• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

11. september

Oprindelig forfatter TB-S Seneste forfatter PKN

11. september. United Airlines Flight 175 ramte  World Trade Centers sydtårn og forårsagede en enorm eksplosion kl. 9.04 om morgenen den 11. september 2001; nordtårnet stod allerede i flammer efter at være blevet ramt af American Airlines Flight 11 kort forinden.

11. september. United Airlines Flight 175 ramte World Trade Centers sydtårn og forårsagede en enorm eksplosion kl. 9.04 om morgenen den 11. september 2001; nordtårnet stod allerede i flammer efter at være blevet ramt af American Airlines Flight 11 kort forinden.

11. september, September eleventh, 9/11, samlebetegnelse for de koordinerede terroraktioner, der fandt sted i USA om morgenen og formiddagen tirsdag den 11.9.2001, hvor 19 arabiske terrorister, formodentlig under ledelse af egypteren Muhammad Atta (1968-2001), kaprede fire passagerfly og brugte to af dem som selvmordsmissiler mod World Trade Centers (WTC's) tvillingetårne i New York og et tredje mod forsvarsministeriet, Pentagon, i USA's hovedstad Washington D.C.

Et fjerde fly styrtede efter kamp mellem kaprere og passagerer ned på en mark i det vestlige Pennsylvania. Angrebene, der lagde tvillingetårnene og fire andre bygninger i WTC-komplekset på Manhattans sydspids i grus, og som ødelagde en fløj af Pentagon, kostede mere end 3000 mennesker livet.

Angrebet var den hidtil blodigste terroraktion i verdenshistorien. Mange analytikere har peget på, at der på et nationalt-psykologisk plan er paralleller mellem 11. september og Japans angreb på Pearl Harbor i december 1941, fordi chokeffekten var så enorm ved begge begivenheder. Angrebet på Pearl Harbor, der kostede 2400 amerikanere livet, førte til USA's deltagelse i 2. Verdenskrig på de allieredes side. Mens USA's deltagelse i verdenskrigen blev et vendepunkt i verdenshistorien — efter krigen fremstod USA som verdens økonomisk og militært stærkeste magt — er det endnu for tidligt at afgøre, om fremtidens historikere vil se 11. september som lige så historisk signifikant, eller om det for eftertiden primært vil stå som en enkeltstående, usædvanlig makaber begivenhed. Der kan dog argumenteres for, at overraskelseseffekten i USA var endnu større 11. september 2001.

Annonce

Modsat angrebet på Pearl Harbor, som fandt sted, mens en verdenskrig rasede, og der var spændinger i de amerikansk-japanske relationer, kom terrorangrebene den 11. september som en total overraskelse. Dette udnyttede terroristerne til det yderste. De var i stand til at kapre flyene kun bevæbnet med hobbyknive; piloterne gjorde øjensynligt ingen modstand, da de var trænet til at adlyde kaprere. I tidligere tilfælde af flykapring havde kaprerne altid ønsket, at flyene skulle lande intakte, så de kunne bruge passagerer og piloter som gidsler. Betegnende nok havde kaprerne taget intensive flyvekurser i USA, men ikke interesseret sig for, hvordan man landede flyene. Verden havde aldrig før set passagerfly brugt som missiler.

Skønt flykapringerne blev udført med primitive våben, kom 11. september alligevel til at symbolisere den højteknologiske, globaliserede verden, terroristerne øjensynlig ønskede at bekrige. Talrige passagerer om bord på de kaprede fly og folk, der var blevet fanget på de øverste etager af tvillingetårnene, brugte deres mobiltelefoner til at tale med deres nærmeste, kort før de styrtede i døden.

Angrebet på det sydlige tvillingetårn og skyskrabernes sammenstyrtning blev desuden transmitteret direkte af talrige tv-stationer og set af millioner af seere verden over. 11. september fik en yderligere global karakter af, at de mest blodige af angrebene ramte New York, en verdensby, og terroraktionens ofre kom fra 83 forskellige nationer.

