Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

borger

Oprindelige forfattere Fink og TrDa Seneste forfatter Redaktionen

Borger. I årene omkring enevældens indførelse voksede borgerstandens selvbevidsthed. Dette kom bl.a. til udtryk i, at velstillede borgere lod sig portrættere, hvilket tidligere havde været forbeholdt kongen, gejstligheden og adelen. Her er det vinhandleren Knud Olufsen Gamborg med familie, der er malet af hofmaler Karel van Mander i 1668.

Borger. I årene omkring enevældens indførelse voksede borgerstandens selvbevidsthed. Dette kom bl.a. til udtryk i, at velstillede borgere lod sig portrættere, hvilket tidligere havde været forbeholdt kongen, gejstligheden og adelen. Her er det vinhandleren Knud Olufsen Gamborg med familie, der er malet af hofmaler Karel van Mander i 1668.

borger, opr. købstadsbeboer, der besad fulde borgerrettigheder; nu såvel indbygger i en købstad som medlem af et statssamfund. I førstnævnte betydning er ordet borger blevet anvendt siden middelalderen om de medlemmer af standssamfundet, som boede i købstæder og drev borgerligt erhverv, dvs. handel og håndværk, men ikke tilhørte adel eller gejstlighed; siden hen specielt om de (mandlige) indbyggere, som havde løst borgerskab. I sidstnævnte betydning er ordet blevet anvendt siden 1700-t.

Ordet stammer fra middelnedertysk Burger, oprindelig vistnok af borg i bet. 'købstad' og et ord med bet. 'forsvarer', dannet til verb. værge.

Da de danske købstæder i middelalderen opnåede deres særlige juridisk-økonomiske status, betegnedes indbyggerne gerne by- eller købstadsmænd, men i løbet af 1300-t. trængte betegnelsen borger sejrrigt frem. Oprindelig skulle man være grundejer, senere have brev på at måtte drive borgerligt erhverv, og nye borgere optoges gerne ved at blive indskrevet i stadens borgerskabsprotokol, samtidig med at de aflagde borgerskabsed. Gejstlige og adelige kunne godt bo i købstaden, men uden at have opnået borgerskab regnedes de ikke for borgere i lovens forstand. Kun fuldborgere kunne deltage i stadens styrelse og foreslå nye borgmestre og rådmænd, der skulle være handlende, ikke håndværkere.

I senmiddelalderen var der ofte strid mellem borgerskab og byråd, hvilket gerne resulterede i, at borgerne fik indflydelse på byrådsvalgene, og det var almindeligt, at borgerne selv pålignede byens skatter, som forvaltedes af en kæmner, valgt blandt borgerne.

Annonce

Som standssamfundet udvikledes, kom borgeren til at udgøre firestænderrigsdagens tredje stand, dvs. at borgerne politisk-socialt stod over bønderne, men under såvel kirke som adel, uanset at mange borgere kunne have store rigdomme.

Christian 2.s tid kulminerede en senmiddelalderlig strid, idet borgerstanden følte sig gået i næringen, ved at kirke og adel mest muligt udnyttede retten til at handle med egen avl. I Christian 4.s senere år opstod fornyet uro blandt borgerne, der især harmedes over sammen med bønderne at skulle betale regningerne for den katastrofale udenrigspolitik, som man gav det adelige rigsråd ansvaret for. En konsekvens af disse standsstridigheder var, at ledende medlemmer af borgerstanden støttede Frederik 3., da han ved Statsomvæltningen 1660-61 indførte enevælden. Dermed svækkedes standsprivilegierne, og som følge heraf udviskedes stænderbegrebet reelt i den følgende tid, selvom byerne fortsat besad særprivilegier vedrørende handel og håndværk indtil Næringsloven af 1857.

Især købmændene nød godt af borgerskabets nye økonomiske og sociale position under enevælden, og med statsadministrationens øgede omfang fik borgerskabet mulighed for at uddanne sig til og besætte de nye stillinger. Det gav standen en ny selvopfattelse, og den begyndte at kræve formel politisk indflydelse på statens anliggender.

I løbet af 1700-t. opstod et nyt borgerbegreb, utvivlsomt fremmet af tidens begejstring for den klassiske oldtid. Middelhavskulturerne byggede på bystater, hvis indbyggere ikke alene var borgere, men også statsborgere; og på Den Franske Revolutions tid slog et nyt statsborgerbegreb sejrrigt igennem. Fra da af anvendtes ordet borger i to betydninger svarende til det franske citoyen 'statsborger' og det franske bourgeois 'medlem af samfundets sociale midtergruppe'.

Citoyen er en stats voksne indbyggere i deres egenskab af medlemmer af det pågældende samfund eller den pågældende stat. Bourgeois er derimod ikke et entydigt begreb. Der har aldrig været enighed om, hvilke grupper der i en social analyse skulle regnes til borgerskabet, og begrebet har ændret betydning i takt med samfundets udvikling. I marxistisk samfundsanalyse spiller borgerskabet som klassebegreb en vigtig rolle og defineres nærmest som den besiddende klasse, proletariatets vigtigste modstander. Siden klassesamfundets indledende fase ved Den Franske Revolution i slutningen af 1700-t. kan man sondre mellem tre faser i begrebets betydning.

