Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Herakleios

Oprindelig forfatter KFle Seneste forfatter Redaktionen

Herakleios, (lat. Heraclius), ca. 575-641, byzantinsk kejser fra 610. Herakleios erobrede magten fra sin forgænger, Fokas, i en meget vanskelig situation, mens slaver og avarer invaderede riget på Balkan, og det blev truet østfra af perserne. Disse erobrede i løbet af 610'erne Syrien, Palæstina og Egypten. Herakleios sluttede 619 våbenstilstand med avarerne, hvorved det meste af Balkan blev prisgivet, og gik 622 til modoffensiv mod perserkongen, Khusrau 2., som han efter hårde kampe tilføjede et knusende nederlag i 627 efter året før at have brudt persernes og avarernes belejring af Konstantinopel. Herefter generobrede han Syrien, Palæstina og Egypten. Men 636-42 gik alle disse områder tabt til en ny fjende, de muslimske arabere.

Herakleios var en dygtig hærfører, der reddede riget på et kritisk tidspunkt; men udenrigspolitisk tabte riget alligevel mere, end det vandt, og indenrigspolitisk fejlede hans forsøg på at slå bro over de religiøse modsætninger. Det synes at være under Herakleios, at latin endeligt blev forladt som regeringssprog til fordel for græsk.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Fledelius: Herakleios i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90719