Den Lange March

Den Lange March var en militær operation i 1934-1935 under opgøret mellem Chiang Kai-sheks nationalister og kommunisterne i den kinesiske borgerkrig. I oktober 1934 forlod en kommunistisk hær på omkring 100.000 mand deres baseområder i Jiangxi-provinsen i Sydøstkina og begav sig ud på en 10.000 kilometer lang rejse, hvor de under gentagne angreb fra nationalisthæren marcherede gennem nogle af Kinas mest uvejsomme områder. I oktober 1935 ankom de kun 8000 overlevende til Shaanxi-provinsen i Nordvestkina, hvor nye kommunistiske baseområder snart efter blev etableret omkring Yan'an.

Opbruddet fra Jiangxi var fremkaldt af gentagne angreb fra nationalisterne, som i 1934 endte med en belejring, hvor kommunisterne led store tab. Forløbet af marchen bekræftede i høj grad Mao Zedongs idéer om guerillakrig, hvilket blev en af årsagerne til, at Mao vandt magten i Kinas Kommunistiske Parti på partikonferencen i Zunyi i januar 1935; ved ankomsten til Yan'an stod han som partiets ubestridte leder.

Efter kommunisternes magtovertagelse i 1949 antog beretningerne fra Den Lange March nærmest mytologisk karakter, og de veteraner fra marchen, som ikke faldt i politisk unåde, fik højeste status i Folkerepublikken. I en meget omdiskuteret biografi Mao: Den Ukendte Historie (2005) sætter Jung Chang og Jon Halliday kritiske spørgsmålstegn ved en række forhold i den gængse fremstilling af den Lange March, især hvad angår Maos rolle i operationen.