Taipei. Det 509 m høje Taipei 101 er blevet byens vartegn.

.

Taipei, (sydkin. 'den nordlige terrasse'), Taibei, Taipeh, hovedstad i Taiwan; 2,7 mio. indb. (2016, 6,9 mio. i hovedstadsområdet). Byen ligger nær den nordlige spids af øen ved Tan-shui-floden 27 km SV for Keelung, Taipeis havneby. Taipei blev grdl. i begyndelsen af 1700-t. af immigranter fra Fujianprovinsen. Byen var provinshovedstad fra 1886 og fastholdt sin status under den japanske kolonisering. Efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina 1949 etablerede nationalistregeringen sit hovedkvarter og administrationen i Taipei. De fleste af de cirka 2 mio. mennesker, som fulgte med til øen, bosatte sig her.

Taipei er i dag en voksende, moderne storby, og mange af de gamle bydele er revet ned og erstattet af højhuse. Den ældste del af byen med museer og mange regeringsbygninger ligger mod SV, mens man finder nye forretningsområder mod SØ. Byområdet strækker sig over 18 km fra nord til syd. I yderområderne, især mod syd og vest, findes en betydelig og varieret fremstillingsindustri, bl.a. elektronik-, tekstil og plastindustri. Byen har mange uddannelsesinstitutioner, og Paladsmuseet rummer mere end 100.000 gamle kinesiske kunstskatte og antikviteter, især malerier, kalligrafi og porcelæn. Taipei er en voksende, moderne storby. Byens metro er siden 1996 blevet udbygget til et stort net (78 km). En førerløs letmetrobane i bycentret er bygget for at mindske det berygtede trafikkaos der.

Skyskraberen Taipei 101, opført 1999-2004 som byens finanscenter, var med sin højde på 509 meter verdens højeste bygning, til den i 2007 blev overgået af Burj Khalifa i Dubai.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig