Handynastiet er et kinesisk dynasti fra 202 f.v.t. til 220 e.v.t., som blev grundlagt af Liu Bang.
Dynastiet deles i det vestlige eller tidlige Han fra 202 f.v.t. til 9 e.v.t., og det østlige eller senere Han, 23-220. I den mellemliggende periode, år 9-23, blev Kina regeret af enkekejserindens nevø Wang Mang, som etablerede sit eget dynasti, Xin.
Liu Bang byggede videre på det totalitære Qindynastis centralstat, men en del restriktioner blev gradvis ophævet. Desuden indførtes i det vestlige Han et nyt lensvæsen med små kongedømmer. Indenrigspolitisk prægedes det vestlige Han af forsøget på at formulere en statsideologi, der kunne legitimere dynastiet og sikre en stabil arvefølge.
I 136 f.v.t. blev et officielt kvalifikationssystem indstiftet. Det var baseret på de konfucianske klassikere, som statens fremtidige embedsmænd skulle kende. Ifølge den officielle ideologi, som var en sammenstykning af konfuciansk etik og en kosmologi, der var baseret på yin og yang, de fem faser (wu xing) og divination og varsler, regerede kejseren i kraft af Himlens Mandat som Himlens søn.
Udenrigspolitisk oplevede det vestlige Han en stor ekspansionsperiode, specielt under kejser Wu (141-87 f.v.t.). Mod nordøst nåede imperiet ned på Den Koreanske Halvø, i syd ned i det nuværende Vietnam, og på karavanevejen mod vest havde man kontakt med det samtidige Romerriges østlige forposter. Mod nord var Handynastiet i konstant væbnet konflikt med sammenslutningen af tyrkiske og mongolske nomadestammer (Xiongnu), som blev besejret i år 58 f.v.t.
Mod slutningen af det første århunderede f.v.t. var Kina blevet et komplekst bureaukrati, hvor kejserens rolle ofte var reduceret til at optræde som ceremonielt overhoved. Økonomisk tilbagegang, hofintriger og mangel på handlekraftige kejsere førte til det vestlige Hans undergang.
Handynastiet blev genoprettet i 23 e.v.t., og hovedstaden blev flyttet østpå fra Chang'an (det nuværende Xi'an) til Luoyang.
Naturkatastrofer og borgerkrige havde reduceret befolkningen, hvilket betød større spillerum for de overlevende, og i det første århundrede e.v.t. var der en betydelig økonomisk fremgang og politisk stabilitet. Dette gav sig udslag i øget luksus ved hoffet, bl.a. udvidedes haremet med flere hundrede konkubiner og et tilsvarende antal eunukker. I løbet af 100-tallet spillede nogle af eunukkerne centrale roller i hofintrigerne, samtidig med at provinsguvernører og generaler forsøgte at tilrane sig magten.
Fra ca. 180 blev dynastiet kontrolleret af generaler, som lå i indbyrdes stridigheder, og da den sidste Hankejser i 220 blev tvunget til at abdicere, blev Kina delt i tre kongeriger: Wei, Shu og Wu.
Flertallet af kinesere fører deres kulturarv tilbage til Handynastiet, og derfor ses ordet hankineser ofte anvendt, som om det var en etnisk betegnelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.