Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egypten i oldtiden - billedkunst

Oprindelig forfatter LMan Seneste forfatter Redaktionen

Nefertiti. Portrætbuste af kalksten med bemalet stuk og indlagt glasøje, 50 cm høj; Neues Museum, Berlin. Busten blev fundet i et værksted i Amarna sammen med andre kunstværker; det er et modelhoved, der senere skulle danne forbillede for en statue.

Nefertiti. Portrætbuste af kalksten med bemalet stuk og indlagt glasøje, 50 cm høj; Neues Museum, Berlin. Busten blev fundet i et værksted i Amarna sammen med andre kunstværker; det er et modelhoved, der senere skulle danne forbillede for en statue.

På samme tid som de skriftlige kilder viser sig i Egypten, ca. 3000 f.Kr., fremstår grundprincipperne i den egyptiske kunst fuldtudviklede. Forhistoriens bemalede kar, figurer og toiletgenstande varsler kun i ringe grad om det egyptiske billedsprog, som skulle komme til at dominere landets kultur i over tre årtusinder.

Egyptisk kunst var først og fremmest et håndværk med et magisk-religiøst formål. Kunsten for kunstens egen skyld synes at have været et fjernt begreb, til trods for at kunstens udøvere og brugere må have haft en højt udviklet æstetisk sans. Kunstværkerne indeholder et budskab, og deres symboler og udtryksformer skal kunne læses som en tekst. Først da opfylder kunsten sin opgave, og den ødsle brug af resurser får mening. At egypternes sprog blev skrevet med billedskrift, har yderligere styrket forbindelsen mellem ord og billede. Hver enkelt lille hieroglyf var underkastet de samme kanoniske principper som en monumental fremstilling.

Et officielt egyptisk kunstværk er resultat af et teamwork, hvor den enkelte kunstner forbliver anonym. Selvom navne på malere og billedhuggere er overleveret på deres egne gravmonumenter, er det yderst sjældent, at disse personer kan sættes i forbindelse med specifikke kunstværker. Gennem tre årtusinders faraonisk civilisation spores en vis udvikling, men hovedprincipperne og anvendelsesmulighederne forbliver de samme. Ved at skabe værker i to eller tre dimensioner til anvendelse i grave eller templer udførte kunstneren en hellig pligt, idet han var medvirkende til at bibeholde verdensordenen. At den var etableret en gang for alle og ikke yderligere kunne forbedres, bidrog til den egyptiske kunsts ensartede karakter.

Annonce

Kunstnerne arbejdede enten for kongen eller for privatpersoner, og deres overleverede monumentale værker består hovedsagelig af udsmykninger i form af skulpturer, relieffer eller malerier og af sakrale bygninger som templer og grave, som var bygget af sten eller hugget i klippevæggen. Paladser og privatboliger af soltørrede mursten er med enkelte undtagelser gået tabt tillige med deres dekoration, som antyder en vis eksperimenteren i motiver og udførelse. I mindre målestok findes et rigt udvalg af kunsthåndværk inklusive illustrerede bogruller. Skitser på potteskår og kalkstensskærver viser, at tegnerne her havde mulighed for at udfolde sig i uhæmmet form, fri for officielle rammer. Stenhuggerne viser deres ekspertise i udhugningen af kar af hårde stenarter, smykkekunstnerne i guldsmedearbejder, som danner ramme ikke om ædelstene, men om halvædelstene og glasindlæg, og billedskærerne i fx salveskeer og kosmetikbeholdere. Flerfarvet glas blev spundet til parfumeflasker, som blev udbredt over hele Middelhavsområdet.

Billedet havde dengang stor betydning, og det er derfor interessant, at en billedhugger, hvis tredimensionale produkt var det mest naturtro, blev kaldt for "en, der giver liv", og selve skabelsesprocessen blev omtalt som en "fødsel". I gravritualerne blev en statues mund og øjne åbnet, for at den kunne fungere i det hinsides. En gudestatue kunne bevæge sig og "tale" med sine præster, og figurer kunne på magisk vis blive levende og volde glæde eller skade alt efter omstændighederne. Ifølge en af de mange skabelseslegender fik guden Ptah fra Memphis status af skabergud efter oprindelig at have været gud for håndværk. Hans skaberevne lå dog på det mere intellektuelle plan, hvorimod det ifølge en anden legende var den vædderhovedede gud Khnum, der skabte mennesket med sine hænder på sit pottemagerhjul.

