Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Yemen - historie

Oprindelig forfatter JBS Seneste forfatter Redaktionen

Yemen.  En minaret rager højt op over en islamisk bys kubiske huse som her i Sana'a i Yemen. Udformningen er typisk for regionen: Tårnbygningen står på en kvadratisk sokkel, der afløses af en ottekantet blok og derefter føres videre som et cylindrisk hovedskaft. Dette afsluttes med en omløbende balkon, hvorfra muezzinen kalder til bøn, og herover afrundes bygningen af en kuppel. Specielt for Yemen er de fine mønstre, der dannes ved kontrasten mellem bygningskonstruktionens ubehandlede gule teglsten og hvidtede partier.

Yemen. En minaret rager højt op over en islamisk bys kubiske huse som her i Sana'a i Yemen. Udformningen er typisk for regionen: Tårnbygningen står på en kvadratisk sokkel, der afløses af en ottekantet blok og derefter føres videre som et cylindrisk hovedskaft. Dette afsluttes med en omløbende balkon, hvorfra muezzinen kalder til bøn, og herover afrundes bygningen af en kuppel. Specielt for Yemen er de fine mønstre, der dannes ved kontrasten mellem bygningskonstruktionens ubehandlede gule teglsten og hvidtede partier.

I det yemenitiske område opstod flere oldtidsriger, der bl.a. kendes for handel med røgelse. Det gælder bl.a. Saba, hvis storhedstid indledtes i 600-t. f.Kr. Saba rivaliserede med bl.a. Hadramawt og Qataban. Ca. 270 e.Kr. samlede himyarerne hele området i ét rige, som i de følgende århundreder fik stor indflydelse på Den Arabiske Halvø. Både jødedom og kristendom vandt frem i den periode. Det kristne etiopiske Aksumrige havde i 500-t. kontrollen, inden Sydarabien ca. 575 blev en provins i de persiske sasaniders rige.

Allerede inden Muhammeds død i 632 var Yemen blevet en del af det nye, islamiskbaserede politiske system på Den Arabiske Halvø. Under umayyaderne og de tidlige abbasider blev Yemen administreret af en guvernør udpeget af kaliffen. Fra midten af 800-t. var de yemenitiske herskere dog reelt selvstændige. Interne shiamuslimske stridigheder førte til, at en mindre gruppe i 713/714 valgte Zaid (d. 740) til imam og dermed brød med de øvrige shiamuslimer. Zaiditerne grundlagde i 800-t. det første af en række dynastier, der med centrum i Sada kom til at bestå til 1962. I 900-t. lykkedes det også tilhængere af en anden shiamuslimsk gren, ismailitterne, at etablere sig i landet. De følgende århundreder stredes en række lokale og regionale dynastier om magten i Yemen, bl.a. ayyubiderne og rasuliderne.

Yemens værdifulde kaffeproduktion gjorde landet til mål for bl.a. osmannisk ekspansion. I begyndelsen af 1500-t. sikrede Osmannerriget sig kontrol over en del af Yemen. Det fik stammerne i den nordlige del af landet til at støtte de zaiditiske imamer, og i 1635 blev osmannerne helt fordrevet. Nu indledtes under zaiditerne en storhedstid baseret på kaffeeksport, som varede, indtil konkurrence fra de europæiske kolonier satte ind i 1700-t.

Annonce

I 1839 indtog Storbritannien havnebyen Aden og udbyggede herfra sin indflydelse i det sydlige Yemen. For at forhindre fortsat britisk ekspansion etablerede osmannerne sig fra 1849 atter i Nordyemen. De fik aldrig fuld kontrol, men delingen af landet blev cementeret, da briterne og osmannerne i 1904 indgik en aftale, som fastlagde grænsen. Det blev efter 1. Verdenskrigs afslutning grundlaget for en deling af området i et nordligt Yemen under imamen Yahyas ledelse og et britiskkontrolleret sydligt område.

Yahya, der fulgte en stærkt isolationistisk og traditionalistisk kurs, blev myrdet i 1948. Han efterfulgtes af sønnen Ahmad, som i det store og hele videreførte sin fars politiske linje. Umiddelbart efter hans død i 1962 blev sønnen Muhammad al-Badr væltet ved et kup; imamstyret blev afskaffet, og i stedet oprettedes Den Yemenitiske Arabiske Republik med Abd-Allah al-Sallal i spidsen. En borgerkrig mellem imamtro grupper støttet af Saudi-Arabien på den ene side og republikanere støttet af Egypten på den anden hærgede længe republikken og blev først endeligt afsluttet i 1970. Domineret af hæren og stammelederne blev Nordyemen en del af den kapitalistiske verden med tætte relationer til Vesten.

Storbritanniens interesser i området forblev koncentreret om Aden, og de britiskkontrollerede områder i syd blev aldrig integreret til en økonomisk enhed. Efter 2. Verdenskrig voksede en nationalistisk bevægelse frem. En blodig magtkamp mellem de forskellige nationalistiske grupper blev vundet af Den Nationale Befrielsesfront, som i november 1967 kunne udråbe Den Demokratiske Folkerepublik Yemen. Den modtog økonomisk støtte fra Sovjetunionen og blev en del af østblokken.