Angrebet på World Trade Center

Det første fly, et Boeing 767, der blev kapret og brugt som missil, var American Airlines Flight 11, der lettede fra Boston Logan International Airport kl. 7.59 med kurs mod Los Angeles. Der var 92 om bord på flyet inklusive besætning og de fem terrorister, som blev ledet af Muhammad Atta.

Det anslås, at de kaprede flyet kl. 8.15. Tolv minutter senere tog flyet en skarp drejning mod syd. Kl. 8.46 fløj det med Atta som pilot med en hastighed på 605 km/t ind i den nordlige side af det nordlige tvillingetårn, North Tower (WTC 1). Flyet, der rummede omkring 40.000 liter brændstof, ramte 94.-98. etage og skar sig igennem skyskraberen på 6/10 sekund. En voldsom eksplosion fulgte. Alle tre trapper og elevatorer på de etager, der ramtes, blev ødelagt. Ingen, der opholdt sig over 94. etage, overlevede. Temperaturerne fra den voldsomme eksplosion og den efterfølgende brand var så høje, og røgen så kvælende tyk, at mange af dem, der opholdt sig på toppen, ikke så anden udvej end at springe i døden. Lidt mere end 1300 blev fanget og omkom i North Towers øverste etager.

Angrebet på South Tower. Da et andet Boeing 767, United Airlines Flight 175, 18 minutter senere styrede skråt ind i South Tower (WTC 2), hvor det med en kraftig eksplosion ramte mellem 78. og 86. etage, var det tydeligt for de amerikanske myndigheder, at der var tale om en koordineret terroraktion. Flight 175 var ligeledes lettet fra Logan International Airport i Boston og havde kurs mod Los Angeles. Om bord befandt sig 63 personer inklusive de fem terrorister. Få minutter før Flight 11 ramte det nordlige tårn, blev flyet kapret. I minutterne inden Flight 175 ramte South Tower, herskede der forvirring i dette tårn. En stemme i højtaleren havde forkyndt, at der kun var brand i North Tower, og at medarbejderne i South Tower kunne gå tilbage til deres skriveborde.

Mange fulgte opfordringen, men flere besluttede sig for at forlade bygningen. Kl. 9.04 bragede Flight 175 ind i South Tower, og en evakuering af skyskraberen påbegyndtes. Mens tusinder strømmede ud af de to skyskrabere, løb hundredvis af brandfolk og redningspersonale ind for at hjælpe med evakueringen. Der var blevet oprettet en kommandopost i North Tower, og brandfolk blev til fods sendt op i tårnene. Mere end 300 af dem omkom; deres selvopofrende indsats gjorde dem til symboler på New Yorks ukuelighed, og de blev udråbt til nationale helte.

En enkelt trappe på de øverste etager af South Tower forblev intakt, men kun 18, der opholdt sig over 78. etage, hvor flyet havde ramt, kom ned i live. Omkring 600 døde på South Towers top, fordi de pga. røg ikke kunne finde den intakte trappe, eller fordi de troede, at det var mere sikkert at søge op mod taget af skyskraberen.

Tvillingetårnene var konstrueret til at kunne modstå, at et Boeing 707 fløj direkte ind i det. Men planlæggerne havde overset varmeeffekten, der ville følge efter den eksplosion og storbrand, som forårsagedes af, at en jumbojet med fuld tank ramte bygningen.

Brandisolationen på stålbjælkerne i området, hvor flyene ramte, blev sprængt bort, og det formodes, at de fatninger, der holdt de tværgående stålbjælker fast til de bærende ydre stålbjælker, ikke kunne holde til varmen og derfor bøjede sig og sluttelig brast under vægten af den øvre del af skyskraberne. Kl. 9.59 sank South Tower sammen i en kolossal røg- og støvsky, og kl. 10:28 styrtede North Tower sammen, dvs. i omvendt rækkefølge af, hvornår de blev ramt.

