Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Babylonien

Oprindelige forfattere AWes, EMoell, JHoey, UWes og LB-B Seneste forfatter Redaktionen

Babylonien, oldtidsrige i den sydlige og mindre frugtbare del af Mesopotamien i det nuværende Irak; riget havde centrum mellem floderne Eufrat og Tigris og er opkaldt efter hovedbyen Babylon.

Kunst og arkitektur

Babyloniens kunst- og arkitekturhistorie falder i tre dele svarende til oldbabylonisk, middelbabylonisk og nybabylonisk tid.

Kendskabet til rigets kunst og arkitektur stammer fra udgravninger, der blev indledt efter 1850. Desuden indeholder officielle tekster beretninger om opførelse og indretning af offentlige bygninger, og private arkiver giver oplysninger om folks dagligliv og virke. Endelig er mange kunstgenstande forsynet med indskrifter. Babylons old- og middelbabyloniske levn ligger utilgængeligt under vand.

Annonce

I oldbabylonisk tid dominerede den kulturelle arv fra Mesopotamien inden for kunst og arkitektur. I de babyloniske byers centrum lå store anlæg med templer på den flade jord og et tempel på toppen af zigguraten (tempeltårnet). Løvefigurer af kobber eller terrakotta vogtede templernes indgange. Desuden fandtes paladser og klostre. I beboelseskvartererne lå huse, forretninger, skoler, værksteder og kapeller tæt omkring gader og pladser. Malerier, der smykkede paladserne, relieffer og skulpturer er kendt fra denne periode. Det berømteste værk er kong Hammurapis ca. 2 m høje billedstele med hans lovsamling indgraveret.

I middelbabylonisk tid opførtes en ny hovedstad i Dur-Kurigalzu (nuv. Aqar Quf). En ziggurat og templer i traditionel stil er udgravet, mens paladset var i ny stil; dets mange forskellige funktionsområder var splittet op og placeret i hver sin paladsbygning. Malerier i paladset viste optog af embedsmænd. I byen Uruk opførtes et lille tempel med utraditionel plan. Dets ydre var dekoreret med teglstensrelieffer, som blev forbilleder for de senere glaserede relieffer i Elam, Babylonien og Persien.

Der er fundet mange dokumenter, der omhandler kongelige len (kudurru); de var udhugget i sten og udsmykket med tekst og gudesymboler. Visse af disse gudesymboler blev forbilleder for vor tids stjernetegn.

I nybabylonisk tid foretog kong Nebukadnesar en total nygrundlæggelse af mange byer i Babylonien, men især blev Babylon fornyet, da bygningerne var truet både af høj grundvandsstand og af Eufrats vand. Den gamle mesopotamiske tradition blev fulgt i arkitekturen. Templerne havde plan som et hus med en central gård, omgivet af rum, og forcella og hovedcella lå en suite med den brede side ud mod gården. Babelstårnet, en ziggurat, havde ifølge antikke beskrivelser syv etager i forskellige farver med et tempel på toppen. Betydelige rester af zigguraten og dens trappe er bevaret. Endelig var mange bygninger i Babylon prydet med glaserede teglrelieffer og -malerier.

Sprog

Babylonierne talte den ene af de to akkadiske dialekter, babylonisk. Babylonisk adskiller sig hovedsagelig fra den anden akkadiske dialekt, assyrisk, i udtalen. Babylonisk blev talt og skrevet mellem ca. 2000 f.Kr. og 200 e.Kr. I denne periode ændrede dialekten sig meget, men skriftsproget fulgte kun delvis med. Efter ca. 1000 f.Kr. er der stor forskel på udtalen og stavningen. Ordet for 'isse', som staves muhhu, blev fx udtalt woh. I eksemplet her skal h udtales [x].

En standardiseret form af dialekten, som blev skrevet omkring 1200 f.Kr., blev knæsat som norm for al videnskabelig og religiøs litteratur; den gjaldt derefter overalt, hvor kileskriften blev brugt, også i Assyrien.

Religion

Babylonierne var arvtagere efter den sumeriske kultur og religion. De overtog og tilpassede centrale religiøse forestillinger og tog mange af de sumeriske guder til sig. Men selvom der kan påvises kontinuitet, er der også klare forskelle på sumerisk og babylonisk religion.

