Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mongoliet - historie

Oprindelig forfatter OOdg Seneste forfatter Redaktionen

Klosteret Erdene Dzu ved ruinbyen Karakorum. Efter at manchuerne i 1388 havde jævnet Karakorum med jorden, byggedes i 1586 det første buddhistiske kloster af byens ruiner. Erdene Dzu rummede 10.000 munke og blev frem til 1900-t. magtcentrum i den mongolske buddhistiske klosterinstitution. Under Stalin i 1930'erne blev de fleste klostre og templer i Mongoliet revet ned. De få tilbageværende er blevet restaureret i 1990'erne, og nye er bygget i takt med buddhismens genopblomstring.

Klosteret Erdene Dzu ved ruinbyen Karakorum. Efter at manchuerne i 1388 havde jævnet Karakorum med jorden, byggedes i 1586 det første buddhistiske kloster af byens ruiner. Erdene Dzu rummede 10.000 munke og blev frem til 1900-t. magtcentrum i den mongolske buddhistiske klosterinstitution. Under Stalin i 1930'erne blev de fleste klostre og templer i Mongoliet revet ned. De få tilbageværende er blevet restaureret i 1990'erne, og nye er bygget i takt med buddhismens genopblomstring.

I 1200-t. forenede Djengis Khan for første gang de mongolske stammer i en fælles hær. Efter at have overtaget herredømmet i det nordlige Kina i 1215 underlagde mongolerne sig næsten hele Asien og dele af Østeuropa. Khubilai Khan etablerede i 1271 det mongolske Yuandynasti i Kina, der regerede indtil 1368.

Fra 1368 til 1644 lykkedes det for det kinesiske Mingdynasti at holde mongolerne ude af Kina. I 1644 tabte Mingdynastiet magten over Kina til manchuerne. Manchuerne, der grundlagde Qingdynastiet i Kina, allierede sig med en af de stærke mongolske stammer, chakharmongolerne, som indgik i styrets elitetropper. Dermed lykkedes det at indlemme størstedelen af det nuværende Mongoliet som en del af Kina.

Omkring 1685 gjorde chakharmongolerne et mislykket forsøg på at få magten i de nordlige områder; deres ledende familier blev dræbt, og de øvrige spredt eller assimileret af kineserne. I 1691 måtte det Ydre Mongoliet, det nuværende Mongoliet, derfor underlægge sig manchuerne, og indtil 1911 blev Mongoliet regeret fra Kina.

Annonce

I 1600-t. spredtes den tibetanske form for buddhisme for alvor i Mongoliet, som dermed blev kulturelt forbundet med Tibet. Shamanisme og buddhisme havde sameksisteret siden Djengis Khans tid, og Khubilai Khan støttede udbredelsen af buddhismen under Yuandynastiet. Også Qingkejserne støttede religionens udbredelse, som de mente kunne pacificere mongolerne; således skulle et mandligt medlem fra hver familie være munk. Dette reducerede hæren kraftigt og belastede økonomien, og klostrene blev fra 1700-t. meget magtfulde institutioner.

I begyndelsen af 1900-t. brød Qingdynastiet sammen, og en kinesisk republik blev oprettet. Mongoliet udnyttede magttomrummet og erklærede i 1911 med støtte fra Rusland landet for uafhængigt, og den højeste mongolske lama blev udråbt som konge. Den nyerklærede uafhængighed blev dog dels i aftaler mellem Kina og Rusland i 1913, dels ved en traktat af 1915 nedtonet til autonomi under kinesisk overhøjhed. I 1919 retablerede Kina sin kontrol med Mongoliet og afskaffede den autonome status ved indsættelse af tropper i landet. Det var startskuddet til dannelsen af nationalistiske modstandsgrupper, som i alliance med militære grupper fra Sovjetunionen nedkæmpede den kinesiske hær. Efter en kort alliance med baron Ungern-Sternbergs (1886-1921) "hvide hære", som plyndrede og hærgede under deres fremrykning, indledtes en alliance med de "røde hære". Denne sejrende alliance blev fra mongolsk side ledet af den mongolske revolutionshelt Sukhe Baatar (1893-1923).