Endnu en skyskraber, der var del af WTC, 7 World Trade Center, var blevet alvorligt beskadiget da North Tower styrtede sammen. En voldsom brand ødelagde dens bærende strukturer, og den faldt sammen kl 17:21. Brandfolkene i området var opmærksomme på faren for sammenbrud, og der var ingen tab af menneskeliv i forbindelse med sammenstyrtningen.

Angrebet på Pentagon

Omkring 20 minutter før Flight 11 ramte North Tower, lettede American Airlines Flight 77 fra Dulles International Airport i Washington, DC. Flyet, et Boeing 757 med 64 om bord, havde kurs mod Los Angeles. Kl. 9 blev flyet kapret.

Det vendte om og styrede mod den amerikanske hovedstad. Kl. 9.38 ramte det ned i Pentagon og smadrede en side af den femkantede bygning. 20.000 ansatte var mødt på arbejde i bygningen, og 209 af dem blev dræbt.

Skyskrabere og offentlige bygninger i store dele af USA blev herefter evakueret, og luftrummet over USA blev lukket for civile fly. Relativt få jagerfly sendtes i luften, og flådeenheder blev sendt ud for at afpatruljere østkysten.

United Airlines Flight 93

Det sidste fly, der blev kapret, var United Airlines Flight 93, der kl. 8:42 lettede fra Newark, New Jersey med kurs mod San Francisco med i alt 44 om bord. Kl. 10:06 styrtede flyet ned på en mark nær landsbyen Shanksville i det vestlige Pennsylvania.

Flyet, et Boeing 757, havde fire flykaprere om bord. I minutterne før flyet styrtede ned, så øjenvidner, hvorledes det zigzaggede voldsomt hen over himlen. Fra mobiltelefonsamtaler og fra flyets sorte boks kunne man senere fastslå, at en håndfuld af passagererne besluttede at tage kampen op mod kaprerne. På optagelserne fra den sorte boks hører man lyden af håndgemæng. Ifølge et medlem af al-Qaeda, som senere er blevet fanget af amerikanerne, var målet Capitol Hill.

Tabstal og økonomiske følger

Tilsammen arbejdede omkring 50.000 mennesker daglig i tvillingetårnene, og det frygtedes umiddelbart efter sammenstyrtningen, at op mod 10.000 var blevet dræbt. Tabstallene viste sig dog at være mindre, fordi angrebet havde fundet sted om morgenen, og mange endnu ikke var mødt på arbejde.

I maj 2002 blev tabstallene for New Yorks vedkommende opgjort til 2823 døde, hvoraf 1057 kunne identificeres. Helt frem til de sidste oprydningsdage blev der fundet ligrester. Tabstallet i Pentagon, inklusive flypassagerer og flypersonale, var 253. De 44 ombordværende på Flight 93, der styrtede ned i Pennsylvania, blev alle dræbt.

Det gigantiske krater, som sammenstyrtningen af World Trade Center efterlod, fik betegnelsen Ground Zero. I to uger søgte man efter overlevende i ruinerne; næsten ingen blev fundet. Oprydningsarbejdet foregik i døgndrift og varede frem til midten af maj 2002. Det skønnes, at der blev ødelagt for mere end 100 mia. dollar i Ground Zero, og at 100.000 arbejdspladser forsvandt i det sydlige Manhattan.

Disse enorme økonomiske tab kom samtidig med, at USA's økonomi, der i 1990'erne havde været præget af ualmindelig høj vækst, viste tegn på stagnation. Den økonomiske krise blev dog, til trods for at flyindustrien blev hårdt ramt, ikke nær så voldsom som frygtet.

Kongressen bevilgede 20 mia. dollar til genopbygningen af det sydlige Manhattan. I 2003 blev et forslag af arkitekten Daniel Libeskind til en nybygning af World Trade Center vedtaget. Læs mere i artiklen om World Trade Center.

