• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krigen mod terror

Oprindelig forfatter LErA Seneste forfatter Redaktionen

11. september. United Airlines Flight 175 ramte  World Trade Centers sydtårn og forårsagede en enorm eksplosion kl. 9.04 om morgenen den 11. september 2001; nordtårnet stod allerede i flammer efter at være blevet ramt af American Airlines Flight 11 kort forinden.

11. september. United Airlines Flight 175 ramte World Trade Centers sydtårn og forårsagede en enorm eksplosion kl. 9.04 om morgenen den 11. september 2001; nordtårnet stod allerede i flammer efter at være blevet ramt af American Airlines Flight 11 kort forinden.

Med terrorangrebet 11. september 2001 blev terrorisme et af de højest prioriterede emner i den globale sikkerhedspolitik. Allerede et døgn efter angrebet vedtog NATO at aktivere artikel 5 i pagten, hvilket betød, at angrebet blev opfattet som en militær aggression rettet ikke alene mod USA, men mod alle landene i alliancen. Dermed gjorde NATO principielt bekæmpelse af terrorisme til et helt centralt anliggende, og terrorbekæmpelse blev i meget højere grad end tidligere et militært anliggende. For de europæiske NATO-lande indebar dette en helt ny sikkerhedspolitisk situation, mens det for amerikanerne blev opfyldelsen af et politisk mål, idet USA allerede i forbindelse med udformningen af NATO's strategiske koncept i 1999 havde argumenteret for at gøre terrorisme til et centralt NATO-anliggende. Dette synspunkt havde de europæiske lande mødt med skepsis, men 11. september ændredes denne holdning.

I FN-regi havde terrorisme i årevis været et tema, som organisationen skulle tage sig af, men pga. vanskeligheder med at definere begrebet havde man trods vedtagne konventioner haft svært ved at nå til enighed om en effektiv strategi. Imidlertid havde 11. september også her som konsekvens, at FN i Sikkerhedsrådet kunne vedtage en fornyelse og udvidelse af de sanktioner, som rådet i 1999 havde iværksat over for Talebanregimet i Afghanistan i forlængelse af dets manglende vilje til at udlevere Osama bin Laden og al-Qaeda-medlemmer, som USA holdt ansvarlige for nogle omfattende terrorangreb på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i august 1998. Da resolutionen ud over at kriminalisere bin Laden og al-Qaeda nævner en række personer og organisationer, der alle enten økonomisk eller på anden måde har tilknytning til bin Ladens terrornetværk, og som resolutionen derfor iværksætter sanktioner overfor, ses listen også som FN's officielle liste over terrorister og terrororganisationer. Dette var blot et af en række vidtgående tiltag i FN, der ligeledes vedtog en konvention, som forpligter medlemslandene til at bekæmpe finansiering af terrorisme. EU vedtog ligeledes i december 2001 at iværksætte en række tiltag, som forpligter medlemslandene til at justere de nationale lovgivninger til den fælles bestræbelse på at bekæmpe terrorisme. I den forbindelse vedtog EU at udarbejde en liste over terrororganisationer og personer med tilknytning til international terrorisme. Listen skal løbende justeres og supplere den ovennævnte FN-liste.

