Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afghanistan - natur

Oprindelig forfatter HanCh Seneste forfatter Redaktionen

Mellem Kabul og Jalalabad. Foto 1975.

Mellem Kabul og Jalalabad. Foto 1975.

Afghanistan er et bjergland med store højdeforskelle, voldsomme bjergmassiver, gletsjere og isolerede dale, sletter og ørkener. Næsten halvdelen af arealet ligger over 1800 m.o.h. Den dominerende bjergkæde er Hindu Kush, som er en udløber af Himalaya. Den spreder sig vifteformet mod SV og går over i Hazarajatbjergene i den centrale del af landet.

Bjergene afvandes af fire floder: Helmand mod sydvest, Hari Rud mod vest, Kunduz (biflod til Amu Darja) mod nord og Kabul mod øst (biflod til Indus). Amu Darja og Darja Panj danner mod nord grænsen til Usbekistan og Tadsjikistan. Dalene og sletterne i den sydøstlige og nordlige del udgør de vigtigste landbrugsområder.

Nord for Kabul – marker, popler og klippehuler. Foto 1975.

Nord for Kabul – marker, popler og klippehuler. Foto 1975.

Afghanistan har fastlandsklima med meget store årstidsmæssige og daglige temperatursvingninger (forskelle på 30-70 °C). Somrene er varme og tørre og mod vest ofte blæsende, mens vintrene er hårde og snerige; Kabul er dækket af sne 3-4 måneder om året.

Annonce

De potentielle vandkraftresurser er forholdsvis store, men udnyttelsen er kun netop påbegyndt. Floderne Kunduz-Amu Darja er sejlbare og bruges til varetransport nordpå.

Læs mere om Afghanistan generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Christensen: Afghanistan - natur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33528