Qingdynastiet

Qingdynastiet, dynasti i Kina (1636) 1644-1912, ledet af manchuer. Mens Kina var plaget af oprør i Mingdynastiets sidste år, opbyggede manchuherskeren Nurhaci en stærk militærmagt i Manchuriet. I 1644 indtog en af de kinesiske oprørere den kinesiske hovedstad, Beijing, og en general fra Mingdynastiet bad om hjælp fra manchuhæren, som udnyttede situationen og overtog magten. Derpå var Kina frem til 1911 under manchuherredømme.

I de tre fremtrædende kejserperioder, Kangxi, Yongzheng og Qianlong (1661-1795), blomstrede Qingdynastiet, samtidig med at en stærk magtkoncentration fandt sted. Selvom manchuerne anvendte kinesere i administrationen, sørgede de for at isolere sig og bevare den endelige magt. Der herskede generelt fred i det oprindelige Kina, og manchuerne udstrakte deres magt til Mongoliet, Turkestan (Xinjiang) og Tibet. Landet blev dermed større end nogensinde, men en voldsom befolkningsvækst og en voksende korruption i administrationen skabte interne spændinger, mens mange militærkampagner i fjerne områder drænede resurserne. Oversvømmelser og hungersnød førte til social uro, og i midten af 1800-t. truedes dynastiet af både Taiping- og Nian-oprørerne, som blev slået ned med hjælp fra Vesten.

Det kinesiskprægede manchustyre havde først og fremmest opmærksomheden rettet mod de store nyvundne områder i Centralasien. Da truslen fra Vesten, Rusland og Japan blev en realitet fra midten af 1800-t., viste Qingdynastiet sig ude af stand til at håndtere situationen, og en række militære nederlag i forbindelse med Opiumkrigen, Den Første Kinesisk-japanske Krig og Bokseropstanden underminerede styrets autoritet. Forsøg på reformer blev undertrykt af den indflydelsesrige enkekejserinde Cixi, og en revolutionær, republikansk bevægelse tog form fra slutningen af 1800-t. I 1908 døde Cixi, og en militær opstand i Wuhan i 1911 udviklede sig på kort tid til en revolution, der tvang den sidste Qingkejser, drengen Puyi (Xuantong), fra tronen i 1912.