Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Husni al-Mubarak

Oprindelig forfatter JBS Seneste forfatter Redaktionen

Husni al-Mubarak. Et tvivlens øjeblik få minutter inden underskrivelsen af aftalen om overdragelse af det politiske ansvar for den palæstinensiske befolkning på Vestbredden til Arafats selvstyre. Hårdt internationalt pres i fom af Hosni Mubarak, Shimon Peres, Dennis Ross, Warren Christopher og den palæstinensiske planlægningsminister Nabil Shaath lægges på Arafat. Yitzhak Rabin synes tabt for omverdenen. Aftalen blev underskrevet, og Arafat overtog fuld kontrol med Vestbreddens syv byer og hundredevis af landsbyer. Foto fra 
Cairo, 4.5.1994.

Husni al-Mubarak. Et tvivlens øjeblik få minutter inden underskrivelsen af aftalen om overdragelse af det politiske ansvar for den palæstinensiske befolkning på Vestbredden til Arafats selvstyre. Hårdt internationalt pres i fom af Hosni Mubarak, Shimon Peres, Dennis Ross, Warren Christopher og den palæstinensiske planlægningsminister Nabil Shaath lægges på Arafat. Yitzhak Rabin synes tabt for omverdenen. Aftalen blev underskrevet, og Arafat overtog fuld kontrol med Vestbreddens syv byer og hundredevis af landsbyer. Foto fra Cairo, 4.5.1994.

Husni al-Mubarak, Hosni Mubarak, f. 4.5.1928, egyptisk officer og politiker, præsident 1981-2011. Mubarak blev uddannet på det egyptiske militærakademi, i 1969 udnævntes han til stabschef og i 1974 til øverstbefalende for luftvåbenet. Året efter blev Mubarak vicepræsident og overtog præsidentposten efter mordet på Anwar al-Sadat i 1981. Samtidig blev han leder af det regerende Nationale Demokratiske Parti.

Mubarak, der genvalgtes i 1987, 1993, 1999 og 2005, fastholdt og fortsatte den politik, der blev ført af Sadat. Det lykkedes i 1989 Mubarak at sikre Egyptens genindtrædelse i Den Arabiske Liga, hvorfra landet i 1979 var blevet ekskluderet pga. fredsaftalen med Israel. Mubarak støttede i 1993 Principaftalen, der blev indgået mellem PLO og Israel, ligesom han aktivt støttede fredsaftalen af 1994 mellem Jordan og Israel. Mubarak opretholdt ligeledes det tætte sikkerhedspolitiske og økonomiske samarbejde med USA. Den islamistiske opposition tvang Mubarak til at indføre strenge sikkerhedsforanstaltninger. Såvel den islamistiske som den sekulære opposition anklagede fra 1990'erne Mubarak for magtmisbrug, og landets øvrige legale politiske partier boykottede gentagne gange parlamentsvalgene.

Husni al-Mubarak. Foto fra 2010.

Husni al-Mubarak. Foto fra 2010.

I januar 2011 kom det til omfattende folkelige protester mod Mubaraks styre i hele Egypten. Han forsøgte at ride stormen af ved at love reformer og udnævne Omar Suleiman til vicepræsident, men den 11.2.2011 trådte han tilbage og overlod magten til militæret.

Annonce

Mubarak blev snart efter arresteret og sammen med to sønner stillet for retten, anklaget for drab på demonstranter under den uro, der førte til hans fald. Mubarak blev idømt fire års fængsel og en stor bøde. I 2015 idømtes han tre års fængsel for korruption. Ved en appeldomstol blev han i 2017 frikendt for drabene på demonstranterne, og snart efter blev han løsladt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen: Husni al-Mubarak i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128151