Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egypten i oldtiden - religion

Oprindelig forfatter JPoS Seneste forfatter Redaktionen

Egypten i oldtiden. Fra optoget langs Nilen ved Opetfesten. Forrest i dette lille udsnit af en reliefserie fra Luxortemplet marcherer standartbærere, fulgt af lutspillere og libyske lejesoldater med rytmeinstrumenter.

Egypten i oldtiden. Fra optoget langs Nilen ved Opetfesten. Forrest i dette lille udsnit af en reliefserie fra Luxortemplet marcherer standartbærere, fulgt af lutspillere og libyske lejesoldater med rytmeinstrumenter.

De religiøse forestillinger i oldtidens Egypten var dybt forankret i landskabet og i naturens gang. De var også meget sejlivede og eksisterede i flere tusinde år, indtil kristendommen blev dominerende i den byzantinske periode.

Kosmologi

Det egyptiske verdensbillede havde sit udgangspunkt i modsætningen mellem den frugtbare Nildal, kemet 'det sorte land', og 'det røde land' eller ørkenen, der opfattedes som udland og vildmark. Men det var fra de rødlige bjerge i østhorisonten, at Solen hver morgen kom frem og fornyede alt liv, indtil den gik ned i bjergene i vest, hvor også gravene lå. "Vestlandet" var de døde forfædres sted. I midten løb Nilen, som i årets første fire måneder gik over sine bredder og forvandlede agerlandet til det urocean, hvoraf verden var fremgået. Og ligesom i urtiden, som egypterne kaldte sep tepi 'første gang', kom landet gradvis til syne, frugtbargjort og nyskabt af oversvømmelsen.

I Nildalen fornyedes livet altså ved oversvømmelsen og ved solopgangen, og i begge tilfælde fremgik den ordnede verden, som grækerne kaldte kosmos, af det forskelsløse og endnu uordnede, det, som grækerne kaldte kaos. Landskabet, dagen og året blev de konkrete udtryk for en abstrakt egyptisk ontologi, dvs. en teori om væren, om hvad det vil sige, at noget er til. Mens græske filosoffer kom til det resultat, at det sande værende måtte være en uforanderlig enhed, udviklede egypterne en mere dynamisk teori om forholdet mellem det værende og det ikke-værende. Det værende var for egypterne det mangfoldige og differentierede, det myldrende liv i den frugtbare Nildal. Det ikke-værende var den forskelsløse enhed, døden, ørkenen, kaostilstanden før skabelsen. Men ikke-væren var potentiel væren, og skabelse var en differentieringsproces.

Annonce

Mytologi

Om denne differentieringsproces handler den egyptiske mytologi. Fælles for en lang række forskellige egyptiske myter om verdens og gudernes opståen er forestillingen om et urocean, en stor, forskelsløs masse af vand, hvorfra land lidt efter lidt kommer til syne. Dette første land, der i nogle sammenhænge kaldes urhøjen, bliver skabelsens udgangspunkt. I myter fra Heliopolis, hvor man dyrkede solguden Re, er det denne gud, der i sin urform som Atum bliver ophav til det første gudepar, guden Shu og gudinden Tefnut. Atum skildres i nogle tekster som tvekønnet, og det er under alle omstændigheder først med Shu og Tefnut, at de to køn er skilt ud fra hinanden. Det er den fortsatte differentieringsproces, der gradvis tilvejebringer hele den orden, som nutiden kender. Shu og Tefnut avler det næste gudepar, jordguden Geb og himmelgudinden Nut. Men himmel og jord er ikke ganske skilt ud fra hinanden, for Geb og Nut ligger så tæt omslyngede, at der ikke er plads til noget liv mellem dem. Da træder Shu ind og løfter himmelgudinden op fra jordguden, således at skabelsen kan fortsætte. Geb og Nut bliver ophav til guderne Osiris og Seth og gudinderne Isis og Nephtys. Hermed er Nigudekredsen fra Heliopolis komplet.

Egypten i oldtiden. Fremstilling af Horus' undfangelse og Isis' og Nephtys' klage over den døde Osiris. Midt i billedet svæver Isis i en falks skikkelse ind over den døde Osiris for at optage hans sæd i sig. Osiris er delvis genopvakt ved de to gudinders skingre dødsklage. Det er Isis yderst tv. og Nephtys th. Ved båren står falkeguden Horus, som egentlig først er ved at blive til, og sjakalguden Anubis. Fra gengivelse af figurspillene i templet i Dendera.