11. september havde også konsekvenser for de nationale lovgivninger. I Danmark blev en såkaldt terrorpakke vedtaget i 2002; den indebar en omfattende revision og udvidelse af tidligere lovgivning på området, og den blev fulgt op af meget store forøgelser af bevillingerne til Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste. Samtidig vedtog Folketinget nye beredskabsplaner. De nye danske tiltag, der i sig selv markerede et radikalt skifte i forståelsen af terrorisme, var dog ikke så omfattende som de amerikanske. I USA blev bevillingerne til terrorismebekæmpelse hævet med flere hundrede procent, og der blev etableret et helt nyt superministerium, hvis opgave er at varetage nationens sikkerhed. Den nye forståelse af terrorisme blev tillige afspejlet i de internationale relationer, hvor man fx i stigende grad, navnlig fra amerikansk side, så med forståelse på russernes krig i Tjetjenien, mens russerne omvendt bistod USA aktivt i krigen mod terrorisme og ovenikøbet tillod amerikanske militærbaser i russisk interesseområde. Ydermere kom der større opbakning til amerikanske terrorteorier, der dels knyttede international terrorisme sammen med States of Concern ('bekymringsvækkende stater') eller Rogue States ('slyngelstater'), der kunne tænkes at bruge terrornetværk i en asymmetrisk krig mod fx USA, dels pegede på risikoen for, at terrornetværk, evt. i alliance med de nævnte stater, erhvervede sig masseødelæggelsesvåben. Denne bekymring blev styrket, da der i oktober 2001, kun en lille måned efter 11. september, blev konstateret et angreb med miltbrand i USA.

Annonce

Global og national terrorisme

11. september gav umiddelbart anledning til, at man begyndte at skelne mellem global og national terrorisme. Den globale terrorisme blev i forlængelse af al-Qaeda-organisationen forstået som netværk, der opererer på tværs af nationale skel og grænser, og som har en global dagsorden, der i almindelighed har bekæmpelsen af den vestlige kapitalisme, i særdeleshed USA, som mål. I modsætning hertil taltes om en national terrorisme, der har afgrænsede, veldefinerede politiske og/eller territoriale mål. Med krigen i Afghanistan, det amerikanske engagement på Filippinerne samt den intensive internationale jagt på al-Qaeda-medlemmer var det i første omgang den globale terrorisme, der var målet i krigen mod terror. Denne skelnen blev dog ikke opretholdt, hverken i USA, hvor man efter pres fra Israel tilføjede de palæstinensiske grupper Hamas og Islamisk Jihad på Det Hvide Hus' liste over globale terrororganisationer, eller i den liste, som EU udarbejdede. Dette førte paradoksalt nok til, at i takt med, at man internationalt nærmede sig en forståelse af begrebet terrorisme som bevidst voldsanvendelse mod civile med henblik på at få opfyldt eller formidlet et politisk, religiøst eller ideologisk mål, voksede uenigheden om, hvilke grupper og organisationer der konkret kan betegnes som terroristiske. Denne uklarhed blev ikke mindre af, at 11. september konkret indebar, at terrorisme, der lovgivningsmæssigt altid havde været et anliggende for politi og retsvæsen, nu i stigende grad tillige blev et militært anliggende. Terrorismebegrebets centrale placering såvel nationalt som internationalt efter 11. september kom derfor til at betyde to store udfordringer: Hvordan sikres en rimelig balance mellem sikkerhed og rettigheder, og hvilken balance skal der være mellem militære, politiske, diplomatiske og økonomiske midler i bekæmpelsen af den internationale terrorisme.

Krigen mod terror

Terrorisme. Vraget af en dobbeltdækkerbus, der blev sprængt i stykker af en eksplosion på Russel Square i London 7.7.2005.

Terrorisme. Vraget af en dobbeltdækkerbus, der blev sprængt i stykker af en eksplosion på Russel Square i London 7.7.2005.

