Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sumerer (Religion)

Oprindelig forfatter AWes Seneste forfatter Redaktionen

Sumererne var efter alt at dømme stærkt religiøse. De var fast overbevist om, at mennesket kun var skabt for at være gudernes trækdyr; og de anså historien for at handle mere om guder end om mennesker. Der var mange guder, store og små, der havde hver sit virkefelt. Selvom de var anerkendt overalt, havde hver gud sin hjemby, hvor hovedtemplet lå. De vigtigste guder var himmelguden An, der var bygud i Uruk; Inanna, Ans datter, gudinde for krig og kærlighed og ligeledes hjemmehørende i Uruk, selvom hun havde store templer i en lang række byer; Enlil, stormguden, med hjemby Nippur; Enki, den snilde gud for kilder og floder, med hjemby i Eridu; Ninmakh eller Ninhursanga, en modergudinde, der hørte hjemme flere steder; måneguden Nanna eller Suen, med hjemby i Ur; og Ninurta, Enlils søn, en krigs- og frugtbarhedsgud, der boede sammen med sin far i Nippur. Se også Mesopotamien (religion).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Westenholz: sumerer (Religion) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166966