Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Byzantinske Rige

Oprindelig forfatter KFle Seneste forfatter Redaktionen

Det Byzantinske Rige.

Det Byzantinske Rige.

Det Byzantinske Rige, betegnelsen på det kristne rige, der voksede ud af Romerrigets østlige dele og havde Konstantinopel (tidligere Byzans, nu Istanbul) som hovedstad. Rigets geografiske tyngdepunkt var Lilleasien, men udstrækningen ændredes meget gennem tiden. Selv betegnede rigets borgere sig simpelthen som romere (græsk romaioi); først fra ca. 1500, efter at riget var ophørt med at eksistere, blev betegnelsen Det Byzantinske Rige den almindelige.

Ved en gradvis omdannelse af det gamle Romerrige udvikledes Det Byzantinske Rige mellem Konstantinopels grundlæggelse i 330 og kejserkroningen i Rom i 800 af frankerkongen Karl den Store. Osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 regnes for Det Byzantinske Riges afslutning, selvom de sidste territorier først blev erobret hhv. 1460 og 1461.

Konstantin 1. den Store (306-37) flyttede Romerrigets hovedstad fra Rom til byen Byzantion på Balkanhalvøens yderste forpost mod Lilleasien. "Det nye Rom"s landmur blev Europas største fæstningsanlæg og viste sig først utilstrækkelig over for osmannernes artilleri ved belejringen i 1453.

Annonce

Den nye hovedstad var handelsmæssigt og strategisk velplaceret og rigets politiske og økonomiske magtcentrum. Gennem middelalderen var den Europas eneste virkelige storby med op til 500.000 indbyggere.

Kejserdømmet

Kejserdømmet blev betragtet som den på forhånd givne statsform og kejseren som fuldstændig uafhængig og kun ansvarlig over for Gud. I princippet var tronen ikke arvelig, og for at sikre tronfølgen i slægten udnævnte kejseren ofte en eller flere sønner til medkejsere, så de automatisk overtog hovedmagten, når faderen døde.

Frem til 500-t. spillede to væddeløbspartier, De Blå og De Grønne, en central politisk rolle, men efter at de havde prøvet at styrte kejseren i et fælles oprør i 532, stækkedes deres magt. De fortsatte dog stadig med at spille en vigtig ceremoniel rolle som folkets repræsentanter over for kejseren.

Som en parallel til senatet i Rom havde kejseren et senat af fornemme embedsmænd, som enkelte gange kom til at spille en rolle ved tronskifter, men ellers var et magtesløst organ. Al magt samledes i hænderne på kejseren, som også var den eneste lovgiver.

Under sig havde kejseren ministre, logotheter, der forestod administrationens enkelte departementer. I den senbyzantinske tid voksede et storlogothet-embede frem, som kan sammenlignes med en statsministers, men dette embede fik aldrig egentlig forfatningsmæssig basis. Principielt var kejseren regeringens leder. Postministeren havde vejene, tolkekorpset og udenrigstjenesten under sig. Han skulle sikre, at kejseren altid var underrettet om, hvad der foregik inden for og uden for riget, og at hans ordrer kom sikkert og hemmeligt frem til modtagerne. Det Byzantinske Rige forsøgte så vidt muligt at undgå krig dels ved alliancer og dels ved at betale sig fra konflikter. Her var nøjagtige oplysninger om andre lande af stor betydning.

I 700-t. mistede kejseren det militære herredømme over byen Rom, hvor paven i år 800 egenmægtigt kronede frankerkongen Karl den Store til "romernes kejser". Dette var klart uforeneligt med byzantinsk opfattelse; de eneste fyrster, kejserne betragtede som deres ligemænd, var de persiske storkonger og deres arvtagere, de arabiske kaliffer (se også basileus).

I 457 afholdes for første gang kirkelig kroning af kejseren i Hagia Sofiakirken i Konstantinopel. Patriarken fik dog ikke fremover indflydelse på valg af kejser, som tværtimod udpegede patriarken og i tilfælde af uenighed kunne afsætte ham.

