Qin Ling, Ts'inling, øst-vest-gående bjergkæde i det centrale Kina; de 2000-3000 m høje bjerge udgør sammen med floden Huai He den fysiske og kulturelle grænse mellem det tørre, tempererede Nordkina og det fugtige, subtropiske Sydkina. Højeste tinde er Taibai Shan (3767 m). Mod nord skråner bjergene stejlt ned mod Wei He, biflod til Huang He (Den Gule Flod), og mod syd gradvis ned mod Han Shui, biflod til Chang Jiang (Yangtze Kiang).