Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Babylonien (Historie)

Oprindelig forfatter KJ Seneste forfatter Redaktionen

Babylonien.

Babylonien.

Den oldbabyloniske periode (ca. 2000-1651 f.Kr.). Babylon var en ubetydelig by, da den omkring 2000 f.Kr. blev sæde for et amoritisk dynasti. Efter det sumeriske Ur III-riges fald blev det sydlige Mesopotamien opsplittet i en række selvstændige bystater, hvoraf først Isin og Larsa og siden Babylon fremstod som de vigtigste; disse bystater blev regeret af amoritiske konger. Babylons fremtrædende magtposition skabtes af den berømte kong Hammurapi (1848-06 f.Kr.). Han underlagde sig hele det sydlige Mesopotamien, som herefter blev kaldt Babylonien — i modsætning til Assyrien i nord. Hammurapi erobrede desuden store områder i det nordlige Mesopotamien, men hans efterfølgere formåede ikke at fastholde disse erobringer. Trods periodisk uro blandt de traditionelt selvstændige bystater bevarede kongerne dog kontrollen med selve Babylon, indtil hittitterne i 1651 f.Kr. erobrede den og afsatte dynastiet. Den oldbabyloniske periode er kun dårligt bevidnet i selve Babylon, eftersom en høj grundvandsstand forhindrer arkæologiske undersøgelser af de ældste lag af byens ruiner. Periodens historie kendes bedst fra fund i andre babyloniske byer og mht. Hammurapis tid især fra den diplomatiske korrespondance, der er fundet i byen Mari.

Den middelbabyloniske periode (ca. 1570-1158 f.Kr.). Efter den kortvarige hittitiske erobring blev den politiske kontrol af Babylonien overtaget af kassitterne, der var en folkegruppe indvandret fra Iran. Deres konger regerede i de følgende ca. 400 år Babylonien og grundlagde en ny hovedstad, Dur-Kurigalzu, vest for det nuværende Baghdad. Kassitterne havde diplomatiske forbindelser med Egypten og hittitterne. Babylonien blev i denne periode udsat for stærkt militært pres fra både Assyrien og Elam, og i 1234 f.Kr. blev riget erobret af den assyriske konge Tukulti-Ninurta. Det lykkedes dog for kassitterne at bevare magten, men efter mange års opslidende krig mod Elam mistede dynastiet endegyldigt magten i 1158 f.Kr., da elamitterne erobrede Babylonien. I løbet af den middelbabyloniske periode blev Babylon litterært og religiøst centrum for hele Mesopotamien.

Omkring 1000 f.Kr. blev Babylonien mål for en indvandring af halvnomadiske aramæerstammer. Sammen med kaldæerne, som beboede kystegnene omkring Den Persiske Golf, kæmpede de mod assyrerne for at opnå politisk indflydelse i Babylonien og specielt i byen Babylon. Indbyggerne i Babylon foretrak dog af flere grunde at være under assyrisk overherredømme. Babylon var stadig Mesopotamiens kulturelle center, og derfor krævede indbyggerne flere specielle privilegier, fx fritagelse for visse former for beskatning og for tvangsarbejde ved offentlige byggerier. Disse krav havde assyrerne større forståelse for end kaldæerne og aramæerne. Desuden var Babylon en rig handelsby, og assyrerne kunne med deres militære overmagt effektivt beskytte Babylons handelsruter. 800-600-t. f.Kr. var Babylonien næsten konstant underlagt assyrisk overherredømme, og landet blev som oftest regeret af babyloniske konger, der var indsat i embedet af assyrerne. Den assyriske konge Tiglat-Pileser 3. (744-727 f.Kr.) måtte dog involvere sig mere direkte, da kaldæerne ved flere lejligheder militært var trængt ind i Babylonien og havde tilranet sig kongemagten. De militære og politiske spændinger mellem Assyrien og Babylon øgedes, indtil den assyriske kong Sankerib (704-681 f.Kr.) til sidst mente, at en konfrontation var uundgåelig. I 689 beordrede han Babylon ødelagt, hvilket vakte både forfærdelse og vrede ikke kun i Babylonien, men også i Assyrien. Sankerib blev myrdet af sine egne hoffolk, og meget tyder på, at det var en direkte følge af hans handlinger mod Babylon. Hans efterfølger Assarhaddon (680-669 f.Kr.) fordrev kaldæerne og genopbyggede Babylon, og i den følgende tid herskede der fred i landet. I midten af 600-t. kom det til åben krig mellem den assyriske konge Assurbanipal og hans bror, der regerede som vasalkonge i Babylonien. Assurbanipal belejrede Babylon, som overgav sig i 648 f.Kr., efter at sult havde drevet byens indbyggere til kannibalisme. Assurbanipal blev den sidste store assyriske konge, og efter hans død i 627 f.Kr. skiftede magtbalancen til Babyloniens fordel.