Fra begyndelsen af 1970'erne blev der gjort flere resultatløse forsøg på at forene Nord- og Sydyemen. En erkendelse af, at en samling ville bringe fordele til alle parter, voksede imidlertid frem i 1980'erne. Den forstærkedes, da Sovjetunionen i 1989 afbrød sin støtte til Sydyemen, og i april 1990 forenedes de to lande formelt under navnet Republikken Yemen. Nordyemens leder siden 1978, Ali Abd-Allah Salih, blev præsident, og lederen af Sydyemens socialistparti (YSP), Ali Salim al-Bayd, blev vicepræsident. Man enedes om en overgangsfase, hvorunder de to vidt forskellige økonomiske og politiske systemer skulle integreres. Ved parlamentsvalget i 1993 sejrede Salihs parti, og Salih dannede en koalitionsregering med valgets nummer to og tre, et islamistisk parti og YSP. Interne magtkampe afslørede dog snart dybe modsætninger mellem nord og syd, og i 1994 kom det til egentlig borgerkrig. Nordyemen sejrede fuldstændigt, og i efteråret blev Salih genvalgt som præsident. I de første år efter borgerkrigen i 1994 blev det gamle Sydyemen politisk og økonomisk marginaliseret, men den fortsatte opposition tvang regeringen til at ændre politik og til også at tilgodese den sydlige del af landet med investeringer. I 2000 stod en lokal afdeling af al-Qaeda bag en terrorhandling mod det amerikanske krigsskib USS Cole, der kostede 17 amerikanske soldater livet. Efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001 indså den yemenittiske regering fordelen ved at indgå et tættere samarbejde med USA for at bekæmpe den internationale terrorisme. Samarbejdet har affødt betydelig folkelig modstand, bl.a. store demonstrationer i hele Yemen, da USA i november 2002 med et ubemandet fly dræbte en formodet lokal al-Qaeda-leder. Yemens regering forsøgte sammen med den øvrige arabiske verden at imødegå USA's planer om en militær offensiv mod Irak i marts 2003 men uden held. Yemen har afsluttet forhandlinger med både Oman og Saudi-Arabien og dermed endeligt fået fastlagt grænserne til de to nabolande. Grænseaftalen med Saudi-Arabien i 2000 banede vejen for, at Yemen kunne intensivere søgning efter olie og gas i området med henblik på produktion og eksport. Ved parlamentsvalget i 2003 deltog politiske grupperinger fra det gamle Sydyemen igen i det politiske liv og fik indvalgt syv medlemmer til det nationale parlament, der har i alt 301 medlemmer.

På trods af indsatsen mod lokale al-Qaeda-grupper, er bevægelsen blevet styrket, ikke mindst efter at mange af dens saudiarabiske støtter har taget tilflugt i Yemen. Et forsøg på at sprænge et amerikansk passagerfly af en terrorist, der var blevet trænet i Yemen, satte internationalt fokus på situationen i landet. I 2010 blev et terrrorangreb, der udgik fra Yemen mod amerikanske fragtfly afværget.

I begyndelsen af 2011 meddelte Ali Abd-Allah Salih, at han ikke ønskede at genopstille ved det kommende valg i 2013. Beslutningen skete i kølvandet på en række folkelige protester mod regimet, inspireret af tilsvarende begivenheder i Tunesien og Egypten. Det fik imidlertid ikke protesterne til at høre op, og gennem februar og marts skærpede situationen til. I marts førte urolighederne til adskillige omkomne, hvorefter flere ledende officerer begyndte at ytre støtte til oppositionen. Den urolige situation eskalerede, og det kom til åbne kampe mellem regeringsstyrker og opposition. I begyndelsen af juni blev Salih såret ved et angreb på paladset, hvorefter han rejste til Saudi-Arabien for at få lægehjælp. Salih vendte tilbage til Yemen i september, men allerede i november indvilligede han i at træde tilbage til fordel for vicepræsident Abd Rabbuh Mansur al-Hadi. Ved et præsidentvalg i februar 2012, hvor al-Hadi var den eneste kandidat, blev han bekræftet på posten.

Siden 2004 har der været sammenstød mellem regeringsstyrker og zaidi-shiitiske oprørere, de såkaldte houthier. Oprøret begyndte i de nordlige dele af landet, og i 2009 kom det til meget hårde kampe. I september 2014 lykkedes det for houthierne at opnå kontrol med Sana; i januar 2015 kom det til kampe mellem præsidentens livvagter og houthier, og måneden efter trådte præsident al-Hadi og regeringen tilbage. Al-Hadi flygtede til Aden, som erklærede for midlertidig hovedstad og hvor han samlede sin regering på ny. Kampene førte til en omfattende saudiarabisk intervention til støtte for al-Hadis regering, mens houthierne angiveligt fik støtte fra Iran. I marts 2015 gennemførte den sunnifundamentalistiske gruppe ISIS terrorangreb mod shiitiske moskéer i Sana. Der er bekymring for om Yemen vil blive endnu en fejlslagen stat i det mellemøstlige område.

Læs mere om Yemen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen: Yemen - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183572