Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egypten i oldtiden - litteratur

Oprindelig forfatter ALe Seneste forfatter Redaktionen

Alt skrevet materiale fra oldtidens Egypten bortset fra lister o.l. kan gå ind under begrebet litteratur i bredeste forstand. Denne litteratur eksisterede i godt 3000 år, og selvom den undergik ændringer, er den i lighed med den bildende kunst forbavsende konstant.

Litteraturen er bevaret dels som monumentalindskrifter på templer, grave, steler etc., dels på tusindvis af papyrus og ostraka, dvs. beskrevne potteskår eller kalkstensflager; nogle tekster kendes kun i én afskrift, andre i adskillige.

I den egyptiske litteratur er der lagt uhyre vægt på metrikken, og stort set alt skrevet er metrisk opbygget. Grundelementerne er de betonede enheder, kola (ekspiratorisk accent), der er naturligt adskilte dele af talestrømmen; hvert kolon har kun ét betonet led. Det næste element er "vers", der er en relativt lukket meningsenhed og indeholder et bestemt antal kola, normalt to til tre. Versene kan grupperes i versgrupper på to til tre vers med en løs indholdssammenhæng. Ofte anvendes dobbeltvers, hvorved en tanke udtrykkes parallelt ved enten synonymitet eller modsætning (parallelismus membrorum). Versgrupperne kan herefter være sammensat til strofer. Skriveren trænedes i uvilkårligt at tage hensyn til denne metriske kanon. Det gjaldt både "poesi", "prosa" og "oratorisk stil" dog med den forskel, at poesien i store træk var strofisk, prosaen fortællende vers, og den oratoriske stil vers i direkte tale. Såkaldte verspunkter, dvs. røde prikker indsat øverst på linjen i den fortløbende tekst, kan angive versene. Flere tekster består af både prosa, poesi og oratorisk stil; det gælder fx belæringer og fortællinger. Det nedskrevne er således ligesom den egyptiske billedkunst strengt opbygget over en kanon.

Annonce

Genreinddelingen i det følgende er stort set moderne, fx adskillelsen af pyramide- og sarkofagtekster fra religiøst drama og hymner, mens belæringerne, kærlighedsdigtningen og fortællingerne allerede i oldtiden ansås for særskilte genrer.

Selvbiografier

Selvbiografier findes indhugget i gravene. De opstod rudimentært i det 4. dynasti og udviklede sig op gennem det 5. og 6. dynasti til en særskilt genre. Gravejeren præsenterer her sig selv og beskriver, hvordan han har levet, og især hvordan han ønsker, at andre skal se ham mht. hans karriere og hans moralske personlighed. Meget af indholdet i disse selvbiografier er stereotyper: "Jeg beskyttede den svage imod den stærke", "Jeg gav brød til den sultne og klæder til den nøgne", "Jeg respekterede min fader og ærede min moder". Disse fraser afspejler datidens moralkodeks: overholdelse af maat 'orden'. Vigtig er også tydeliggørelsen af menneskets stilling over for (gude)kongen.

Forholdene i Egypten kan ofte aflæses af selvbiografier. I 1. mellemtid beskriver de lokale ledere meget udførligt deres evner som administratorer, der bringer lykke og velstand til deres distrikt, hvorimod de i Mellemste Rige med konsolideringen af de thebanske herskere viser sig som perfekte embedsmænd over for herskeren. Stilen i selvbiografierne havde da vundet betydeligt i retorisk kvalitet og sproglig spændstighed og ornamentik. I Nye Rige fortæller gravejeren udførligt om sin familiære status, sin effektivitet som embedsmand og sin gode karakter, om sin tapperhed som soldat, sin jagtlykke etc., om sin indsats i realiseringen af kongens planer og om, hvorledes han er vidne til kongens bedrifter. Når disse tekster indeholder historiske elementer, er de gerne mere kulørte end de officielle beretninger. Amarnaperiodens biografier er stærkt influerede af den nye religiøse lære og af embedsmændenes afhængighed af Akhnaton: Det er nu kongen og kongen alene, de skylder deres position og ikke deres egne fortjenester. Senere tiders biografier er præget af moraliseren og skepticisme.

Kongeindskrifter

De kongelige annaler beskriver de vigtigste begivenheder, fx krigstog, i løbet af en konges regeringstid samt de årlige Nilmålinger. De blev nedfældet på papyrus og i hvert fald siden det 18. dynasti opbevaret i Memphis. De forskellige kongelister går utvivlsomt tilbage til disse annaler. Tuthmosis 3. lod også beretningerne om sine mange krigstog indridse i det såkaldte Annalrum i Karnaktemplet.

