Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Limassol

Oprindelige forfattere BenJo, KiVJ og See Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/18025/=ud_a_154384.mp3?revision=1

Limassol, (gr. Lemesos, tyrk. Limasol), Cyperns næststørste by og vigtigste havneby; 101.000 indb. (2011). Byen ligger på sydkysten ved Akrotiribugten og er landets absolut største turistby; dertil er den centrum for landets shippingbranche, forretningsliv og industri. Byen ligger omgivet af citruslunde og vinmarker, som strækker sig op ad Troodosbjergenes sydvendte skråninger side om side med æble-, pære-, kirsebær- og abrikosplantager. Fra havnen eksporteres vin, frugtjuicer og -konserves.

Limassols store tyrkiske befolkning flygtede nordpå under den tyrkiske invasion af Nordcypern i 1974; samtidig fordobledes byens græske befolkning af flygtninge nordfra. Under den libanesiske borgerkrig (1975-90) kom mange libanesere hertil, og Limassol overtog til en vis grad Beiruts position i Mellemøstens forretningsliv.

Historie

Limassol var oprindelig en lille markedsby, men den blomstrede op under korstogene. Da den engelske kong Richard 1. Løvehjerte i 1191 erobrede Cypern, lod han sig vie i Limassols slot. Byens havn blev især vigtig, da Genova i 1372 indtog Famagusta. I århundrederne frem til begyndelsen af 1800-t. faldt indbyggertallet, og først i slutningen af 1800-t. under britisk styre fik Limassol en renæssance.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bente Johannessen, Kirsten Vagn Jensen, Peter Seeberg: Limassol i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116975