Sukhe Baatar dannede i foråret 1921 det første politiske parti i Mongoliet, Det Mongolske Folks Revolutionære Parti. I juli 1921 indledtes en kort periode med mongolsk autonomi, hvor Sukhe Baatar etablerede en provisorisk regering, der sad frem til 1924. Sovjetunionen intervenerede og dannede Den Mongolske Folkerepublik, der i realiteten blev en sovjetisk satellitstat, formelt dog under kinesisk overhøjhed til 1945.

Frem til 1928 blev der gennemført moderate forsøg på markedsregulering, og lokalregeringerne havde relativt stor selvbestemmelse. Sovjetunionen tillod, at den igangsatte socialisering blev opgivet, og at kvæg og andre brugsdyr igen blev privat ejendom. Fra 1932 påbegyndte Sovjetunionen en forceret industriudvikling i Mongoliet, og landet blev militært og infrastrukturelt rustet. De kommunistiske principper blev igen dominerende under Khorloghiyin Choybalsans (1895-1952) stalinistiske diktatur. Under de brutale udrensninger omkom flere end 30.000 af en samlet befolkning på 700.000.

I 1952 døde Choybalsan, og Yumjaagiyn Tsedenbal (1916-91) overtog præsidentposten. Det centralistiske planstyre blev videreført, om end betydelig mindre diktatorisk end i 1930'erne.

En stærk, statskontrolleret industrialisering blev igangsat først i 1960'erne. Landbruget blev udviklet via stordrift og kultivering af nye landområder, og sundheds- og uddannelsesvæsenet blev forbedret med støtte fra Sovjetunionen. I de næste årtier frem til ca. 1990 blev denne udvikling konsolideret under Kommunistpartiets magtmonopol, og industrien blev den dominerende sektor i Mongoliet. Sovjetiske og østeuropæiske specialister udgjorde en væsentlig del af den faglærte arbejdsstyrke, som Mongoliet efterhånden var blevet afhængigt af. Al import af maskiner, olie mv. foregik også fra Sovjetunionen.

Den 29.7.1990 afholdt Mongoliet sit første frie valg. Et flerpartisystem blev introduceret, og Kommunistpartiets ledende rolle blev strøget i forfatningen. En betydelig privatisering har fundet sted siden 1991, og en meget liberalistisk inspireret økonomi er vokset frem. Mongoliet brød således i løbet af 1990'erne med 70 års planøkonomi, etpartistyre og afhængigheden af enten Kina eller Sovjetunionen. Ved parlamentsvalget i 1996 vandt de nye partier i den demokratiske opposition stort over det tidligere regeringsparti fra den kommunistiske æra, MPRP. MPRP, som har gjort op med sin fortid og bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, vendte imidlertid tilbage til magten i 2000 med en kolossal valgsejr, som til dels kan tilskrives Mongoliets elendige økonomi efter den kolde vinter 1999-2000. Ved parlamentsvalget i 2004 klarede oppositionen sig godt, og MPRP måtte indgå i en koalitionsregering med Det Demokratiske Parti. I januar 2006 kom det til en politisk krise, der førte til at MPRP trak sig ud af regeringen. MPRP blev i stand til selv at overtage regeringsmagten med støtte fra mindre partier. I sommeren 2008 kom det til voldsomme protester i Ulan Bator efter et omstridt valg. Regeringspartiet MPRP skiftede i 2010 navn til Mongoliets Folkeparti, MPP, det samme navn som under Sovjetperioden.

Mongoliet har meget høje vækstrater og store kul- og mineralreserver. Udenlandske investeringer er dog blevet hæmmet af voldsom korruption.

Læs mere om Mongoliet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Odgaard: Mongoliet - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127025