Det byzantinske retssystem

var en videreførelse af den antikke romerret, som kejser Justinian 1. (527-65) i 530'erne tog initiativ til at samle og systematisere i Corpus juris civilis, der i slutningen af 800-t. blev nyudgivet i en omredigeret udgave på græsk, Basilika. Byzantinsk ret blev brugt i Grækenland helt op i 1900-t. og betragtes stadig som en del af det moderne græske retsvæsens juridiske fundament.

Den byzantinske stat førte en aktiv erhvervspolitik. Et grundlæggende mål var at beskytte den almindelige forbruger og sikre billige levnedsmidler til hovedstaden og andre store byer; de handlendes profit var begrænset ved lov. Derudover sigtede erhvervspolitikken mod at sikre produktionen af luksusvarer både til hoffets behov og til gaver og bestikkelse af fremmede fyrster. Det var især silketøjer, emaljearbejder og andet kunsthåndværk, som var eftertragtet i udlandet. Grundlaget for rigets silkeindustri var indsmuglingen i 500-t. af silkeormepupper fra Kina, og frem til 1100-t. var Det Byzantinske Rige det eneste sted i Europa med silkeproduktion.

Landbrugspolitikken gik indtil 1000-t. ud på at sikre de mindre landbrug mod at blive opslugt af adels- og klostergodser for på den måde at bevare både skattegrundlaget og grundlaget for soldatervæsenet. Fra 1000-t., da forskellige adelsslægter overtog magten på skift, blev der givet frit løb for godsdannelse. Samtidig skete der en stigning i befolkningstal og landbrugsproduktion, og nyt land inddroges under dyrkning, især i rigets europæiske del; på samme tid svækkedes dog landbruget i Lilleasien på grund af kampene med osmannerne.

Den byzantinske hær og flåde

var veluddannet, men ikke særlig stor. I perioden før ca. 620 og i tiden efter ca. 1050 brugtes mest lejetropper, ofte af udenlandsk oprindelse. Men gennem 600- og 700-t. byggede kejserne en ny felthær og en krigsflåde op, som i første række var baseret på soldaterbønder, der fik jord stillet til rådighed af staten til gengæld for forpligtelse til krigstjeneste. Hermed reducerede man behovet for lejetropper under de langvarige krige med araberne og bulgarerne og styrkede samtidig lokalforsvaret i de truede provinser.

Teknisk set var den byzantinske hær og flåde længe den mest udviklede i Europa ikke mindst pga. den såkaldte "græske ild", en form for flamme- eller brandbombekaster, som især anvendtes under flådeoperationer. Der er overleveret flere lærebøger om byzantinsk krigskunst, som giver et indtryk af hærens taktiske tradition med stor vægt bl.a. på bagholdets teknik.

Det Byzantinske Riges historie

Det Byzantinske Riges historie er lang og dramatisk; trods ideologisk konservatisme ændrede det sig meget gennem sin mere end 1000-årige eksistens og udviste betydelig tilpasningsevne.

Herskere
324-37Konstantin 1.
337-61Konstantios
361-63Julian
363-64Jovian
364-78Valens
379-95Theodosius 1.
395-408Arkadios
408-50Theodosius 2.
450-57Markian
457-74Leon 1.
474Leon 2.
474-75Zenon
475-76Basiliskos
476-91Zenon (igen)
491-518Anastasios 1.
518-27Justin 1.
527-65Justinian 1.
565-78Justin 2.
578-82Tiberios 1. Konstantinos
582-602Maurikios
602-10Fokas
610-41Herakleios
641Konstantin 3. og Heraklonas
641Heraklonas
641-68Konstans 2.
668-85Konstantin 4.
685-95Justinian 2.
695-98Leontios
698-705Tiberios 2.
705-11Justinian 2. (igen)
711-13Filippikos
713-15Anastasios 2.
715-17Theodosius 3.
717-41Leon 3.
741-75Konstantin 5.
775-80Leon 4.
780-97Konstantin 6.
797-802Irene
802-11Nikeforos 1.
811Staurakios
811-13Michael 1. Rangabe
813-20Leon 5.
820-29Michael 2.
829-42Theofilos
842-67Michael 3.
867-86Basileios 1.
886-912Leon 6.
912-13Alexander
913-59Konstantin 7.
920-44Romanos 1. Lekapenos
959-63Romanos 2.
963-69Nikeforos 2. Fokas
969-76Johannes 1. Tzimiskes
976-1025Basileios 2.
1025-28Konstantin 8.
1028-34Romanos 3. Argyros
1034-41Michael 4.
1041-42Michael 5.
1042Zoë og Theodora
1042-55Konstantin 9. Monomachos
1055-56Theodora (igen)
1056-57Michael 6.
1057-59Isak 1. Komnenos
1059-67Konstantin 10. Dukas
1068-71Romanos 4. Diogenes
1071-78Michael 7. Dukas
1078-81Nikeforos 3. Botaneiates
1081-1118Alexios 1. Komnenos
1118-43Johannes 2. Komnenos
1143-80Manuel 1. Komnenos
1180-83Alexios 2. Komnenos
1183-85Andronikos 1. Komnenos
1185-95Isak 2. Angelos
1195-1203Alexios 3. Angelos
1203-04Isak 2. (igen) og Alexios 4. Angelos
1204Alexios 5. Murtzuflos
1204-22Theodor 1. Laskaris
1222-54Johannes 3. Dukas Vatatzes
1254-58Theodor 2. Laskaris
1258-61Johannes 4. Laskaris
1259-82Michael 8. Palaiologos
1282-1328Andronikos 2. Palaiologos
1328-41Andronikos 3. Palaiologos
1341-91Johannes 5. Palaiologos
1347-54Johannes 6. Kantakuzenos
1376-79Andronikos 4. Palaiologos
1390Johannes 7. Palaiologos
1391-1425Manuel 2. Palaiologos
1425-48Johannes 8. Palaiologos
1449-53Konstantin 11. Palaiologos

Fra Konstantinopels grundlæggelse i 330 til arabernes erobring af Alexandria i 642 fungerede Middelhavsområdet stadig som en enhed. I 500-t. lykkedes det kejser Justinian 1. at erobre Italien, Nordafrika og Sydspanien, som var gået tabt til germanske fyrster. Hans regeringstid blev politisk, militært, økonomisk og kulturelt et højdepunkt. Men kort tid efter hans død brød de germanske longobarder ind på den italiske halvø og erobrede store dele af den, og i årene før og efter 600 trængte slaviske folkemængder ind på Balkan og besatte praktisk taget hele halvøen. Hertil kom i første halvdel af 600-t. først en persisk og derefter en arabisk invasion i de østlige dele af riget. Den sidste, som også bragte den nye religion, islam, med sig, ændrede for bestandig de politiske, demografiske, religiøse og kulturelle forhold i Middelhavsområdet, og sammen med den slaviske invasion reducerede den Det Byzantinske Rige til en gruppe spredte besiddelser.

De følgende to århundreder var præget af rigets overlevelseskamp mod araberne og samtidig af stærke indre spændinger. Det lykkedes at bevare herredømmet over Lilleasien og styrke rigets stilling på Balkan dog i konkurrence med den nye bulgarske stat.

Indenrigspolitisk prægedes epoken af striden om brugen af hellige billeder (se billede (religiøse billeder)). De byzantinske kejsere var gennemgående fjender af billeddyrkelsen, som paven i Rom støttede. Billedstriden kom derved til at øge splittelsen mellem det kristne øst og vest.

Omkring midten af 800-t. var rigets tilbagegang imidlertid slut, idet store administrative omdannelser havde styrket dets økonomi og militærvæsen, og det blev muligt at gå over fra defensiven til offensiven mod araberne. I 900-t. tilbageerobredes Kreta, Cypern, Kilikien og Antiochia, i 1014-18 blev det bulgarske rige på Balkan endeligt undertvunget. I 1030'erne gjordes midlertidige erobringer på Sicilien, og 1045 udvidedes riget mod øst ved indlemmelsen af det uafhængige armenske rige Ani. Dette blev afslutningen på den middelbyzantinske ekspansion. Det Byzantinske Rige var blevet Europas stærkeste militærstat foruden at være den rigeste, og også i Mellemøsten stod riget stærkt efter det arabiske kalifats opløsning.