Miltbrand og terrorfrygt

Ugerne efter 11. september var præget af nervøsitet i Vesten og i særdeleshed i USA for nye terroranslag. Sikkerheden i lufthavne og ved offentlige bygninger blev stærkt øget, og svært bevæbnede soldater blev en del af gadebilledet i mange storbyer i USA.

20/9 oprettede præsident G.W. Bush en ny regeringsmyndighed, Office of Homeland Security, og i juni 2002 fremkom Bush med et lovforslag om at danne et helt nyt ministerium til bekæmpelse af terror, Department of Homeland Security. Dets opgave er at koordinere efterretningsarbejdet mellem FBI, CIA og immigrationsmyndighederne INS og at udvikle strategier til bekæmpelse af terror i USA.

Nervøsiteten for nye terrorangreb voksede i efteråret 2001, da anonyme breve, der indeholdt miltbrandsporer, blev sendt til fremtrædende amerikanske politikere og journalister. Det formodes dog, at det ikke var arabiske terrorister, der stod bag, men en amerikansk terrorist, der opererede på egen hånd.

Undersøgelsesarbejdet

Kort efter at det andet fly ramte WTC, begyndte det amerikanske forbundspoliti, FBI, undersøgelsesarbejdet. FBI satte først 250 agenter på sagen, men snart var 7000 medarbejdere i FBI engagerede. Den mest omfattende aktion i FBIs historie var hermed begyndt. Passagerlister og papirer samt en taske, der havde tilhørt Muhammad Atta, og som ikke nåede med om bord på Flight 11, gav FBI gode spor.

Sporene førte til Tyskland, især Hamburg, hvor mange af de 19 terrorister havde opholdt sig, før de rejste til USA. Det tyske politi og den tyske efterretningstjeneste deltog i undersøgelsesarbejdet. 17.000 spor og vidneudsagn blev undersøgt. Man kunne også spore terroristernes aktiviteter ved at følge deres økonomiske transaktioner. Allerede 14/9 kunne FBI offentliggøre navnene på de 19 flykaprere.

I foråret 2002 kom CIA og FBI under voldsom kritik for ikke at have gjort deres arbejde grundigt nok før 11. september. Flere lokale FBI-agenter rapporterede i sommeren 2001 om mistænkelig adfærd hos flere arabiske studerende ved amerikanske flyskoler, og uden at behandle disse data nærmere havde man opfanget al-Qaeda-samtaler om forestående flykapringer. Dette blev sågar under en briefing i august nævnt over for præsident Bush.

Bagmændene

De 19 terrorister, der kaprede og fløj flyene, var medlemmer af det internationale terrornetværk al-Qaeda, der i begyndelsen af 1990'erne blev grundlagt af den saudiarabiske forretningsmand Osama bin Laden. Det menes ikke, at bin Laden selv var med til at planlægge angrebene den 11. september.

Hjernen bag de praktiske og organisatoriske sider af aktionerne var sandsynligvis Muhammad Atta. Han var søn af en velhavende advokat fra Cairo, og i 1990'erne studerede han byplanlægning i Hamburg. I løbet af studieopholdet blev han militant islamisk fundamentalist. I Hamburg mødte han andre fundamentalister, der havde forbindelse til al-Qaeda-netværket.

Det antages, at Atta i 1999 opholdt sig i træningslejr for al-Qaeda-terrorister i Afghanistan. I 2000 rejste han til USA, hvor han gik på pilotskole i Florida. Samtidig blev tre andre al-Qaeda-medlemmer uddannet som piloter i USA. I løbet af 2000 og 2001 planlagde de aktionen. Som Atta kom de fleste af terroristerne fra velhavende familier eller havde solide middelklassebaggrunde.

Når undersøgerne med så stor sikkerhed kunne pege på al-Qaeda som den ansvarlige organisation og kunne afgøre, at kaprerne var al Qaeda-medlemmer, skyldtes det også, at det var den eneste terrororganisation med omfang og økonomiske resurser til at føre en så stor terroraktion ud i livet.

