Faxian, kinesisk munk, fødsels- og dødsår ukendte. Faxian foretog 399-414 en rejse til Indien for at hente skrifter, der i Kina skulle uddybe kendskabet til buddhismen. Under sit ophold i Nordindien besøgte han hellige steder og studerede buddhisme og sanskrit ved de vigtigste klostre. Han bragte mange skrifter med tilbage, oversatte et værk om klosterregler, men er af eftertiden især kendt for værket Foguo Ji, beretningen om hans rejse.