Egypten i oldtiden. Fremstilling af Horus' undfangelse og Isis' og Nephtys' klage over den døde Osiris. Midt i billedet svæver Isis i en falks skikkelse ind over den døde Osiris for at optage hans sæd i sig. Osiris er delvis genopvakt ved de to gudinders skingre dødsklage. Det er Isis yderst tv. og Nephtys th. Ved båren står falkeguden Horus, som egentlig først er ved at blive til, og sjakalguden Anubis. Fra gengivelse af figurspillene i templet i Dendera.

Osirismyten, som kendes dels fra egyptiske kilder, dels fra den græske forfatter Plutarch (45-125 e.Kr.), vedrører mere direkte samfundet og menneskelivet. Osiris overtog kongedømmet fra sin far Geb, og som dronning havde han sin søster Isis. Men hans bror Seth stræbte ham efter livet, og ifølge Plutarch lod han fremstille en meget fin mumiekiste, som nøjagtig passede til Osiris' mål. Under et gæstebud udlovede han kisten til den, som den passede til, og da det blev Osiris' tur til at lægge sig i kisten, lå han fast. Seth satte låget på og kastede kisten i Nilen og lod den drive bort. Isis fandt liget, og i nogle versioner af myten var det med den døde Osiris, at hun undfangede sønnen Horus. Men Seth skar liget af Osiris i mange dele og spredte det over hele Egypten, og Isis måtte indrette ikke én, men mange grave. På den måde fik hele landet del i guddommen, og Osiris blev som den første døde et forbillede for alle senere døde. Ligesom den døde Osiris i undfangelsen af Horus blev en kilde til nyt liv, således beroede slægtens liv og dets stadige fornyelse på forfædrene i deres grave.

Men med Osiris' død stod Egyptens trone tom. Myten om Horus' og Seths strid skildrer den retssag, der skulle afgøre, om sønnen Horus eller broderen Seth skulle efterfølge Osiris som Egyptens konge. Der måtte talrige styrkeprøver til, førend den unge Horus kunne bevise sin evne til at løfte arven efter sin far Osiris. Men selvom Seth var stor og stærk, vandt Horus og kronedes som konge over Øvre og Nedre Egypten.

I Egypten havde så at sige alt sit mytiske forbillede. Kongen, som stod i centrum af hele den egyptiske samfundsopfattelse, sad på Gebs trone som den levende Horus, Osiris' arving, og når guderne på de talrige tempelrelieffer gengælder hans ofre med langt liv og stabil regering, er det Res levetid, Atums år, Res kongeværdighed og Atums embede, der gives ham. Urguderne er hans forgængere i den mytiske kongerække og tillige hans forbilleder. Kongens position er altså mytisk funderet; hans embede står urokkeligt fast fra den allerførste begyndelse. Magiske formler betjente sig ofte af myterne som forbilleder for helbredelse af sygdom og afværgelse af fare. En trylleformel kan fx fortælle en myte om gudinden Isis, der hjælper sin lille søn Horus, og så befale sygdom eller fare at vige bort. På den måde bringes det aktuelle tilfælde ind under et mytisk forbilledes tvang: Ligesom Horus blev helbredt i urtiden eller "første gang", sådan må patienten blive rask her og nu.

Kulten

I kulten kan menneskene arbejde med på skabelsen, på den stadige og nødvendige reproduktion af "første gang", og give verden dens oprindelige friskhed tilbage. Det skete hver eneste dag i alle Egyptens templer.

Det egyptiske tempel identificeres ofte med urhøjen eller "stedet for den første gang", dvs. skabelsens udgangspunkt. Indskrifter i Edfutemplet henlægger dets opførelse til den mytiske urtid, og templet på øen Philae siges at være opstået før noget som helst andet, mens Jorden endnu henlå i mørke. Kultstedet er altså også oprindelsens sted, verdens oprindelige midtpunkt. Tempelarkitekturen udtrykker idéen om templet som skabelsens sted. I de bælgmørke inderste rum hersker urmørket. Herfra kommer man gennem stadig lysere rum og gårde til tempelpylonen, der afslutter det hele som horisontbjerget, solopgangens sted. I templet er man altså inde bag horisonten og helt derude, hvor guden og verden bliver til, i den endnu kaotiske, endnu kun potentielt eksisterende verden. Alt, hvad der gøres herinde, får konsekvenser for den verden, der bliver til, når Solen kommer højere på himlen.

