Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kaldæere

Oprindelig forfatter AWes Seneste forfatter Redaktionen

kaldæere, oldtidsfolk i det sydlige Babylonien. Kaldæernes oprindelse er uklar, men det formodes, at de er indvandret til Babylonien fra Den Arabiske Halvø. Kaldæerne var inddelt i stammer og havde tydeligvis en bykultur; de grundlagde nye byer foruden at overtage de ældgamle babyloniske byer, fx Ur ("Ur i Kaldæa").

Ca. 800-625 f.Kr. kæmpede kaldæerne indædt mod det assyriske overherredømme i Babylonien, og det blev en af deres ledere, Nabopolassar, der 625-605 f.Kr. blev den første af de nybabyloniske konger. På det tidspunkt havde kaldæerne for længst overtaget den babyloniske kultur.

Annonce

I den græsk-romerske verden kom kaldæer til at betyde astrolog, idet astrologien blev anset for at være af babylonisk oprindelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Westenholz: kaldæere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103164