Kontakten med Vesten blev øget. Den tysk-romerske kejser Otto 2. var gift med en byzantinsk prinsesse, som efter hans død styrede det vestlige kejserrige som formynder for deres umyndige søn. Også båndene til Venezia blev styrket ved ægteskabsforbindelser.

Den ortodokse mission blandt slaverne i anden halvdel af 800-t. styrkede indflydelsen i det østlige Europa. Missionens største triumf var Ruslands overgang til kristendommen i 988, hvorved en stærk og farlig modstander forvandledes til en alliancepartner. Kulturelt var epoken en blomstringstid; i arkitekturen indledte korskuppelkirken en ny udvikling, som siden har præget ortodoks kirkebyggeri; og byzantinsk kunsthåndværk var eftertragtet i hele Europa.

Den største fare for riget omkring midten af 1000-t. var i virkeligheden dets succes, som havde ført til en slækkelse både af finanspolitikken og militærpolitikken. Hoffet slugte stadig flere resurser, og centralmagtens stærke greb om lokalsamfundene svækkedes. De lokale stormænd udvidede deres godser og indflydelse på bekostning af skatte- og soldaterbønderne. En anden begivenhed, som skulle vise sig skæbnesvanger på længere sigt, var bruddet mellem patriarken af Konstantinopel og paven i Rom i 1054, som førte til den endelige opsplitning af kristenheden i en romersk-katolsk og en græsk-ortodoks sfære.

Både hær og flåde fik lov at forfalde, og i 1071 vandt de tyrkiske seldsjukker ved Manzikert i Armenien en stor sejr, som blottede Lilleasien. Samtidig erobrede normannerne rigets sidste støttepunkt i Syditalien, og Alexios 1. Komnenos' alliance med Venezia mod normannerne i 1081 blev dyrt købt med vidtgående handelsrettigheder og en væsentlig forringelse af rigets toldindtægter.

I 1095 appellerede Alexios 1. til pave Urban 2. om hjælp fra Vesten. Den kom i form af det 1. korstog, som ganske vist førte til en formindskelse af den seldsjukkiske trussel, men samtidig til etableringen af potentielt fjendtlige kristne stater ved rigets sydgrænse.

Alligevel genvandt riget under Alexios 1. meget af sin prestige og storpolitiske betydning. Det rige Konstantinopel havde stadig en stor tiltrækningskraft og blev bl.a. besøgt af den danske kong Erik 1. Ejegod i 1103 og den norske kong Sigurd 1. Jorsalfar i 1111.

Fremgangen kulminerede under Manuel 1. Komnenos. Han var en dristig og initiativrig kejser, som styrkede rigets indflydelse på Balkan over for den nye regionale stormagt Ungarn, vandt overherredømmet over korsfarerfyrstedømmet Antiochia og satte det besværlige Venezia på plads gennem handelssanktioner. En tid så det endog ud til, at riget skulle genvinde sin indflydelse i Italien i forbund med paven og befolkningen i Rom mod den tysk-romerske kejser Frederik 1. Barbarossa, men i 1177 lykkedes det Venezia at bringe paven og kejseren sammen i et forbund. Hermed faldt den omhyggeligt opbyggede byzantinske storpolitik sammen, og initiativet gik over til rigets fjender.

Manuel 1.s død blev også afslutningen på dynastiets omhyggelige familiepolitik, som gik ud på at binde de store slægter sammen. Den sidste Komnenos, Andronikos 1., var en blodig og utilregnelig hersker, der blev styrtet 1185 af Isak 2. Angelos. Normannerne erobrede midlertidigt rigets næststørste by, Thessaloniki, og Cypern rev sig løs. Omkring år 1200 var riget i en tilstand af fremadskridende opløsning. Årsagen var nok, at riget i stigende grad var blevet en feudalstat, domineret af stormandsslægter både centralt og lokalt. Situationen blev udnyttet af hovedfjenden Venezia, som 1203 fik dirigeret det 4. korstog mod Konstantinopel i stedet for mod Jerusalem. Året efter erobrede og plyndrede korsfarerne byen.