Det daglige tempelritual, som i alt væsentligt udførtes i samme form for alle guder, foregik i sanktuariet, inde i urmørket, og det henvendte sig til kultstatuen, som stod i et naos, et lille kapel, nærmest et skab. Kun den øverste præst ved templet eller hans stedfortræder havde adgang til det inderste af gudens bolig.

Som det første slog præsten ild, dels for at bringe lys ind i det mørke rum, dels for at brænde røgelse. Efter de indledende riter nåede han efterhånden til åbningen af gudens naos og dermed til en kritisk fase i ritualet. Alle hans handlinger forsynes af ritualteksten med mytiske forbilleder: Når slåen trækkes ud af låsen, er det Seths finger, der trækkes ud af Horus' øje, så det kan blive rask. Idet præsten åbner dørene, udvides perspektivet drastisk. Ritualteksten indledes med en formel, der giver åbningen af naos en kosmisk betydning: "Himlens porte skal åbne sig, Jordens porte skal lukkes op". På denne måde viser teksten ud over det snævre rituelle objekt, gudestatuen. Ved åbningen får præsten adgang til hele kosmos, som herefter kan påvirkes af ritualet. Derfor er denne situation også farlig for både præsten og guden: Alt står åbent, alt kan ske. Men netop i denne kritiske situation, i denne uafgjorte ikke-væren, kan guden blive til. Det sker i en række hymner, der tiltaler guden med "Vågn op i fred" og påkalder ham med alle hans navne og skildrer hans magt og vælde. Disse hymner tænktes at vække guden og gøre ham nærværende og virksom i verden.

De følgende afsnit af ritualet gælder gudens renselse, salvelse og påklædning. Her modtager guden i mere konkret form sine egenskaber, og i teksterne lægges der vægt på, at guden bliver hel og funktionsdygtig. Genskabt indsættes han atter i sin normale funktion som skaber og opretholder. Herved får ritualet en videre betydning som fornyelse af den kosmiske orden eller maat. Begrebet maat betegner både gudens skaberkraft og sammenhængen i verden, altså netop den kontinuitet mellem gud og verden, som tempelkulten skaber.

Den større verdens delagtighed i gudens tilblivelse inde bag templets monumentale horisontbjerg kunne understreges ved at bære guden i procession ud gennem tempelporten. Det skete på festdage, idet præsterne bar gudestatuen rundt i et naos, anbragt som kahyt på en lille båd med bærestænger. Ved sådanne lejligheder fik den brede offentlighed del i tempelkulten. Et stærkt indtryk af sådanne festers offentlige tiltrækningskraft giver en serie relieffer i templet i Luxor, der viser Opetfesten. Her bliver guden Amon, hans gemalinde Mut og deres søn, måneguden Khons, båret i procession fra templet i Karnak til Nilen, hvor de under ledsagelse af kongen sejler de ca. to km sydpå til Luxor. Langs bredden marcherer hæren, musikken spiller, og akrobatiske danse hilser bådenes ankomst til Luxor. Ved festens afslutning sejler processionen tilbage til Karnak under lignende festlige former. Alt, hvad der kunne krybe og gå, ilede til Nilen for at være med i eller i det mindste beskue det prægtige optog.

Osirismysterier. Mange fester havde som kerne et kultdrama, hvori mytiske begivenheder blev gentaget. Osiris' mytologi indgik i flere forskellige dramatiske ritualer. Fra Mellemste Rige kender vi til Osirisritualer i Abydos. Abydos var en vigtig by for Osiriskulten, for her var ifølge traditionen gudens hoved blevet fundet. Hertil valfartede man, og mange lod her opstille en stele for sig selv for altid at være i nærheden af de hellige handlinger. I ritualerne indgik processioner med Osiris' båd, kamp med Osiris' fjender og begravelse af Osiris.

