Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

despoti

Oprindelig forfatter JRR Seneste forfatter Redaktionen

despoti, politisk styreform, hvor magten er samlet hos en enemægtig, oftest tyrannisk hersker, en despot.

I europæisk politisk tænkning har det været en gennemgående idé, at Asien har bestået af imperier, som despotiske herskere gennem et ufrit bureaukrati har styret vilkårligt og uden det demokrati og den retssikkerhed, som kendes i Vesten. Den græske filosof Aristoteles betegnede i sit skrift Politikken Persien som et despoti, der dog modsat det græske tyranni var et legitimt politisk system, fordi perserne som asiater fandt sig i at blive behandlet som slaver. Efter 1500 blev begrebet taget op af Machiavelli og Jean Bodin. Man begyndte at betragte Osmannerriget og efterhånden hele Asien som despotisk styret; undtagelsen var Japan, der blev opfattet som feudalt. Det vigtigste fællestræk skulle være, at den herskende klasse ikke som i Europa var en privilegeret arveadel, men et lag af socialt lavtstående og ofte ufrie embedsmænd, der var afhængige af herskeren.

Ordet despoti kommer af græsk despotes 'herre, hersker'.

Montesquieu, Adam Smith og Hegel tilføjede geografiske og sociale elementer, som hos Marx blev til den empirisk tvivlsomme idé om, at en særlig "asiatisk produktionsmåde" skulle danne grundlaget for det orientalske despoti. Det blev af Marx fremstillet således, at Asiens tørre klima krævede kunstvandet landbrug, som måtte organiseres centralt pga. imperiernes enorme udstrækning. Derved opstod en stærk statsmagt, som blokerede for arbejdsdeling mellem land og by og for klassesamfund, der var baseret på privatejendom. Uden en adel og et borgerskab, hvis indbyrdes rivalisering kunne skabe politisk og økonomisk dynamik, og uden konkurrerende nationalstater, som kunne udfordre imperiernes bureaukratiske eliter, var Østen dømt til stagnation og ufrihed; kun Vesten kunne bringe udvikling og demokrati. Disse idéer blev fuldt udfoldet i den tysk-amerikanske sociolog Karl A. Wittfogels bog Oriental Despotism (1957), der så den sovjetiske og den kinesiske kommunisme som det orientalske despotis moderne arvtagere.

Annonce

Despotibegrebet kunne dog også bruges på europæiske magthavere. Montesquieus fremstilling af despotiet i De l'Esprit des lois (1748, da. Lovenes Ånd, 1770-71) er således en skjult kritik af den franske enevælde og et forsvar for adelens privilegier. For tilhængere som Hobbes og Voltaire af 1600- og 1700-t.s (oplyste) enevælde var en stærk, centraliseret stat derimod langt at foretrække for feudalt anarki. Voltaire så ligefrem det "despotiske" Kina som et ideal og et eksempel til efterfølgelse for Europa.

Historisk er den skarpe distinktion mellem despoti og demokrati uholdbar. Ensretning og enevælde har ikke kun fundet sted i Østen, dynamik og demokrati ikke kun i Vesten; Indien var fx lige så forskelligt fra Kina som fra Europa. Idéen om et specielt "orientalsk" despoti er først og fremmest et sejlivet fjendebillede, som efter behov er blevet aktiveret fra antikken indtil vor tid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Rahbek Rasmussen: despoti i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63666