Chamdo, (tib. Chab-mdo, kin. Qamdo), det bjergrige, østligste distrikt i Tibet. Omgivet af høje bjergkæder ligger her tæt på hinanden de øvre løb af tre af Sydøstasiens store floder: Nu Jiang (Salween), Lancang Jiang (Mekong) og Jinsha Jiang (Chang Jiang eller Yangtze Kiang). Distriktsbyen Chamdo (ca. 86.000 indb. (1999)) med en overvejende kinesisk befolkning ligger i 3280 m højde og er et vigtigt trafikknudepunkt og handelsby. Den ligger på vejen (fuldført af kineserne i 1954) fra Chengdu i Sichuanprovinsen til Tibets hovedstad Lhasa. Distriktet har ca. 1/2 mio. indb.; den lokale tibetanske befolkning, khampa, spillede en vigtig rolle under opstanden mod kineserne i 1950'erne. Tidligere havde de i perioder en høj grad af selvstændighed i forhold til den tibetanske regering i Lhasa.