I det græsk-romerske Egyptens rige materiale lærer vi imidlertid helt andre former for Osiriskult at kende. På papyrus er Isis' og Nephtys' klagesange over den døde Osiris overleveret; det er et kultdrama eller en del af et kultdrama, hvori de to søstre som grædekoner holder dødsklage over Osiris. I sangene opfordres den døde Osiris til at komme til live og have omgang med dem. Dette peger mod undfangelsen af Horus efter Osiris' død.

De samme mytologiske og kultiske temaer finder vi på tempelrelieffer i de store templer, først og fremmest i Osirishelligdommen på taget af templet i Dendera. Her udførte man en art figurspil med Osirisfigurer af ca. 1/2 m længde, som blev anbragt i forskellige tableauer, i en dramatisering af Osiris' genopvækkelse og Horus' posthume undfangelse.

I Dendera og andre steder fremstillede man også en såkaldt Korn-Osiris, der var en hul Osirisfigur eller ramme, hvori man fyldte sand. I sandet såede man korn, og med lidt vand og lidt sollys fik man kornet til at spire, og snart sås opstandelsens mysterium virkeliggjort. Her var forestillingen om livets regeneration gennem døden tænkt sammen med vegetationens cyklus. I Dendera blev det sand, der skulle udgøre Korn-Osiris, samlet i beholdere, som gjaldt for at være Osiris' lemmer. På denne måde blev ritualet en gentagelse af samlingen af Osiris' lemmer.

Dødekult. Osiris, der i døden bliver kilde til liv, er også den centrale skikkelse i den dødekult, som grave og dødelitteratur vidner om. Ligesom i store dele af det øvrige Afrika er det i Egypten fra de afdøde forfædre, at livet udgår. I Pyramideteksterne identificeres den afdøde konge ofte med Osiris, ligesom hans levende arvtager betegnes som Horus. I den senere dødelitteratur og i balsameringsritualet er Osiris NN en helt konventionel betegnelse for den afdøde. Den døde indarbejdedes på talrige måder i Osiris' mytiske rolle for ligesom Osiris at blive en kilde til liv i sin slægt. Hertil tjente balsameringen, der bevarede legemet, og dødelitteraturen og dødekulten, der sikrede den dødes regeneration. Dødekultens ofre skulle komme den afdødes ka, hans livskraft og personlige styrke, til gode. Til bevarelse af kaen anbragtes undertiden en ka-statue som en art kopi af den afdøde i graven. Et andet udtryk for den afdødes person er hans ba. Hverken ka eller ba skal forstås som bestanddele af et menneske sådan som sjæle eller hjernehalvdele i moderne forstand. Begge dele er hele personen. Kaen svarede til ønsket om at holde fast i den afdøde og bevare hans livskraft for slægten, mens baen var udtryk for den fritstilling, som døden medførte. Når man forlader det værendes faste strukturer, må man kunne antage form for ikke at opløses. Ligesom guderne kunne antage forskellige skikkelser, sådan er baen den skikkelse, hvori man bevæger sig som person efter døden.

At dø blev forstået som at synke tilbage i ikke-væren, i den uendelige fond af potentiel væren, hvoraf det værende opstår. Det betød en risiko for at forsvinde helt eller "dø den anden død", som egypterne kaldte det. Ritualer, dødelitteratur, balsamering og gravudstyr var indrettet på at eliminere denne risiko og integrere den døde i naturens genskabende rytme. Det skete i analogi med kulten i templerne, hvor guden hver morgen vaktes til live i urmørket. Ligesom tempelkulten bragte guden frem til horisonten, akhet, sådan skulle dødelitteraturen gøre den døde til en akh. Dette uoversættelige ord betegner den døde i grænsetilstanden mellem ikke-væren og væren, mellem død og nyt liv.

Hvad dødekulten og dødelitteraturen gør med den døde, svarede således ganske nøje til, hvad tempelkulten gør med guden. Regeneration, fornyelse af liv, er begge steder det centrale. Ritualerne var da også meget lig hinanden, og dødelitteraturen gør flittigt brug af tempelkultens, ikke mindst Osiriskultens ritualtekster.

Læs videre om symboler og tankekategorier i oldtidens Egypten eller læs om Egypten i oldtiden generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Podemann Sørensen: Egypten i oldtiden - religion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68563