negationerne i og bal over for det fællessemitiske . Ligesom hebraisk har fønikisk ikke bevaret kasusbøjning. Også hvad ordforrådet angår, er fønikisk nært beslægtet med hebraisk; særlige fønikiske ord er dog ordene for 'være' kn og 'gøre' p'l, der svarer til arabisk, og 'guld' hrs, ligesom på ugaritisk.

Se også alfabet og hebraisk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annette Rathje, Hans J. Lundager Jensen, John Strange, Christopher Toll: Fønikien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81425