Osama bin Laden havde i 1980'erne tilsluttet sig mujahedinernes kamp i Afghanistan mod den sovjetiske besættelsesmagt. Her organiserede han en panislamisk guerillahær, der ironisk nok blev støttet af USA. Det var under disse intense kampe mod Sovjetunionen, at bin Laden skabte et netværk af veltrænede krigere.

Bin Laden vendte sig mod Vesten og Saudi-Arabien under Golfkrigen i 1991. Især var han modstander af, at den saudiarabiske ledelse anmodede om, at amerikanske tropper blev udstationeret i Saudi-Arabien med de hellige muslimske byer Medina og Mekka. Det menes, at bin Laden kendte til den tidligere bombning af World Trade Center i 1993, og at han stod bag bombeattentatet mod de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam i 1998 samt mod den amerikanske fregat USS Cole i Yemen i 2000.

Osama bin Laden blev i 1994 frataget sit saudiarabiske statsborgerskab. Han gik i eksil først i Sudan, siden i Afghanistan, hvor Talebanregimet gav ham beskyttelse og lov til at oprette træningslejre for terrorister. Al-Qaeda menes at have små celler i en lang række lande både i Vesten og i den tredje verden.

Hvorfor et 11. september

Spørgsmålet om, hvorvidt USA gødede jorden for det had mod Vesten og i særdeleshed USA, der motiverede terroristerne 11. september, er stærkt omdiskuteret.

I den ene ende af spektret finder man den officielle amerikanske retorik, ifølge hvilken terrorangrebene ikke ses i et større perspektiv, men fremstilles som et produkt af ren ondskab. Krigen mod terror ses her som en kamp mellem godt og ondt.

I den anden ende af spektret, som især mødes på venstrefløjen i Europa, argumenteres der i et lige så sort-hvidt lys for, at USA "selv bad om 11. september", fordi det kapitalistiske system forarmer den tredje verden og dermed fremavler hadet til Vesten.

Ifølge dette syn har USA desuden fremkaldt hadet ved at føre en dobbeltmoralsk og kynisk udenrigspolitik, der har støttet diktaturer, når det har været i USA's egen interesse. I dette lys ses Osama bin Laden og Muhammad Atta således næsten som viljesløse produkter af et selvforskyldt had. Mere nuancerede analyser peger på, at et komplekst samspil af faktorer var med til at skabe et politisk klima i flere arabiske lande, der har gjort fremvæksten af militante muslimer som Osama bin Laden og Muhammad Atta mulig og dermed også 11. september.

Radikale islamiske bevægelser udspringer ifølge disse analyser af en arabisk mindreværdsfølelse over for Vesten, som bunder i, at mange muslimske lande er præget af armod og dermed magtpolitisk og materielt står i skyggen af den vestlige verden.

Denne armod skyldes ifølge disse analytikere både manglen på vilje hos muslimske politiske og religiøse ledere til at ville iværksætte demokratiske og økonomiske reformer og den store kløft mellem verdens rigeste og fattigste lande, som Vesten ikke for alvor viser politisk vilje til at ville komme til livs.

Spændninger mellem Vesten og islam

Fordi terroren den 11. september udsprang af militante muslimers had til Vesten og dets værdier, følte den vestlige verden sig som helhed truet af nye terrorangreb.

I Europa følte man sig sårbar pga. det store antal muslimske indvandrere, og fordi man blev opmærksom på, at en række europæiske lande havde huset små celler af militante muslimske terrorister. Terrorbekæmpelse kom på den politiske dagsorden overalt i Europa og blev et centralt politisk spørgsmål i EU-regi.

