Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Philae

Oprindelig forfatter Bagh Seneste forfatter PKN

/@api/deki/files/22765/=ud_a_128806.mp3?revision=1

Philae, ø i Nilens første katarakt ca. 8 km syd for Aswan i Egypten. Philae, der oprindelig var navnet på to små øer, var et helligt sted for både egyptere og nubiere, og mellem 380 f.Kr. og 300 e.Kr. opførtes der flere helligdomme på øen.

Ældst er det store tempel for gudinden Isis (ca. 380-360 f.Kr.) med mægtige pyloner og forgård omgivet af søjlegange og med talrige afbildninger af Isis, Osiris og Horus. Flere andre bygninger er fra ptolemæer-dynastiet (ca. 280-30 f.Kr.), fx en helligdom for gudinden Hathor, mens den fint proportionerede såkaldte Trajans Kiosk er opført i 1. århundrede e.Kr. På øen Biga over for Philae fandtes en af Egyptens mange grave for Osiris.

Philae var gudinden Isis' hellige ø, og templerne og Osiris' grav var velbesøgte valfartssteder, - senere også for kristne - indtil templerne i 500-tallet blev lukket af den byzantinske kejser Justinian 1.

Annonce

Efter bygningen af den første Aswan-dæmning 1898-1902 var monumenterne på Philae oversvømmet det meste af året, og da den nye Aswan-dæmning blev bygget 1960-71, blev de skåret ud i stykker og i 1980 genopført på øen Agilkia nærved.

En af de to 13 meter høje obelisker, der stod foran Isis-templet, blev omkring 1820 erhvervet af den britiske opdagelsesrejsende William John Bankes (1786-1855), som opsatte den ved sin landejendom Kingston Lacy i Dorset, England (hvor den stadig står). Bankes studerede obeliskens to indskrifter på hhv. græsk og med hieroglyffer, der sammen med Rosettestenens indskrifter dannede grundlag for dechifreringen af hieroglyfferne.

Monumenterne på Philae blev sammen med bl.a. klippetemplerne i Abu Simbel optaget på UNESCO's Verdensarvliste i 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tine Bagh: Philae i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141566