Vor viden om Babyloniens religion bygger på arkæologiske fund og kileskrifttavler. Teksterne er righoldige og mangeartede; der er hymner, bønner, ritualforskrifter, myter, gudelister og breve. De materielle levn omfatter templer og tempeltårne samt grave og ikonografisk materiale som relieffer, terrakottafiguriner og cylindersegl. Ingen gudestatuer er bevaret; de var fremstillet af kostbare materialer, der har fundet genanvendelse allerede i samtiden. De fleste skriftlige kilder stammer fra palads- og tempelbiblioteker og afspejler især den officielle kult. Det er derfor ofte umuligt at tyde ikonografiske udtryk for privat religion, fx på terrakottareliefferne.

Gudeverdenen omfattede ca. 3000 sumeriske og akkadiske guder. Mange blev i praksis identificeret som én og den samme, fx den sumeriske vand- og visdomsgud Enki og den akkadiske Ea. Guderne havde forskellige virkefelter; fx var mange tilknyttet naturfænomener. Desuden var enhver af de vigtigste guder også bygud i en eller flere byer, hvor de havde deres vigtigste helligdom. Byguden var hovedperson i de årlige ceremonier, der skulle understrege gudens og byens samhørighed og gensidige afhængighed. Akitufesten for guden Marduk i Babylon er et godt eksempel. Det var en nytårsfest, hvor alle tings plads i verdensordenen blev stadfæstet endnu en gang. Kongen måtte rituelt stå til regnskab over for Marduk for sin forvaltning af Babylon, og "skæbnerne" blev fastsat for det nye år. "Skæbnerne" er et centralt begreb i babylonisk religion. Der er ikke tale om uafvendelige beslutninger, men snarere om alle tings bestemmelse og formål i universets orden. Det er fx muligt at dø "før sin skæbnes dag", dvs. den dag, der egentlig var den passende. Skæbnerne blev skrevet ned på en tavle, der var nøglen til al magt i universet. I skabelseseposet Enuma elish, der blev læst op under akitufesten, får Marduk skæbnetavlen sammen med sin nye værdighed som gudernes konge.

Menneskets "skæbne" var at sørge for gudernes fornødenheder. En statue af guden i sit tempel blev passet som en konge i sit palads. Når en gudestatue var blevet indviet, var den guden, og hvis statuen blev ranet, var det ensbetydende med, at guden i vrede forlod sin by. Men guden var ikke blot til stede i sit kultbillede. Solguden Shamash fx var både statuen inde i templet, Solen på himlen og retfærdighedens vogter, der var til stede, når han blev påkaldt i forbindelse med en retssag eller en varselstagning.

At tage varsler var en vigtig del af babylonisk kultur. Det gav menneskene mulighed for at lære gudernes vilje at kende. Et spørgsmål kunne forelægges gudernes forsamling ved solnedgang, og gudeforsamlingen afgav sit svar næste morgen i offerdyrets indvolde. Guderne kunne også spontant sende varsler, og selvom varslerne var udtryk for gudernes vilje, var de ikke uafvendelige, idet de kunne afværges med magi. Ved sådanne magiske ritualer blev den varslede ulykke enten udført i lille målestok eller overført på en stedfortræder, fx på en hund eller et stykke stof.

Hvert menneske havde to personlige guder, en mandlig og en kvindelig. De gik i forbøn for mennesket hos de store guder og bistod ham eller hende. Hvis man blev ramt af uheld eller blev syg, var det tegn på, at man havde begået en eller anden rituel fejl eller en forbrydelse, der havde fået ens guder til at forlade en. Gudsforladt var man et nemt bytte for dæmoner og onde ånders angreb. Menneske og gud var gensidigt afhængige af hinanden; guden beskyttede en selv og familien, og mennesket sørgede for gudens fornødenheder.

Menneskets eneste chance for lyksalighed eksisterede kun i dette liv. Efter døden kunne man højst håbe på ikke at få det for ubehageligt. Derfor gjaldt det om at have mange efterkommere, der kunne skænke frisk vand til ens ånd efter døden og holde mindet om en i live. Barnløse kunne adoptere alene for at få frisk vand i dødsriget.