Korsfarerne oprettede et romersk-katolsk kejserrige ved navn Romania på Det Byzantinske Riges ruiner. Det skulle være et feudalt mønsterrige med megen magt til storvasallerne og kun ringe magt til kejseren. Venezia satte sig forlods på 3/8 af både riget og hovedstaden, men ellers domineredes det af franskmænd og fransk sprog. Efter nogle protester havde paven, Innocens 3., bøjet sig for de fuldbyrdede kendsgerninger og godkendt det nye kejserrige, som principielt blev betragtet med sympati i det katolske vestlige Europa. I praksis blev de latinske kejsere imidlertid for det meste overladt til sig selv, og deres magt blev stadig mindre.

Det Byzantinske Rige.

Det Byzantinske Rige.

Det var aldrig lykkedes korsfarerne at få kontrol med hele rigsterritoriet. Tre steder blev der grundlagt byzantinske eksilriger, to "kejserriger" i Lilleasien, Nikæa og Trapezunt, og et "despotat" på Balkan, Epiros. Nikæa lå tættest ved Konstantinopel og beherskede det vestlige Lilleasien; i 1261 erobrede det næsten uden sværdslag Konstantinopel fra latinerne. Senere blev også store områder på Balkan tilbageerobret. Trapezunt i det nordøstlige Lilleasien blev aldrig andet end en regional magt, men var handelsmæssigt og strategisk velplaceret og overlevede helt frem til 1461. Despotatet Epiros gik derimod til grunde i 1300-t.

Efter tabet af Konstantinopel i 1261 søgte Vesten igen at bringe byen på latinske hænder. Derfor måtte kejseren, Michael 8. Palaiologos, udfolde et vidtforgrenet diplomati, som spændte over hele Middelhavsområdet. En konflikt mellem de to store handelsrepublikker, Genova og Venezia, lettede opbygningen af Det Byzantinske Rige i denne periode, men i 1299 sluttede de to republikker fred, hvilket afgørende svækkede kejsernes manøvremuligheder.

Michael 8. blev grundlæggeren af dynastiet Palaiologos, det sidste byzantinske dynasti og et af de længst varende. 1321-54 rasede borgerkrige mellem medlemmer af kejserfamilien; det kom til at gavne rigets naboer, først serberne og derpå osmannerne, som efter at have slået serberne i 1371 blev den nye dominerende magt på Balkanhalvøen. På dette tidspunkt var der ikke meget tilbage af Det Byzantinske Rige: Der var hovedstaden med nærmeste opland, Mistra på Peloponnes og nogle øer i Ægæerhavet samt byen Filadelfia, der lå isoleret langt inde i Lilleasien. Reelt var Det Byzantinske Rige nu en tributpligtig vasalstat under den osmanniske sultan; kejseren måtte endda hjælpe osmannerne med at erobre Filadelfia i 1390. Nu var rigets eneste forsvar i virkeligheden kun hovedstadens stærke mure.

Det Byzantinske Rige fik en smule respit, da dets fjende sultan Beyazit 1. blev besejret af den mongolske hersker Timur Lenk ved Ankara 1402. Men fra 1421 førtes der igen en aggressiv osmannisk politik over for Det Byzantinske Rige. Derfor appellerede man om hjælp fra Vesten, og flere gange rejste kejserne personligt til Vesteuropa. I 1439 indgik kejser Johannes 8. endog en aftale med paven om at indordne den græsk-ortodokse kirke under romerkirken. Men et undsætningsforsøg endte i 1444 med nederlag mod osmannerne ved Varna, og da sultan Mehmed 2. i 1451 indledte storstilede forberedelser til Konstantinopels erobring, havde kejseren ud over en fåtallig befolkning kun et mindre antal vestlige tropper at støtte sig på.