Efter terrorangrebene den 11. september 2001 mod USA indledte USA under ledelse af præsident George W. Bush den såkaldte krig mod terror. Ud over at jage terrorister, navnlig fra al-Qaeda-netværket, indebar denne krig en ny amerikansk sikkerhedspolitik baseret på udbredelse af vestlige værdier forstået som individuelle frihedsrettigheder og demokrati. Disse værdier anses som universelle og begrunder en regimeskiftstrategi, hvor stater, især i Mellemøsten, der er ikke-demokratiske og som formodes at støtte terrorisme, bekæmpes med henblik på at etablere demokratiske regeringer. Dette sker med enten militære midler eller gennem sanktioner og diplomatisk, som tilfældet er med Iran, Syrien og Palæstina. Første land, der blev mål for USA's militære regimeskift-strategi var Afghanistan i 2001, og i 2003 indledtes en krig mod Irak. Strategien baserer sig på en teori om, at demokratier ikke går i krig med hinanden, og at global sikkerhed, og hermed terrorismebekæmpelse, bedst opnås gennem regimeskift med henblik på at udbrede demokrati. Var målet for krigen i Afghanistan en bekæmpelse af al-Qaeda, var den en succes, idet organisationen blev stærkt svækket med bombninger af dens træningslejre. Samtidig blev al-Qaedas ledelse enten dræbt, taget til fange eller sendt på flugt, som fx den øverste leder, Osama Bin Laden, der mentes at skjule sig i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan uden større operationelle muligheder; han var dog fremdeles ideologisk aktiv og udsendte en række taler fx via den arabiske nyheds-satellitkanal Al-Jazeera. Var målet derimod at bekæmpe terrorisme, er det ikke blevet nået, da antallet af terroraktioner eller forsøg på aktioner både uden for Vesten (Bali, Tunesien, Marokko, Egypten, Malaysia, Tyrkiet) og i Vesten er steget betydeligt efter krigene i Afghanistan og Irak.

I 2004 blev Europa for alvor ramt af terrorisme, da Madrids jernbanenet i marts 2004 blev ramt af bomber, hvorved 198 mennesker blev dræbt, og i juli 2005 blev Londons undergrundsbane og busnet ramt af terrorisme, hvor 52 mennesker mistede livet. Samtidig kan det konstateres, at antallet af såkaldte selvmordsaktioner er tre gange så højt efter 11. september som i perioden fra 1968, hvor Tamilske Tigre begyndte at bruge dette middel i terrorisme. Al-Qaeda som organisation blev således svækket med krigen i Afghanistan, mens al-Qaedas ideologi efter krigen synes at inspirere stadig flere til at gennemføre aktioner på egen hånd. Formidlingen finder i stigende grad sted via Internettet. Denne konstatering understreges også af, at den islamistiske terrorisme efter 11. september mere organiseres af små lokale grupper og netværk end af trænede Afghanistan-veteraner, som tilfældet var før 11. september.

Terrorisme. Egyptere demonstrerer mod terror 25.4.2006. Dagen forinden var tre populære egyptiske turistmål ved Det Røde Hav blevet ramt af dødbringende bombeangreb.

Terrorisme. Egyptere demonstrerer mod terror 25.4.2006. Dagen forinden var tre populære egyptiske turistmål ved Det Røde Hav blevet ramt af dødbringende bombeangreb.

Terrorismebekæmpelse i bred forstand er derfor blevet højt prioriteret emne for navnlig de vestlige landes sikkerhedspolitik, men også stater uden for Vesten gennemfører omfattende anti-terrorprogrammer. Selvom der er mest fokus på islamistisk baseret terrorisme, også kaldet jihadisme (af det arabiske ord jihad), udføres der mange steder fremdeles terrorisme begrundet i mange andre forhold, fx nationalistiske eller politiske, som den højreorienterede terrorisme i USA eller begrundet i miljøaktivisme, modstand mod abort osv. Terrorismen og krigen mod den har endvidere ført til nye opfattelser af retssikkerhed såvel nationalt som internationalt, hvor USA forbeholder sig retten til at fundere krige i moralske begreber frem for retlige og traktatfæstede, og hvor begrebet "ulovlige kombattanter" er den juridiske betegnelse for jihadister, der tilbageholdes fx i den amerikanske lejr ved Guantanamo Bay på Cuba, hvor deres retstilstand hverken falder under Genèvekonventionens bestemmelser for krigsfanger eller amerikansk civil straffelov. Terrorisme og krigen mod terror har således både i globale og i nationale perspektiver ført til gennemgribende ændringer i opfattelsen af sikkerhedspolitik i bred forstand. Se også bioterrorisme og nuklear terrorisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Erslev Andersen: krigen mod terror i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171114