Ubevidste rituelle overtrædelser og forbrydelser mod medmennesker havde som sagt de samme konsekvenser i religiøs forstand. Men der findes alligevel tegn på, at guderne blev tillagt en vis etisk dømmekraft, og templerne fungerede ofte som hjælpere for de fattige og svage.

Astronomien

Astronomien i Babylonien er den ældste kendte med et udviklet teorigrundlag, og den viser sig stadig tydeligere som den ældste kilde til de eksakte videnskaber. Astronomien var en aritmetisk videnskab uden geometriske modeller; man beskrev og beregnede væsentlige måne- og planetfænomener ud fra talskemaer. Periodiske fænomener blev tilnærmet med periodisk svingende talfølger; således allerede i de tidligste kilder: Enuma Anu Enlil, som er tekster med rødder i 2000-t. f.Kr.

Mens man i dag kan beregne planeternes position til ethvert tidspunkt, betragtede den babyloniske astronomi kun karakteristiske punkter på planetbanen, fx opposition (modsat retningen til Solen) eller første synlige opgang i øst efter konjunktion (samme retning som Solen). Tid og sted for disse fænomener er registreret i de såkaldte Diaries (ca. 700 f.Kr.-75 e.Kr), der angår de fem kendte planeter, Månen samt sol- og måneformørkelser. Disse fænomener er dels observeret direkte, dels blevet forudsagt ud fra tidligere observationer.

Den babyloniske astronomi kulminerede i 200-t. f.Kr., bl.a. med efemeridetavler, dvs. tabeller over positioner for Månen og hver planet. Beregnede tidspunkter og positioner (i ekliptikasystemet, se astronomiske koordinater) af på hinanden følgende fænomener er opstillet i tabeller. Man har rekonstrueret de tilgrundliggende beregningsskemaer alene ud fra de deri optrædende tal og bekræftet rekonstruktionen ved at analysere de kortfattede beregningsanvisninger i de babyloniske læretekster.

Babylonierne interesserede sig især for fuld- og nymånen. De observerede formørkelser og desuden seks karakteristiske tidsintervaller imellem Solens og Månens op- eller nedgang i dagene omkring opposition (fuldmåne) og konjunktion (nymåne). Disse intervaller er lette at observere, men er teoretisk set meget komplicerede størrelser, der ikke alene afhænger af tidspunktet for opposition (eller konjunktion), men også af Månens hastighed, længde og bredde til dette tidspunkt, altså af periodisk varierende komponenter med forskellige perioder. I efemeridetavlerne blev disse tidsintervaller beregnet under korrekt hensyntagen til alle de uafhængige variable, som kunne skilles fra hinanden ved passende kombination af de observerede intervaller. Den tyske matematiker Otto Neugebauer har beskrevet dette som "en af de mest brillante præstationer i antik videnskab".

Hellenistiske, arabiske og indiske astronomer overtog væsentlige dele af den babyloniske astronomi; fx anvendte den græske astronom Hipparchos babyloniske talfølger og perioderelationer. Ptolemaios bestemte fundamentale parametre i sin månemodel ud fra babyloniske observationer af måneformørkelser; han regnede med babyloniske 60-talbrøker og delte cirklen i 360°.

Matematik

Babylonien. En simpel babylonisk lertavle fra omkring Hammurapis tid med tallene skrevet seksagesimalt (60-talssystem). Transskriptionen af tavlen angiver kvadratets side til tallet 30. På diagonalen står øverst 1, 24, 51, 10, hvilket er en god tilnærmelse til kvadratroden af 2. Tallet 42, 25, 35 derunder er netop 30∙1, 24, 51, 10, altså diagonalens længde, hvad der viser, at babylonierne kendte et specialtilfælde af Pythagoras' læresætning, ca. 1200 år før den græske matematik blev udviklet.