Det er inden for den todimensionale kunst, at egypterne udviklede en tradition, som skulle blive karakteristisk, specielt når det drejede sig om afbildning af menneskefiguren. Her tilfaldt hovedrollen "omridstegneren", dvs. den person, der "tegner en form", et begreb, som rummer både den ydre skikkelse og den indre natur. Det var ham, der skitserede de flader, som billedhuggeren skulle hugge og/eller maleren farvelægge. Uden tegneren eksisterede maleren ikke. Tegneren baserede sin figur på en fastlagt kanon, og vha. et kvadratnet, fiktivt eller reelt, anbragte han menneskefiguren på sin flade, idet hver legemsdel udfyldte et fastsat antal kvadrater. Figuren blev afbildet med de enkelte bestanddele set i de mest karakteristiske vinkler: ansigtet i profil med øjet set forfra, skuldrene og brystkassen set forfra, men dog med det ene kvindebryst i profil, lænden og benene i profil og navlen lidt inden for kroppens kontur. Det er lykkedes tegnerne at kombinere de forskellige aspekter på så harmonisk vis, at man efterhånden glemmer, at fremstillingen er anderledes end øjets totalbillede. Hænder og fødder blev en tid afbildet som parvis ens, men blev mod slutningen af det 18. dynasti differentieret.

Med en statue gik billedhuggeren til værks på lignende måde, selvom slutresultatet endte med at være mere anatomisk korrekt. På sin rå firkantede blok tegnede han et billede af sit motiv set forfra, fra siden og bagfra, og han arbejdede sig med mejslen gradvis indad, mens han kombinerede de forskellige aspekter til et harmonisk hele. Pga. denne teknik har egyptiske skulpturer oftest en lige akse, hvor figuren ser fremad. Variation i denne frontalitet fremkommer via lemmernes stilling. Personen kan skride fremad, bøje en eller begge arme, holde en stav eller en papyrusrulle samt vises knælende med det ene eller begge ben bøjet. Også billedskærere og kobbersmede anså denne afbildingsmetode for korrekt, selvom den ikke blev betinget af deres materiale. Pga. mangel på passende træ blev større træskulpturer sat sammen af mange stykker. De tidligste menneskefigurer ser ud til at have været formet i træ, så det var næppe stenens natur, der dikterede stilen. En særegen skulpturform var blokstatuen, der viser en person siddende på hug indesluttet i stenens kubiske form, mens alene hovedet rager op.

I todimensional kunst anvendtes ikke perspektiv. Personer og genstande blev afbildet på fladen uden i væsentlig grad at dække for hinanden. En undtagelse herfra er det sene 18. dynastis gengivelse af flere personer på række, hvor den forreste persons omrids er gentaget en eller flere gange i den såkaldte layering-teknik. De egyptiske kunstneres landskabsskildringer begrænsede sig til en strimmel ørkensand med planter eller et papyruskrat med diverse fauna. Tegnerne havde imidlertid udviklet et system til gengivelse af de haver og bygninger, som havde en rolle at spille i deres billedprogram. En have med en sø blev gengivet med søen set oppefra som en firkant med træer og planter anbragt rundt om i profil. En bygning blev gengivet enten set udefra eller i snit eller plan med detaljer (døre, vinduer, søjler samt indhold) i profil. Kort sagt: Egypterne afbildede verden, som de vidste den var, ikke som den så ud for det blotte øje.

Med kong Narmers sminkepalet (ca. 3000 f.Kr.) bebudedes det første typiske egyptiske kunstværk. Selvom paletten kun er 63 cm høj, rummer den alle de elementer, der ses i senere fremstillinger af den sejrrige konge i monumental målestok. Størrelse er lig med status, og kongen er den højeste figur. Han står fast på en vandret linje, mens hans fjender befinder sig i kaos. Motivet med kongen, der løfter en fjende i håret og er rede til at slå ham ned med køllen, fortsætter uændret i de næste tre årtusinder. Inddelingen af fladen i vandrette registre afspejler egypternes syn på verden som et sted, hvor alt har sin plads inden for de givne rammer og er styret af kongen eller på et mere nært plan af guvernøren eller stormanden.

