Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dilmun

Oprindelig forfatter FHoej Seneste forfatter Redaktionen

Dilmun, fra 3000-t. til ca. 300 f.Kr. mesopotamisk navn for et område ved Den Persiske Golf, der omfattede øen Failaka i Kuwait, det østlige Saudi-Arabien samt øen Bahrain. Både på Failaka og Bahrain er der fundet kileindskrifter, der nævner Inzak, som var Dilmuns skytsgud.

Kileskrifttavler fra Mesopotamien omtaler Dilmun som leverandør af kobber, halvædelsten, tømmer m.m., der stammer fra østligere egne, fx Omanhalvøen (Magan), Pakistan og Indien. Bemærkelsesværdig er et relief fra ca. 2500 f.Kr., der viser Ur-Nanshe, konge over den mesopotamiske by Lagash, med indskriften: "Dilmuns skibe bragte mig træ som tribut fra de fremmede lande".

Dilmun nævnes også i sumeriske litterære tekster som et sted, der er berømt for rigdom, lykke og evigt liv, hvilket har ført til sammenligninger med Bibelens paradis.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Højlund: Dilmun i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64699