Mingdynastiet

Mingdynastiet, kinesisk dynasti 1368-1644, grundlagt af Zhu Yuanzhang. Mingdynastiet herskede over de kinesiske kerneområder samt de store minoritetsområder mod syd og SV, mens kravene på Tibet, Centralasien og Manchuriet snarere var nominelle end reelle. I begyndelsen af 1400-t. var det nordlige Vietnam i nogle år besat af Ming, og der udsendtes syv store flåder, hvoraf nogle nåede Afrika. Mongolerne var et stadigt problem i perioden, og Den Kinesiske Mur blev genopbygget.

Grænser og kyster blev indtil 1567 med vekslende held forsøgt lukket for privat kontakt med omverdenen. Midt i 1500-t. var kysten præget af voldsomme piratindfald, og portugiserne fik fodfæste i Macao, mens de første europæiske missionærer tog ophold i Beijing omkring 1600.

Dynastiet havde i alt 17 kejsere, hvoraf den længst regerende var Wanli, som regerede 1573-1620; hans efterfølger var kun ved magten et par måneder. Dertil kom seks kejsere i det sydlige Mingdynasti 1644-62.

Hovedstaden var først Nanjing og fra 1421 Beijing. Den første kejser, Hongwu, udviklede en administration, som mere end tidligere var afhængig af kejserens deltagelse med magten fordelt mellem forskellige myndigheder. Under senere kejsere gled magten over til bureaukratiet, og i perioder, særligt i 1440'erne, omkring 1510 og i 1620'erne, havde eunukker næsten diktatorisk magt. Kejserslægten havde ingen politisk magt, men blev en stigende økonomisk belastning.

Især 1500-t. var kendetegnet ved stor økonomisk fremgang, og blandt de uddannede sås en fokusering på individet, der var større end på noget andet tidspunkt. Efter ca. 1590 fulgte kostbare felttog, økonomisk nedgang og oprør. Den sidste kejser begik selvmord, da Beijing blev besat af oprørere. De blev hurtigt fordrevet af manchuerne, der oprettede Qingdynastiet. Under Mingdynastiet blomstrede kunst og kunsthåndværk, især det blå-hvide porcelæn, se Kina (kunsthåndværk).