Mongoliet (Geografi)

Mongoliet gennemgik fra begyndelsen af 1960'erne en stærk industrialisering i tæt samarbejde med Sovjetunionen, og industrisektoren bidrog i 1990 med ¹/₃ af BNP. Industrien findes især i de tre største byer, Ulan Bator, Darhan og Erdenet, alle i den nordlige, centrale del af landet. En del af industrien har basis i landets betydelige mineralforekomster, især kul, kobber og molybdæn, mens landbruget yder råstoffer til tekstil- og fødevareproduktion.

Beskæftigelsesmæssigt er landbruget dog stadigvæk af større betydning med ¹/₃ af arbejdsstyrken. Ved kommunismens sammenbrud bortfaldt de betydelige subsidier fra Sovjetunionen, som i 1980'erne udgjorde op til 30% af BNP, og det økonomiske sammenbrud i de traditionelle markeder forværrede den efterfølgende krise. I denne situation fik landbruget øget betydning, ikke mindst den dominerende husdyrsektor. I 1995 var der i landet 3,3 mio. stk. kvæg, 13,7 mio. får, 8,5 mio. geder og 2,1 mio. heste; i alt 12 husdyr pr. indb., hvilket kun overgås af New Zealand. Det store hestehold, ca. en hest pr. indb., afspejler nomadelivet med ekstensivt dyrehold på de vidtstrakte græssletter.

I Mongoliet fremstilles meget få produkter, landet har en afsides beliggenhed og er afhængigt af nogle få samhandelslande. Problemerne forstærkes af en ringe udviklet infrastruktur, og denne sårbarhed har betydet, at krisen i 1990'erne spredte sig til størstedelen af den moderne sektor.

Mongoliet har kun én jernbane, den lange sidebane på Den Transsibiriske Jernbane fra Ulan-Ude i Rusland over Ulan Bator til Beijing. Et sidespor forbinder minebyen Erdenet med Darhan på banen. Landets eneste asfalterede vej følger jernbanen. Det øvrige vejnet af jord- og grusveje er til tider ufremkommeligt ved større regnvejr og under forårets snesmeltning.

Mongoliet har en befolkningsvækst på 1,46% om året; indbyggertallet blev fordoblet 1952-84, men landet er med 1,8 indb. pr. km² stadig et af de tyndest befolkede i verden. Etnisk er befolkningen homogen. 75% er khalkha-mongoler, og andre 15% tilhører andre mongolske folkeslag. Hertil kommer små minoriteter af kasakher, derbeter og burjater. Der findes ca. 7 mio. etniske mongoler i verden; de fleste lever i Kina.

I 1970'erne og 1980'erne havde Mongoliet et veludbygget social-, sundheds- og skolevæsen. Gennemsnitslevetiden er over 65 år (1995), og i 1990 hævdedes det, at over 90% kunne læse og skrive, hvilket i løbet af 1990'erne er reduceret som følge af stærkt faldende bevillinger til uddannelsessystemet og anvendelsen af børnearbejde i de nu privatiserede husdyrflokke.

Læs mere om Mongoliet.