Byggeindskrifter, der beskriver anlæggelse, fornyelse af byggerier eller dele af byggerier findes på både tempelvægge og papyrus. Den typiske formel er den kongelige stiftelse: "Kong NN gjorde dette som sit monument for guden NN...". Derpå følger en omfattende beskrivelse af enkeltdele i byggeriet: porte, pyloner etc. Byggematerialer fremhæves: træ, sten, ædle metaller; eventuelt følger en beskrivelse af kultstatuen.

Kongenovellen er en litterær fremstilling af historisk betydningsfulde kongelige beslutninger af kultisk (tempelbyggeri o.l.), administrativ (ekspeditioner o.l.) eller politisk (krigstog o.l.) karakter. Dens formål er at hæve kongens berømmelse; den motiverende anledning er gudens påvirkning ved en drøm.

Belæringer, leveregler og visdomstekster

Belæringer, leveregler og visdomstekster er en forfinet og sofistikeret litterær genre, der er overleveret gennem århundreder især via skrive- og/eller læseøvelser, dvs. i talrige afskrifter på papyrus og ostraka. Der er eksempler på overleveringer af den samme tekst over et tidsspand på ca. 1400 år. De ældste belæringer er forfattet i Gamle Rige, de yngste i Sentiden. Rammen om belæringen er fiktionen om faderen, der formaner sin søn, og autoriteten i belæringen bygger dels på gamle skrifter, dels på egen erfaring. I de ældste tekster er den fiktive fader som regel kongesøn, vesir eller endog konge, mens fædrene i de yngste er almindelige mennesker. Belæringerne er en vigtig kilde til kendskabet til den egyptiske etik, da de beskriver menneskets forhold til maat. Indholdet i belæringerne er alment dannende, indførelse i samfundet, god opførsel, regeringstekniske råd til tronfølgeren, hvorledes man bliver den fuldendte embedsmand, og i de senere år også mennesket over for guden samt den personlige fromhed.

En undergenre heraf er fyrstespejlet (speculum regum). Her er det den aldrende konge, der belærer sin søn og efterfølger i regeringskunsten med udgangspunkt i sin egen tid. I talrige afskrifter er der bevaret to tekster, som er forfattet i det 9./10. og 12. dynasti; de er de ældste kendte eksempler på fyrstespejlet. Teksterne er litterær propaganda, evt. med en historisk kerne.

En anden undergenre af propagandistisk art er profetierne. De kendes fra Mellemste Rige til ptolemæertiden og er politisk digtning, der skal forberede og understøtte legitimeringen af en tronbestigelse. I en rammefortælling, der er hensat til en fortidig konges tid, profeteres om kaotiske tider; men ud af kaos kommer den nye hersker, der skal bringe orden tilbage. I Ramessidetiden (det 19.-20. dynasti) betragtedes profetierne som klassiske tekster, og man afskrev dem flittigt.

Klagerne har ligesom profetierne det totale samfundsmæssige sammenbrud som grundtema. Alting er vendt på hovedet, således at den, som før var tjener, nu betjenes af andre. Teksterne antages at være forfattet i en tid med fred og velstand og synes ikke som profetierne at have et politisk sigte. En enkelt og enestående tekst gør sammenbruddet til et personligt dilemma, i hvilket livslede og tvivl på det velordnede Univers sættes op mod dødslængsel og selvmordstanker.

Dødelitteratur

Pyramideteksterne dækker rum og korridorer i det sene Gamle Riges pyramider. De består af en større eller mindre samling formularer af magisk-religiøs karakter, hvis gennemgående tema er den døde konges eksistens i livet efter døden, uden at de dog giver et klart billede af det hinsides. Formularerne er af forskellig alder og optræder således ikke samtidig. Mange af dem er klart dramatiske eller hymniske. I Mellemste Rige overtages de kongelige pyramidetekster mere og mere af private og danner siden hen en god del af tekstgrundlaget for sarkofagteksterne.

Sarkofagteksterne blev skrevet på og i almindelige menneskers trækister i 1. mellemtid og Mellemste Rige. Grundelementet udgøres af dele af pyramideteksterne og skal som disse hjælpe den afdøde til at fortsætte livet efter døden. De er inddelt i formularer, og hver formular har sin bestemte plads på kisten. Flere formularer har dramatisk og hymnisk karakter.