Også FN udsendte kort efter terrorangrebene en kollektiv fordømmelse af terroren og gav terrorbekæmpelse høj prioritet. Blandt intellektuelle i Vesten blev det ivrigt diskuteret, om Samuel P. Huntington havde fået ret i sin kontroversielle spådom fra bogen The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996) om, at verdens fremtidige storkonflikter ville bestå i kultursammenstød, bl.a. mellem den vestlige (kristne) verden og islam. Umiddelbart efter angrebene erklærede præsident Bush, at USA ville indlede et "korstog" mod terroristerne.

De religiøse undertoner, der ledte tanken hen på fortidens kampe mellem kristendommen og islam, mødte voldsom kritik fra muslimer i USA. Ligeledes blev justitsminister John Aschrofts (f. 1942) beslutning om uden nærmere begrundelse at internere mere end tusinde muslimer i kølvandet på 11. september mødt med stærk kritik.

Præsident Bush undskyldte sin udtalelse og indledte en succesfuld forsoning med det muslimske samfund i USA. Til trods for enkelte voldelige overfald og lejlighedsvise anslag mod moskéer nød muslimer som helhed i USA godt af landets særlige tradition for trosfrihed. Borgergrupper, der eskorterede kvinder med slør, opstod spontant i en række storbyer i USA umiddelbart efter 11. september.

I Europa, et kontinent, der som helhed har været uvant med stor indvandring og uden samme tradition for multireligiøsitet som USA, blev skepsissen over for indvandrere og i særdeleshed muslimer større efter 11. september. De spændinger, det udløste, førte til, at højreradikale og indvandrerfjendtlige politikere fik vind i sejlene i en række europæiske lande. Se også terrorisme.

Krigen mod terror

I efteråret 2001 understregede præsident Bush og hans rådgivere flere gange over for den amerikanske befolkning, at krigen mod terror ville blive lang, og at den ville blive udkæmpet på mange fronter, i mange lande, og at krigen for de fleste ville være usynlig, fordi den i høj grad ville bestå i at optrævle terrororganisationer og fastfryse deres bankkonti. I kampen mod terror fik USA en særdeles trofast allieret i den britiske premierminister, Tony Blair.

7.10.2001 indledte USA sammen med Storbritannien efter konsultationer med NATO og arabiske lande en regulær krig mod Talebanregimet i Afghanistan (se også Afghanistan (historie)), der gav ly til Osama bin Laden og hans folk.

Krigen begyndte med voldsomme missilangreb og luftbombardementer af byer og områder med store koncentrationer af Talebanstyrker. 19/10 satte USA og Storbritannien elitestyrker ind i Afghanistan, og man opmuntrede Den Nordlige Alliance, en sammenslutning af afghanske anti-Talebanmilitser, til at indlede en offensiv mod regimet. 9/11 faldt Kabul, og Talebanregimets modstand smuldrede.

19/11 overgav Taleban sig, og de følgende kamphandlinger koncentrerede sig om Tora Bora-bjergene i det østlige Afghanistan, hvor al-Qaedas guerillatropper havde forskanset sig. De overgav sig efter heftige bombardementer 16/12.

Det lykkedes imidlertid for Osama bin Laden at undslippe, og han mentes at opholde sig i stammeområderne i det østlige Pakistan, hvor Taleban nød udbredt støtte. Han udsendte flere gange fra sit skjul båndede kommentarer og opfordringer til kamp mod især USA og Vesten.

1. maj 2011 lykkedes det amerikanske specialtropper at lokalisere og dræbe bin Laden i en villa i Abbottabad, ca. 50 km nordøst for Islamabad i Pakistan.

Det skønnes, at krigen i Afghanistan i 2002 kostede ca. 3000 afghanere livet, herunder mange civile, der døde under de heftige bombardementer.

Tabstallene blandt afghanerne er således på størrelse med antallet af ofre den 11. september. 22/12 blev en midlertidig regering indsat i Afghanistan. Det skønnes, at krigen ødelagde en tredjedel af al-Qaeda-netværket.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tom Buk-Swienty: 11. september i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70038