Yarlung Tsangpo, Zangbo, flod på Det Tibetanske Plateau; den løber i ca. 3000 m højde og er dermed verdens højest beliggende større flod. I floddalen bor hovedparten af Tibets landbrugsbefolkning, og her ligger større byer som Lhasa og Shigatse. I det østlige Tibet drejer floden mod syd gennem verdens dybeste canyon og bliver til Brahmaputra. Der er kontroversielle overvejelser om at udnytte Tsangpo til vandkraft.