Dødebogen, som blev almindelig fra Nye Rige, blev skrevet på papyrus og lagt i graven, men dødebogens tekst og billeder blev også malet på væggene i flere af kongegravene i Kongernes Dal. Adskillige af formularerne i dødebogen går tilbage til sarkofagteksterne eller endog til pyramideteksterne. I kongegrave fra Nye Rige findes desuden en række nye "Underverdensbøger", der er en slags førere gennem underverdenen.

Breve til afdøde afspejler dels den tanke, at de døde kan gribe ind i de levendes verden, dels at en i denne verden begået, men ikke sonet uret kan være genstand for en retssag i det hinsides, samt at man kan kommunikere med de døde pr. brev. Disse breve blev normalt skrevet på lerskåle og anbragt i graven. Man kunne henvende sig til den døde i arveanliggender, om uforklarlige sygdomme og især om hjælp mod (andre) afdødes hjemsøgelser.

Liturgi

Det egyptiske drama er det hellige drama, kultspillet, mens verdsligt drama ikke kendes. Kultspil er gengivet i tekst og billeder på tempelvægge og på papyrus, der udførligt beskriver spillets gang. Kultspillet finder sted i templet, på den hellige sø eller i graven, og de agerende kan bære masker. En oplæser reciterer handling og evt. dialog. Det er her irrelevant, om spillet overværes af tilskuere, eller om det foregår i det allerinderste af templet eller i graven for guden eller for den døde alene. Visse pyramide- og sarkofagtekster er tydeligvis drama.

Hymnerne er strofiske bønner. Den kendteste overleverede hymne er Den Store Atonhymne fra det 18. dynasti, hvis meget stærke naturpoesi er enestående for den egyptiske digtning. I kultens forskellige liturgier, det daglige tempelritual, fest- og balsameringsritualer indgik i øvrigt en række hymner.

Poesi

Ved poesi forstås her en strofisk ikke-religiøs tekst, der enten kan synges eller reciteres med eller uden musikledsagelse. Regulære digte forekommer enten i rene digtsamlinger som kærlighedsdigtene, eller de indgår i en såkaldt prosatekst.

Harpesangene er refleksioner over døden og kan have været sunget ved gravbanketterne. De tidligste fra Mellemste Rige priser døden og livet efter døden. Diametralt modsat er den anden type harpesange, der skønt forfattet i samme periode først er bevaret fra Amarnatiden. De er fyldt med tvivl om tilværelsen i det hinsides; de er skeptisk-hedonistiske og priser livet og verden: "De, der levede forhen... deres pyramider, hvad er der blevet af dem?". Så konsekvensen må være: "Følg dit hjerte" og "gør dine dage til en fest". Det er karakteristisk, at begge typer harpesange forekommer i samme grav.

Arbejdssangene ledsager arbejdsscenerier i gravene i alle perioder. De er ikke meget forskellige fra, hvad man kan høre i Egypten i dag.

Kærlighedsdigte findes bevaret på nogle få papyrus og ostraka fra begyndelsen af det 19. til midten af det 20. dynasti. De forekommer som rene digtsamlinger, og der anvendes ofte ordspil og bogstavrim; enderim bruges ikke. Billedsproget er levende: Den unge mand er fuglen, fanget i et net af kærlighed, kastet af den unge pige. Digtene er desuden fyldt med erotiske undertoner, hvis symbolik desværre endnu ikke er fuldt forstået. De elskende kalder hinanden søster og broder.

De egyptiske fortællinger

De egyptiske fortællinger er, således som de er bevaret, yderst litterære. Det er muligt, at oprindelsen er folkelig og mundtlig, men de nedskrevne værker er meget sofistikerede i stil og sprog; de er komplekse og bevidst kunstneriske frembringelser fra en højt uddannet skrivers pen. Indholdet i fortællingerne er mytisk, moralsk-etisk og "historisk". Der er ikke bevaret fortællinger, som entydigt kan dateres til Gamle Rige; fra Mellemste Rige er der til gengæld adskillige. De er holdt i et meget forfinet, næsten højtideligt sprog i streng metrisk form. I Nye Rige er fortællingerne i et mere dagligdags sprog, og de er tit både humoristiske og grovkornede. Endelig er der dyrefablerne, som først kendes på skrift fra Sentiden, men temaet er kendt fra talrige satiriske og humoristiske billedostraka fra Nye Rige, hvor dyr optræder i menneskelige situationer.

Læs videre om arkitektur i oldtidens Egypten eller læs om Egypten i oldtiden generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annette Lerstrup: Egypten i oldtiden - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68568