Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Taklimakan

Oprindelig forfatter KAL Seneste forfatter Redaktionen

Taklimakan, Taklamakan, tempereret ørken i Tarimbækkenet i det nordvestlige Kina; 338.000 km2. På det lokale uygur-sprog siges Taklimakan at betyde 'et menneske kan komme ind, men det kan aldrig vende tilbage'.

Ørkenen, verdens næststørste sandørken (efter Sahara), består for 85% vedkommende af flyvesandsklitter med bevoksede klitter i periferien. Langs nogle af de floder, som fra de omgivende bjerge trænger dybt ind i ørkenen, ligger grønne korridorer med tamarisk- og poppelbevoksning og nogle få oaser. Vandet løber enten afløbsløst ud i ørkenen eller samles periodevis i det øst-vest-forløbende flodsystem, Tarim, i ørkenens nordkant.

Ørkenens store olieforekomster er blevet udnyttet siden slutningen af 1980'erne, specielt fra Ta Zhong-feltet i ørkenens midte. En over 500 km lang ørkenvej fra nord til syd blev i 1990'erne bygget for at tilgodese olieudviklingen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Allan Larsen: Taklimakan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169454