Annonce

Den nybabyloniske periode (626-539 f.Kr.). På trods af gentagne militære angreb lykkedes det aldrig assyrerne at pacificere kaldæerne helt, og i 625 f.Kr. blev kaldæeren Nabopolassar konge i Babylonien, og Babylon blev atter hovedstad i et selvstændigt rige. Hans regering var præget af krige mod et stadig mere svækket Assyrien, og da hans søn Nebukadnesar 2. (605-562 f.Kr.) blev konge, var Assyrien som stat ophørt med at eksistere.

Nebukadnesar skabte et rige, der kunne måle sig med det assyriske, men der findes kun ganske få skriftlige kilder, der kan belyse hans lange regeringstid. Hans ni første regeringsår er omtalt i samtidige babyloniske indskrifter, og han er tillige nævnt i Det Gamle Testamente. Han førte flere felttog mod Syrien og Palæstina, primært for at drive egypterne ud. Nebukadnesar angreb og erobrede Jerusalem to gange. Ved begge lejligheder førtes tusindvis af jøder i eksil til Babylonien, og under det sidste felttog blev Jerusalem totalt ødelagt. Nebukadnesar forsøgte flere gange at erobre Egypten, men måtte opgive. Det babyloniske imperium havde et velfungerende administrativt system, og Nebukadnesar gjorde Babylonien til det rigeste land i Vestasien, ligesom Babylon blev den største by i den daværende "civiliserede verden".

Nebukadnesars død blev efterfulgt af en kortvarig periode med politisk uro for Babylonien. Nabu-naid (555-539 f.Kr.) blev den sidste babyloniske konge. Hans regering var præget af interne problemer, og hans popularitet i befolkningen var meget svingende. I 554 f.Kr. indgik Nabu-naid en forsvarsalliance med Medien mod perserne og deres konge, Kyros 2. den Store. Nabu-naid forlod i 552 Babylonien og indsatte sin søn som vicekonge. Selv slog han sig ned i oasen Tayma i det nordlige Arabien, hvorfra han organiserede de arabiske provinser. Kyros tøvede ikke med at udnytte hans fravær og erobrede Medien i 550 og Lydien i 546 f.Kr. Nabu-naid vendte tilbage til Babylonien i 542 f.Kr., men kunne ikke dæmme op for persernes fremmarch. I 539 f.Kr. erobrede Kyros Babylonien og indtog Babylon uden at møde modstand. En senere legende fortæller, at Kyros ændrede Eufratflodens løb for at kunne oversvømme byen og erobre den. Dette findes der dog intet belæg for i samtidige kilder. Kyros udråbte sig til konge af Babylonien, som dermed blev en provins i Perserriget. Babylonien genvandt aldrig sin selvstændighed. Se også Mesopotamien (historie) samt for lov og ret i Babylonien Mesopotamien (lov og ret) og Hammurapis Lov.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Jensen: Babylonien (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42829