Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egypten i oldtiden - sprog

Oprindelig forfatter PJFr Seneste forfatter Redaktionen

Af alverdens sprog har egyptisk den længste kendte historie. De ældste skriftlige vidnesbyrd stammer fra ca. 3000 f.Kr., og sproget er først uddødt som talesprog for ca. 400 år siden. Som skriftsprog anvendes det stadig i den koptiske kirke.

I sin 5000-årige historie har sproget og anvendelsen af det undergået mange forandringer. Det inddeles traditionelt i en række stadier, af hvilke de vigtigste kort skal omtales. Gammelegyptisk er skriftsproget i Det Gamle Rige. De ældste religiøse tekster, Pyramideteksterne, er skrevet på dette sprog. Middelegyptisk er sproget i Mellemste Rige. Senere tiders egyptere betragtede dette sprogtrin som det klassiske, og det blev da også anvendt på indskrifter og i religiøse tekster i de næste 2000 år. Også videnskabelige og i mindre grad litterære tekster blev til stadighed skrevet på middelegyptisk. Sprogets status kan således minde lidt om latinens inden for de europæiske sprog, og som et dødt sprog blev det naturligvis i stigende grad påvirket af den almindelige udvikling i det levende sprog. Nyegyptisk kendes fra store mængder af breve, administrative tekster og andre dokumenter fra slutningen af Nye Rige.

Visse træk ved egyptisk gør det sandsynligt at antage, at det i en fjern fortid kan have tilhørt en sprogæt, hvorfra også de semitiske sprog og berbersprogene er udgået. Det er således karakteristisk for de semitiske sprog og for egyptisk, at ordenes betydning er bundet til og afledt af en given rækkefølge af tre konsonanter, kaldet en rod. Alle ord med samme rod, dvs. med samme rækkefølge af tre konsonanter, vil have denne grundbetydning tilfælles. Tager man fx roden h-t-r, så finder man her en række ord med betydninger som tvilling, skat, løn, nødvendighed og hest. Tilsyneladende er der ingen sammenhæng mellem disse ord, men føjer man dertil ordet åg, så nærmer vi os en grundbetydning af roden h-t-r: Det, der fx er en byrdefuld nødvendighed, tvang, skat eller åg for den ene, kan være løn for en anden; heste blev i oldtidens Egypten oprindelig kun brugt parvis som trækdyr og kaldtes derfor et 'forspand', som senere blev betegnelsen for den enkelte hest, 'den, som hører til åget'.

Annonce

Selvom også enkelte grammatiske lighedspunkter kunne tale for en mulig fælles oprindelse for egyptisk og de semitiske og hamitiske sprog, så har egyptisk dog en fundamentalt anden struktur, og man foretrækker derfor at betragte sproget som enestående. Det mest slående træk ved egyptisk er sprogets ikke-verbale karakter. Egyptisk har fire ordklasser, substantiver, adjektiver, adverbier og verber. Hertil svarer fire forskellige sætningskonstruktioner, alt afhængig af hvad man vil udtrykke. Hvis man om personen A vil sige, at han er en mand, at han er stor, eller at han er hjemme, så anvender egyptisk tre forskellige sætningskonstruktioner. Ingen af dem indeholder udsagnsordet 'er', da der ikke findes noget ord for 'at være' eller 'at blive'. Man anvender derimod sætninger med hhv. substantivisk, adjektivisk eller adverbielt prædikativ. Men hvis man om personen A vil sige, at han foretager sig noget, at han handler, så kan man ikke slet og ret bruge verbet som verbal, dvs. fremsætte et simpelt verbalt udsagn som fx han hører. Når et udsagn udtrykker en verbalhandling, overføres verbet til en anden ordklasse. I stedet for at sige han hører siger man hans høren eller specifikt den omstændighed, at han hører. Man bruger altså en substantivisk form af verbet. På samme måde overføres et verbum til et adjektiv eller et adverbium, hvis man vil sige som han hører eller når han hører. Hvor de indoeuropæiske sprog sætter ord som når, som og at foran udsagnsordet, transformerer egyptisk den oprindelige verbalform til en substantivisk, adjektivisk eller adverbiel verbalform. Verberne optræder derfor kun i meget begrænset omfang i egentlige verbale konstruktioner, fx imperativ og visse negative sætninger.

Også i de senere sprogtrins mere analytiske struktur bevares sprogets karakteristiske ikke-verbale karakter.

Læs videre om skrift i oldtiden Egypten eller læs om Egypten i oldtiden generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul John Frandsen: Egypten i oldtiden - sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68557