Det Byzantinske Rige. Osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453, set fra Europa. Fæstningerne langs Bosporus havde fra 1452 afskåret byens kornforsyning, og i 1453 transporterede osmannerne skibe over land til bugten Det Gyldne Horn (midtfor tv.), hvilket øgede forsvarslinjen med en tredjedel. Forrest ses dramaets hovedpersoner, i midten sejrherren, sultan Mehmed 2. Fatih ('Erobreren'). Miniaturen er fra ca. 1455 og stammer fra et håndskrift, der er tilegnet hertug Filip 3. den Gode af Burgund og i dag findes i Bibliothèque nationale i Paris.

Det Byzantinske Rige. Osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453, set fra Europa. Fæstningerne langs Bosporus havde fra 1452 afskåret byens kornforsyning, og i 1453 transporterede osmannerne skibe over land til bugten Det Gyldne Horn (midtfor tv.), hvilket øgede forsvarslinjen med en tredjedel. Forrest ses dramaets hovedpersoner, i midten sejrherren, sultan Mehmed 2. Fatih ('Erobreren'). Miniaturen er fra ca. 1455 og stammer fra et håndskrift, der er tilegnet hertug Filip 3. den Gode af Burgund og i dag findes i Bibliothèque nationale i Paris.

Den 29. maj 1453 erobrede sultanen byen, bl.a. støttet af sit kraftige artilleri, og gjorde den til hovedstad i sit eget rige.

På Peloponnes fortsatte det græske delrige, der havde Mistra som hovedstad, endnu nogle år, men i 1460 indtog sultanen også denne kejserdynastiets sidste besiddelse. I 1461 rundede han likvideringen af Det Byzantinske Rige af med erobringen af det lille kejserrige i Trapezunt.

Efterliv

Politisk og militært var der i 1300- og 1400-t. sket en stadig udvikling fra ondt til værre. Kulturelt var denne periode imidlertid en af rigets mest frugtbare epoker. De nære kontakter mellem Øst og Vest betød meget for videregivelsen af den græske kulturarv til Vesteuropa; for de slaviske ortodokse folkeslag blev periodens byzantinske kultur en væsentlig inspirationskilde for eftertiden.

I Rusland betragtede storfyrsten af Moskva sig efter 1453 som Det Byzantinske Riges rette arvtager og den ortodokse tros forsvarer; Rusland blev "Det Tredje Rom".

Heller ikke blandt grækerne under osmannisk herredømme døde drømmen om en genoprettelse af Det Byzantinske Rige, "Den store idé", som grækerne kaldte den, og som de efter 1. Verdenskrig forsøgte at realisere. Nederlaget til osmannerne i Lilleasien i 1922 viste dog, at drømmen var umulig.

Møntvæsen

De byzantinske kejsere slog mønt i guld, sølv og kobber. Læs mere om møntvæsenet i Det Byzantinske Rige.

Kirkeforhold

Konstantinopel blev grundlagt som en kristen by, og som en integreret del af samfundet kom kristendommen til dybtgående at præge byzantinsk kultur og historie. Læs mere om kirken i Det Byzantinske Rige.

Arkitektur og billedkunst

Det Byzantinske Riges kunst prægede i mere end 1000 år Middelhavsområdets kultur og fik dybtgående indflydelse på vesteuropæisk kunst i middelalderen. Læs mere om kunst og arkitektur i Det Byzantinske Rige.

Litteratur

Byzantinsk litteratur er ikke et entydigt begreb, men kan defineres som Det Østromerske Riges litteratur fra begyndelsen af 300-t. e.Kr. indtil tyrkernes erobring af hovedstaden Konstantinopel i 1453. Læs mere om Det Byzantinske Riges litteratur.

Teater

Teatret fik i Det Byzantinske Rige en enestående dobbeltrolle: Det bevarede den dramatiske genre mimen længe efter at den var ophørt med at eksistere i Rom, og det frembragte kirkespil, flere hundrede år før noget tilsvarende ses i vest. Læs mere om teatret i Det Byzantinske Rige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Fledelius: Det Byzantinske Rige i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52850