Tiden 1780/90-1880/90. I løbet af 1800-t. etablerede borgerskabet i Vesteuropa sig med vekslende held som statsbærende klasse, undtagen i Tyskland, hvor det ikke lykkedes borgerskabet at overtage jordejernes politiske magt, hvorfor begrebet Bürger fik bibetydning af undersåt.

Det nye liberale klassesamfund virkeliggjorde en lang række grundlæggende principper i borgerskabets idéverden: Rationalitet og beregnelighed, baseret på retssikkerhed, privat ejendomsret og økonomisk dispositionsfrihed. Politisk indførtes i disse år en slags borgerskabsstyre i form af et konstitutionelt, forfatningsbaseret politisk system, som forankrede magten i en forsamling valgt af frie og uafhængige, dvs. nogenlunde velstående mænd. Større eller mindre begrænsninger i den lige valgret var karakteristiske for perioden og sikrede borgerskabet en politisk privilegeret stilling i forhold til den fremvoksende arbejderklasse. Storkapitalister og akademikere dukkede frem og blev hovedgrupper i et nyt borgerskab. Der er ikke enighed om, hvorvidt det gamle byborgerskab af håndværkere og handlende blev en del af dette nye borgerskab eller ej. Der er imidlertid ikke tvivl om, at denne gruppe udgjorde et særligt småborgerskab. Grænsen mellem borgerskab og småborgerskab sattes af det fysiske arbejde, som var karakteristisk for småborgerskabet, hvorimod borgerskabets hovedbeskæftigelse var administration, hvad enten de var beskæftiget som fabrikanter, handelsmænd eller andet. Kulturelt var de centrale værdier familie og dannelse. Familien var skarpt afgrænset fra arbejdslivet, tyende et uundværligt praktisk og statusgivende element, og kvinden var uden erhvervsarbejde og hjemmets naturlige midtpunkt. Almen dannelse blev grundlag for et æstetisk nydende socialt liv med teater, udstillinger, koncerter og litteratur, og på det kulturelle plan var der betydelige forskelle mellem borgerskab og småborgerskab.

Tiden 1880/90-1950. Den kapitalistiske økonomis vældige dynamik havde omkring 1900 fjernet grundlaget for borgerskabets sociale og politiske position. Politisk blev valgretten demokratiseret og kom også til at omfatte kvinderne. Politik blev et massefænomen, og de borgerlige politiske partier kom i et skarpt modsætningsforhold først til bondeorganisationerne og senere til arbejderpartierne, der afløste aristokratiet som borgerskabets vigtigste modpol. Også på det sociale og økonomiske område opstod et markant modsætningsforhold mellem borgerskab og arbejderklasse. Samtidig medførte den tiltagende arbejdsdeling et langt mere uensartet samfund, og borgerskabets grundlag blev mere ustabilt. Det skyldtes nye grupperinger inden for borgerskabet, der nu også talte finans-, handels- og industriborgerskabet samt funktionærer af mange slags. De mange grupper manifesterede sig som økonomisk orienterede interessegrupper, der afløste den tidligere periodes mere ideelt orienterede foreninger. Kulturelt var familie og dannelse stadig de centrale værdier, men det borgerlige familieideal tillempedes andre sociale grupper og var derfor mindre egnet som social identifikationsfaktor for borgerskabet alene. Tilsvarende svækkedes dannelsesidealets sociale eksklusivitet i takt med det generelt stigende uddannelsesniveau. Tyendeholdet var på retur, men havde dog stadig en statusskabende funktion.

Efter 1950 har borgerskabet mistet en del af sin betydning som begreb. Arbejde, uddannelse, økonomisk sikkerhed, rekrutteringsmønster, familieform og dannelsesideal blev udvandet som sociale indikatorer. Politisk voksede enigheden, og den tidligere skarpe modsætning mellem arbejderpartierne og borgerlige blev afsvækket. Når størstedelen af arbejdsgiverne er ansatte lønmodtagere, og når en del af arbejderne er grundejere og måske også aktionærer, er der ikke længere grundlag for så skarpe sociale skel som ved århundredskiftet. Kulturelt er familiens betydning og funktion blevet afgørende ændret. Med mekaniseringen af det huslige arbejde forsvandt tyendet, og med kvindernes stigende erhvervsfrekvens forsvandt også den hjemmegående husmor. Samtidig har fjernsynet skabt en øget social spredning af en fælles kultur, og uddannelsesidealet har mistet sit eksklusivt borgerlige præg.

Borgerskabet i moderne betydning er knyttet til det kapitalistiske samfund og har ændret betydning i takt med samfundsudviklingen. Der er variationer fra land til land i borgerskabets betydning og udvikling. I USA og England, hvor modsætningsforholdet mellem aristokrati og borgerskab enten manglede eller var mindre udtalt i slutningen af 1700-t., udvikledes ikke noget borgerskabsbegreb svarende til det tyske og det franske. I social sammenhæng tales i stedet om middle class, som er et mindre indholdsladet begreb end det franske og tyske.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Fink, Troels Dahlerup: borger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49750