Kongelig kunst var forbilledet. I todimensional kunst lod kongen sig afbilde som den handlekraftige sejrherre eller som den, der ofrer til sin "far", guden. En passiv rolle spillede han kun under kroningen, hvor han guddommeliggøres, eller i det hinsides, hvor han er optaget i gudernes selskab som deres "søn". I den tredimensionale kunst var kongens aktivitet begrænset til ofring til guderne, idet han kunne afbildes stående eller knælende med ofret i hænderne. Som passiv afbildedes han gerne siddende på sin trone, udstrålende det majestætiske netop ved sin statiske positur. Konteksten markeres gennem indskrifterne eller ved symboler, fx valget af krone, eller ved at afbilde kongen som sfinks med løvekrop og menneskehoved. Karakteristisk er den monumentale størrelse, som kongeskulpturen kunne antage. Siddende afbildninger af kongen i op til 20 m højde var en ikke usædvanlig del af udsmykningen af de egyptiske templer.

Også privatskulpturen havde til formål at understrege ejerens position i samfundet og etablere hans identitet. Her tages andre symboler i brug som fx vesirkåbe eller skrivetøj. En indskrift identificerer ejeren og giver dermed statuen mulighed for at udfylde sin funktion: I graven skulle den tjene som bolig for den afdødes "sjæl", og opstillet i templet skulle den vidne om hans hengivenhed og ydmyghed over for guden.

Privatpersoner spillede en rolle som kunstmæcener, men med dem selv i centrum. At udsmykke gravmonumenter gav mulighed for at holde den kunstneriske tradition ved lige. Det ses bedst i gravpladserne nær de store byer Memphis i nord og Theben i syd. Motiverne her er scener fra dagliglivet, som dels gengiver den ideelle situation på Jorden, dels vha. visuelle og auditive ordspil refererer til afdødes ønske om genfødelse i det hinsides. Scener fra begravelsen og dødekulten sikrede på magisk vis gennemførelsen af disse handlinger, der var så væsentlige for den videre eksistens. I mindre målestok bestilte man mindeplader af sten eller træ (steler) til opsætning i nærheden af traditionelle valfartssteder, frem for alt i Abydos, hvor dødeguden Osiris havde sin hovedhelligdom. Herved fik stelens ejer del i de ritualer, der blev udført for guden.

Da egyptisk kunst i hovedsagen bygger på symboler og idealfremstillinger, er den aldrig realistisk, selv ikke, når den som i Amarnaperioden tilsyneladende går ud over de gængse normer og nærmer sig det karikerende. Her erstattes et ideal blot af et andet. Derfor findes egentlig portrætkunst ikke, til trods for at enhver afvigelse fra idealbilledet kunne opfattes som sådan. Gamle Riges "reservehoveder", Mellemste Riges "kongefysiognomier" og Nye Riges "Amarnamasker" udtrykker snarere en ideologi end en individualitet. Først i Sentidens privatskulpturer og i de romerske mumieportrætter kan man fornemme egentlig portrætlighed.

Det er et udtryk for den egyptiske kunsts gennemslagskraft, at den fortsatte med fornyet styrke efter grækernes overtagelse af landets administration ved Alexander den Stores erobring af landet i 332 f.Kr. Kombineret med den mere plastiske græskinspirerede udformning af relief og skulptur nåede billedhuggerkunsten nye højder, inden den endeligt døde ud, adskillige hundrede år inden det sidste egyptiske tempel blev lukket i 500-t. e.Kr. Enkelte detaljer af billedprogrammet overlevede i den koptiske kunst, men med det egentlige indhold gik også det formelle udtryk tabt.

Med genopdagelsen af Egypten i moderne tid fulgte også en smag for faraonisk design, som det afspejlede sig i arkitektur, møbelkunst og boligindretning. Men da det var uden forståelse for det spirituelle indhold og kunstens budskab, blev det aldrig mere end et arkaiserende dekorativt fænomen. Se også egypticisme.

Læs videre om musik i oldtidens Egypten eller læs om Egypten i oldtiden generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Manniche: Egypten i oldtiden - billedkunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68580