Babylonien. En simpel babylonisk lertavle fra omkring Hammurapis tid med tallene skrevet seksagesimalt (60-talssystem). Transskriptionen af tavlen angiver kvadratets side til tallet 30. På diagonalen står øverst 1, 24, 51, 10, hvilket er en god tilnærmelse til kvadratroden af 2. Tallet 42, 25, 35 derunder er netop 30∙1, 24, 51, 10, altså diagonalens længde, hvad der viser, at babylonierne kendte et specialtilfælde af Pythagoras' læresætning, ca. 1200 år før den græske matematik blev udviklet.

Babylonisk matematik er den bedst belyste førgræske matematiske tradition og antagelig også den, der har påvirket den senere matematik stærkest. Begyndelsen kan spores tilbage til ca. 3300 f.Kr., da systematisk regnskabsføring og arealmåling førte til planlagt udvikling af målesystemer. Omkring 2500 f.Kr. blev der udskilt en særlig skriverstand, der begyndte at eksperimentere med sine professionelle redskaber — skrift og beregning. Herved opstod de første "rene" matematiske opgaver, bl.a. division af meget store runde tal med irregulære divisorer.

Til brug for det stærkt centraliserede, bureaukratiske Ur III-riges statsmagt udvikledes kort før 2000 f.Kr. historiens første positions-talsystem, dvs. uden angivelse af absolut størrelsesorden. Det var seksagesimalt (dvs. med grundtal 60) og uden markering af "komma". Den nøjagtige betydning måtte man altså slutte sig til af sammenhængen. Således kunne 1,40 betyde såvel 1∙601+40∙600 (100) som 1∙600+40∙60-1 (12/3) og 1∙602+40∙601 (6000) osv. Dette talsystem blev dog kun brugt til mellemregninger og i matematiske opgaver, hvori størrelsesordenen var kendt; i officielle dokumenter anvendtes andre utvetydige skrivemåder. Spor af seksagesimalsystemet består stadig i vore dage; inddelingen af en time i 60 minutter og 3600 sekunder samt inddeling af en buegrad i 60 minutter osv. stammer herfra.

Systemet brugtes i sammenhæng med omregningstabeller, der konverterede de praktiske måleenheder, der ikke var seksagesimalt organiseret, til seksagesimaltal, med tabeller over tekniske koefficienter og med multiplikationstabeller og tabeller over 1/n (der tillader at erstatte divisioner med multiplikationer).

Kendes fx den tekniske koefficient for udgravning af jord i en vis dybde pr. arbejdsdag, for jordmængde båret en vis distance pr. arbejdsdag og for arbejdsløn pr. dag, kan omkostningerne for en given kombineret grave- og transportopgave således let beregnes; en typisk praktisk opgave for de babyloniske skrivere.

Sin største betydning nåede den babyloniske matematik i 1800-t. f.Kr. under kong Hammurapi. På grundlag af en geometrisk teknik udvikledes bl.a. en algebra ikke blot af 1., men også af 2. (og lejlighedsvis højere) grad. Kun 1.-gradsalgebraen kunne bruges i praksis, mens de mere raffinerede opgaver, der udgør mere end halvdelen af de fundne tekster, kun har tjent til at øve regnefærdighed og demonstrere teknisk mesterskab.

Efter 1600 f.Kr. brød skriverskolen sammen, og den højere matematik forsvandt. Først i sidste halvdel af det 1. årtusinde f.Kr. kom en ny blomstring, der især var forbundet med yderst raffineret astronomisk beregning.

Litteratur og mytologi

Den babyloniske litteratur kendes gennem fund af lertavler. Næsten hele litteraturen er af religiøs art; guderne og deres væsen var nøglen til forståelsen af denne verden ... Læs videre om litteratur og mytologi i Babylonien.

Historie

Babylon var en ubetydelig by, da den omkring 2000 f.Kr. blev sæde for et amoritisk dynasti. Efter det sumeriske Ur III-riges fald blev det sydlige Mesopotamien opsplittet i en række selvstændige bystater, hvoraf først Isin og Larsa og siden Babylon fremstod som de vigtigste ... Læs videre om Babyloniens historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Westenholz, Eva Møller, Jens Høyrup, Ulla Susanne Koch, Lis Brack-Bernsen: Babylonien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42828