Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oman - historie

Oprindelige forfattere JBS og KFri Seneste forfatter Redaktionen

Omanhalvøen, oldtidens Magan, var i bronzealderen kendt for sine kobberminer og handelen med Mesopotamien og Indus. Arkitekturen kendetegnedes ved stenbyggede tårne som centrum for bebyggelser og ved tårnformede fællesgrave. Kunstvanding skabte tidligt oasebrug og forbedredes i 1. årtusinde f.Kr. med øget bosættelse til følge. En særlig kystkultur med skaldynger går tilbage til 6. årtusinde. Danske arkæologer har ydet en pionerindsats i opdagelsen af bronzealderkulturen.

Omans befolkning konverterede tidligt til islam, og områdets største stamme, banu azd, spillede en vigtig rolle i islams tidlige historie, bl.a. i forbindelse med kalifatets erobring af Irak i 600-t. I 700-t. etableredes et ibaditisk imamat (se ibaditter), der formåede at bevare området uafhængigt. Havnebyen Muscat var frem til portugisernes erobring i 1507 et vigtigt centrum for handelen mellem Asien, Europa og Østafrika. I 1650 lykkedes det at fordrive portugiserne først fra Oman, siden også fra bl.a. Mogadishu, Mombasa og Zanzibar i Østafrika. Sidstnævnte fungerede i en periode i 1800-t. som omansk koloni.

Ahmad ibn Said (d. 1783) valgtes i 1749 til imam; al-Bu Said-slægten styrer stadig landet. I 1780'erne henlagde imamen hovedstaden fra Rustaq inde i landet til Muscat og oprettede et sultanat, som imidlertid ikke anerkendtes af ibaditterne inde i landet. Det førte særlig i midten af 1800-t. til mange konflikter mellem kystbyerne på den ene side og landbefolkningen og imamen på den anden. I 1871 blandede Storbritannien sig direkte i en intern strid og sikrede dermed al-Bu Said-slægten kontrol over hele landet. Nye konfrontationer mellem sultanen og imamens tilhængere fandt sted i 1913 og 1954. Oman blev formelt selvstændigt i 1951; briterne havde imidlertid fortsat stor indflydelse, og i 1959 hjalp de sultanen til igen at få fuld kontrol over det indre af landet. I 1970 blev sultan Said ibn Taymur (1910-72) kuppet af sin søn Qabus ibn Said, der havde støtte fra Storbritannien. Med kontrol over store olieindtægter igangsatte den nye sultan en modernisering, idet der blev bygget hospitaler og sundhedsklinikker og investeret i udvikling af veje, undervisning og erhvervsliv. Oman blev i 1971 medlem af Den Arabiske Liga og FN og var medgrundlægger af Gulf Cooperation Council i 1981.

Annonce

Den sydlige del af Oman, det overvejende sunnimuslimske Dhofar, blev i 1829 en del af sultanens magtområde. I 1960'erne og 1970'erne opstod der en væbnet opposition i Dhofar vendt mod regeringen i Muscat; i 1975 lykkedes det endelig Qabus at slå oprøret ned.

Oman støttede i 1980 Irak i krigen mod Iran, men indtog fra midten af 1980'erne et neutralt standpunkt. Landet indgik i 1990 i den internationale alliance under FN, der skulle sikre Kuwaits uafhængighed efter Iraks besættelse i august 1990. Oman havde gennem 1990'erne haft gode relationer til de øvrige arabiske stater på Den Arabiske Halvø samt til Iran og USA. De diplomatiske forbindelser til Israel blev periodisk afbrudt, men både i 1994 og i 1996 var Israels premierminister på officielt besøg i landet; forbindelserne har imidlertid været afbrudt siden 2000. Oman indgik gennem 1990'erne nye militære sikkerhedsaftaler med USA og Storbritannien og støttede efter 11. september 2001 den amerikansk-ledede krig mod den internationale terrorisme.

I 2002 indførtes almindelig valgret for alle borgere over 21 år, og året efter fandt et valg sted. I 2004 fik Oman sin første kvindelige minister. Der var protester i Oman i 2011 i forbindelse med Det Arabiske Forår; sultan Qubas reagerede ved at love flere arbejdspladser og siden give parlamentet øgede beføjelser.

Læs mere om Oman.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen, KFri: Oman - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=135309