Darkhan, Darchan, tredjestørste by i Mongoliet (efter Ulan Bator og Erdenet), 220 km nord for hovedstaden Ulan Bator; 74.700 indb. (2010). Navnet betyder på mongolsk 'grovsmed', og byen, der blev grundlagt i 1961, er et industricenter med betydelig produktion af byggematerialer og forarbejdning af husdyrprodukter. En sidebane til Den Transsibiriske Jernbane og Mongoliets eneste asfalterede vej forbinder byen med hovedstaden og med Rusland.